Kessler har gemt på en stor hemmelighed fra karrierens højdepunkt

I en serie på TV 2 PLAY og tv2.dk fortæller danske sportsstjerner en personlig historie eller detalje fra karrieren. Noget, de ikke har fortalt før.

Da jeg trådte ind i bokseringen, tænkte jeg på, hvad jeg havde rodet mig ud i.

Kampen mod walisiske Joe Calzaghe var kampen, jeg havde drømt om altid. Det var en kamp, som alle boksefans rundt om i verden gerne ville have. Jeg ville have den. Joe ville have den. Det specielle var, vi begge var ubesejrede verdensmestre. Der var fire af de helt store bælter på spil. Jeg havde to af bælterne. Og Joe Calzaghe havde de andre to.

Mange sagde, at det var den største kamp i dansk boksehistorie. Det var jo også den ultimativt kamp: hvem var den allerbedste i verden? Hvem kunne tage alle fire bælter? Og hvem skulle tabe for første gang?

Joe Calzaghe blev kaldt ’The Pride of Wales’ og Super Joe-Calzaghe. Jeg havde fulgt ham i flere år op til min egen kamp mod ham. Jeg så op til ham. Han var dygtig. Og han var min ønskemodstander.

Jeg vidste godt, der var noget galt med min hånd, men jeg vidste ikke, at den ligefrem var brækket

Mikkel Kessler

Det er så svært at få sådan en kamp stablet på benene. Der er så meget politik. En masse promotorer. En masse penge. Hvor skal den holdes? På min eller hans hjemmebane?

Efter to-tre års arbejde lykkedes det. Det var en drøm at få den kamp, hvor jeg skulle tage turen til Wales og være på udebane i Millennium Stadium i Cardiff.

square to 16x9

De få gram

Og så begyndte jeg at træne rigtig hårdt.

Jo tættere jeg kom på kampen, jo bedre form kom jeg i.

**

Hver gang jeg var ude at løbe, tænkte jeg, at jeg skulle være hurtigere end Joe Calzaghe.

Hver gang jeg slog på sandsækken, var det Joe Calzaghe, jeg slog på.

Alt var Joe Calzaghe.

***

Jeg ville bare vinde den kamp. Så det endte faktisk med, at jeg havde en fedtprocent helt nede på 4,5. Jeg var fuldstændig som hugget ud af granit. Jeg var i mit livs bedste form.

Under indvejningen i Cardiff var der 3-4000 mennesker til stede, som selvfølgelig heppede på Joe.

Joe Calzaghe var den første på vægten, og den viste de rigtige tal.

Så var det min tur. Jeg skulle veje 76,2 kilo.

**

Mikkel Kessler ved indvejningen
Mikkel Kessler ved indvejningen Foto: Niels Meilvang / Scanpix

Jeg stod og kiggede ned og kunne se, at jeg vejede 100 gram for meget.

Mikkel Kessler: Der er noget, jeg ikke har fortalt - se hele programmet på TV 2 PLAY.

***

Publikum buhede. Jeg gik ud og forsøgte at tisse, men jeg havde ikke meget væske i kroppen. Jeg hoppede og prøvede alt muligt. "Kom nu", tænkte jeg.

Så kunne jeg tisse lidt i et lille glas. Jeg gik op på vægten igen. Jeg vejede stadig for meget. Så var der ikke andet at gøre end at smide underbukserne. Så vejede jeg præcis det, jeg måtte: 76,2 kilo. Jeg havde i hvert fald ikke givet noget væk. Og mens jeg stod der uden underbukser på, kastede reportere sig ned på gulvet for at tage billeder.

"Hvad laver du her?"

Nogen tænker måske, at man glæder sig, når man skal ind til sin drømmekamp. Men det gjorde jeg faktisk ikke. Jeg tænkte: "Åh nej, hvad har jeg rodet mig ud i her".

Det var, fordi der var et kæmpe pres på én. Man ville ikke skuffe nogen.

Ikke sine fans. Sin familie. Slet ikke sig selv.

Jeg var på udebane, og 50.000 mennesker buhede. Jeg tror dog, at der var 6-7000 danskere derovre for at støtte mig. Det var jeg glad for.

Der var et kæmpe pres på mig på grund af al den presseomtale, der var. Der var pressefolk fra hele verden, og amerikansk tv viste kampen.

Jeg har siden hørt, at der var omkring 100 millioner, der har set den kamp. Det gjorde jo bare, at presset blev endnu større. De engelske og walisiske tilskuere råbte, og det gjorde det svært at fokusere på det, jeg var på vej mod.

**

Mikkel Kessler ankommet til ringen
Mikkel Kessler ankommet til ringen Foto: Niels Meilvang / Scanpix

Da jeg endelig kom frem til bokseringen, var det første, jeg tænkte:

"Mikkel Kessler, hvad laver du her? Kan du så komme hjem igen".

***

Jeg kiggede over på Joe Calzaghe, og jeg kunne se, at han også var nervøs. Han var heller ikke vant til det her. Der var også meget på spil for ham.

Hånden

Men jeg har faktisk aldrig fortalt, at jeg boksede den kamp med en brækket hånd.

Jeg vidste selvfølgelig godt, at der var noget galt med min hånd, men jeg vidste ikke, at den ligefrem var brækket.

I tiden op til kampen trænede jeg som en vanvittig, og jeg skulle sparre med en anden bokser.

**

På et tidspunkt slog min sparringspartner på min hånd. Ikke noget vildt, men det var bare lige et slag for at få mig væk.

***

Dér kunne jeg godt mærke et eller andet i min hånd. Det kan dog ske i boksning, og man kan blive hurtigt klar igen, så jeg boksede videre.

Men min hånd var øm, og jeg kunne mærke, der var noget galt. Der var ingen hævelser, så jeg tænkte, at det var et ømt ledbånd.

Jeg prøvede alt muligt. Vi tapede hånden ind. Lagde skinner. Men jeg kunne simpelthen ikke slå på sandsækken.

Rygterne om helbredet

Episoden skete tre-fire uger før kampen, og derfor kunne jeg kun skyggebokse op til. Problemet var, at vi skulle have pressemøder og åben træning, og der var meget pres fra medierne, og deres pressefolk kunne filme træningen. Ikke at man lavede så meget, men jeg skulle slå på plethandsker, puder og sandsække.

**

Det kunne jeg jo ikke.

Og jeg ville ikke.

Jeg skyggeboksede kun.

***

Der gik mange rygter. Og man skal passe på med rygter. Der kom noget ud i medierne om, at jeg havde slået min hånd. Jeg benægtede alt.

For det måtte Joe Calzaghes lejr jo ikke vide på nogen måde. Det var lidt af et cirkus at få holdt den her hemmelighed for os selv. Jeg var frustreret på grund af det med min hånd, over at jeg kunne ikke slå med den.

Det er det samme som at sige til en fodboldspiller, at han ikke må sparke til en fodbold, en måned før en fodboldkamp.

Mikkel Kessler i Wales.
Mikkel Kessler i Wales. Foto: Nils Meilvang / scanpix

Jeg ville ikke aflyse kampen på grund af problemerne med min hånd. For så ville kampen ikke blive til noget. Joe Calzaghe havde allerede udsat kampen en gang tidligere på grund af sygdom. Så det ville jeg ikke pibe over.

En tæt kamp

Jeg fik en læge til at give mig en lokalbedøvelse i hånden, så jeg ikke mærkede noget til hånden under kampen. Så der var ingen grund til at beklage sig eller komme med dårlige undskyldninger.

Da vi kom i gang med første omgang, pressede Joe Calzaghe mig med en masse slag. Han er kendt for ikke at slå de hårde slag, men mange slag ad gangen.

**

Joe Calzaghe rammer Mikkel Kessler under kampen på Millennium Stadium.
Joe Calzaghe rammer Mikkel Kessler under kampen på Millennium Stadium. Foto: Nils Meilvang / scanpix

De 50.000 tilskuere jublede, hver gang han ramte mig.

***

**

Mikkel Kessler rammer Joe Calzaghe.
Mikkel Kessler rammer Joe Calzaghe. Foto: Nils Meilvang / scanpix

Men hver gang jeg ramte ham, var der ingen, der sagde noget.

***

Sådan er det at være på udebane. Jeg ramte ham hårdt med en uppercut et par gange, og jeg tænkte, at hvis jeg kunne ramme ham igen i fjerde omgang, så ville jeg have ham i de senere omgange. Det skete ikke. Jeg fik det sværere i femte omgang, hvor han pludselig havde ændret stil. Han ramte mig et par gange, holdt mig, så jeg ikke kunne gøre noget. Han vandt nogle omgange, men det var en tæt kamp. Jeg husker, at jeg blev ramt af et dybt slag i ottende omgang, hvor jeg måtte ind og holde.

Det er det bedste, man kan gøre, hvis man bliver ramt. Det var et dybt slag, ikke hårdt, men det kom bare, hvor jeg ikke havde set det. I mit ringhjørne forsøgte vi at lægge en plan. Det var ikke godt nok. Så i sidste omgang satsede jeg alt, hvad jeg kunne, og vandt omgangen klart.

Mikkel Kessler i kamp mod Joe Calzaghe.
Mikkel Kessler i kamp mod Joe Calzaghe. Foto: Nils Meilvang / scanpix

Men det var åbenbart ikke nok til at vinde.

Det var mit allerførste nederlag i små 40 kampe som professionel. Det gjorde ondt. Det tog hårdt på mig. Da Joe stod med hænderne over hovedet, tænkte jeg:

- Kan du ikke få alle mine penge, så kan jeg få de der bælter og have hænderne over hovedet?

Det betød alt. Så jeg havde da hjertet på det rette sted.

Tiden efter nederlaget

Efter kampen mod Joe Calzaghe gik der flere måneder, hvor jeg ikke boksede, og jeg mærkede ikke noget til min hånd. Da jeg begyndte at slå med den igen, mærkede jeg smerten i min hånd igen. Det var faktisk helt galt. Nu ville jeg finde ud af, hvad der var galt.

Jeg blev scannet, og lægen sagde, han kunne se to løse knoglestykker nede i håndleddet, som jeg måtte opereres for. Det var en gammel skade.

En skade, jeg havde under Joe Calzaghe-kampen. Skaden var åbenbart kommet af det lille puf, jeg havde fået af en sparringspartner inden kampen mod Joe Calzaghe.

Mikkel Kessler og Joe Calzaghe siger tak for kampen.
Mikkel Kessler og Joe Calzaghe siger tak for kampen. Foto: Scanpix

Hvordan er det så at have bokset en af sine største kampe med en brækket hånd? Jeg havde jo fået en lokalbedøvelse og kunne ikke mærke min hånd i kampen. Først i de senere omgange, men det var meget lidt. Jeg følte egentlig ikke, det hæmmede mig i kampen, kun lidt i forhold til træningen op mod kampen, hvor jeg ikke kunne slå på sandsækken og få lov at høvle min højrehånd igennem.

Selvom jeg boksede kampen med en brækket hånd, så er den kamp stadig et af de største øjeblikke i min boksekarriere. Den kamp har betydet alt for mig, fordi det var den kamp, jeg drømte om. Der var jo de her fire bælter på spil, vi var begge ubesejrede, og vi var begge rigtig sultne. Ingen af os ville give sig i den kamp. Ingen af os ville lægge sig ned for ingenting.

Og I skal vide, at jeg ikke ville have aflyst den kamp, selvom jeg vidste, jeg havde en brækket hånd. For så havde jeg måske aldrig fået chancen for at få sådan en kamp igen.

square to 16x9

Vi tester i øjeblikket et nyt format, og din mening er vigtig. Tryk og svar på tre spørgsmål om det, du lige har læst.