Dansk bokser er verdensmester igen

16x9
Dina Thorslund er verdensmester. Foto: Thomas Sjørup / Ritzau Scanpix

Dina Thorslund er WBO-verdenmester efter en sejr på point mod en mexicansk modstander.

Danmarks bedste kvindelige bokser Dina Thorslund er verdensmester efter en sejr på point i VM-kamp i Struer mod mexicanske Yessica Munoz på 27 år.

Kampen begyndte i et hæsblæsende tempo, hvor begge boksere gik aggressivt til værks.

Munoz viste sig som en hård modstander gennem hele kampen, men 24-årige Thorslund vandt alligevel samtlige 10 omgange på hjemmebanen i Struer.

Dina Thorslund har allerede oplevet, hvordan det er at stå med et VM-bælte. Det skete i marts måned i år, da hun vandt WBCs interim (ledige, red.) VM-titel mod 50-årige Alicia Ashley.

Det lykkedes dog aldrig at få sat en VM-kamp op mod den oprindelige verdensmester Fatuma Zarika, og derfor lod Dina Thorslund WBC-bæltet være.

Hun havde også overskud til at lytte til sine trænere.

- Nogle gange kan man godt forstå, hvad man får at vide (i ringhjørnet, red.), men man kan ikke altid udføre det, når man bliver træt.

- Men fordi jeg havde overskuddet, så kunne jeg også gøre det. For jeg kan godt se, at når jeg kom ud og bevægede mig, så ramte hun mig overhovedet ikke, siger hun til TV3+ efter kampen.

Undervejs havde tilskuere båret hende frem i håb om at få en afgørelse før tid.

Det skete dog ikke. Dertil var taberen Yessica Munoz et nummer for sej.

Hvad fremtiden bringer for Dina Thorslund vides ikke, men et titelforsvar kan komme på tale snarligt, hvis hun altså ikke vil bede om udsættelse, indtil hun har fået sin uddannelse som fysioterapeut til januar.