Bankmanden knockoutet: Jeg så ikke slaget

Den tidligere verdensmester DeMarcus Corley var for stor en mundfuld for Osama Hadifi fredag aften.

Osama Hadifi har i flere omgange vist gode takter og et pænt talent, men fredag aften fik bankmanden bank i ringen.

- Jeg så slet ikke slaget, og var ikke parat fra sjette omgangs start.

Osama Hadifi var oppe mod den tidligere verdensmester DeMarcus Corley, som faktisk har stået i ringen mod selveste Floyd Mayweather tilbage i 2004.

Og det var nok en for stor mundfuld for Osama Hadifi, der blev overlistet af den 41-årige Corley i flere omgange i løbet af kampen.

- Mit hoved var klart nok, da jeg blev ramt, men balancen var væk, lød det fra Osama Hadifi, som konstaterede, at han havde fejlet.

- Jeg gik ud til omgangen tænker ikke over, at gong-gongen har lydt. Og så bokser jeg ham forkert, må jeg nok konstatere, sagde Hadifi til TV 2 SPORT fredag aften efter kampen.