Dansk verdensmester er medtaget og blå dagen derpå

16x9
Dina Thorslund måtte slide sig til WBC-titlen over Alicia Ashley. Foto: TV MIDTVEST

Dina Thorslund blev lørdag aften verdensmester i boksning efter en hård kamp mod den jamaicanske veteran Alicia Ashley.

Et skinnende og gyldent bælte fra World Boxing Council (WBC) er beviset på, at Dina Thorslund nu kan kalde sig verdensmester i boksning.

Ti hårde omgange mod 50-årige Alicia Ashley fra Jamaica skulle der til. Ti omgange, hvor der blev modtaget og uddelt tørre tæsk, der dagen derpå har givet lidt ekstra souvenirs i ansigtet på 24-årige Dina Thorslund.

- Kroppen har det egentlig fint. Man bliver altid øm efter en kamp. Det hører sig til.

- Hovedet har det også fint. Jeg er lidt medtaget og lidt blå, men der er ikke noget med hovedpine og sådan noget, siger Dina Thorslund til TV MIDTVEST.

Hjemmebanen i Struer var omdannet til et inferno, som det hører sig til ved store boksestævner.

Med en solid opbakning både før, under og efter kampen, blev VM-sejren en ganske unik oplevelse for den danske superbantamvægter.

- Jeg er helt vildt glad. Da jeg kom hjem, var der flag i min indkørsel. Det er bare så stort, og jeg er lettet.

- Det var ikke bare mig, der vandt. Det var også alle dem, som kom for at se mig og alle dem, der har støttet mig hjemmefra. Stemningen gjorde det bare endnu større, end hvis jeg havde været alene om det. Allerede inden jeg kom ind i hallen, kunne jeg høre dem. Det var en fantastisk stemning at stå i, siger Dina Thorslund.

Dina Thorslund er nu indehaver af WBC's titel i superbantamvægt.
Dina Thorslund er nu indehaver af WBC's titel i superbantamvægt. Foto: TV MIDTVEST

Den nye VM-titel har dog et lille forbehold. Det var egentlig den 32-årige kenyaner Fatuma Zarika, der var indehaver af WBC’s VM-titel. Og det er det for sin vis også stadig.

Titelkampen mellem Thorslund og Ashley blev arrangeret, da Zarika er skadet. Det betyder, at hun stadig står noteret som verdensmester hos WBC, hvor Dina Thorslund nu har en såkaldt interim WBC-titel.

Dermed er der lagt op til et ultimativt opgør mellem Dina Thorslund og Fatuma Zarika, der ifølge WBC skal bokses inden 28. maj.

- Jeg er allerede i gang med at forberede, hvad jeg skal arbejde videre på.

- Den ultamitve drøm er at vinde den næste kamp. Det er altid fokus for mig. Så lige nu hedder den Fatuma Zarika, og så går jeg efter de andre bælter bagefter, siger Dina Thorslund.

Dina Thorslunds rekordliste tæller nu 11 professionelle kampe. Alle er endt med sejr, og seks gange har hun knockoutet sin modstander.