Vi tester:

Kan bueskytter holde koncentrationen under ekstreme lydforhold?

Vi tester:

Kan bueskytter holde koncentrationen under ekstreme lydforhold?

I bueskydning er der ingen regler for støj under konkurrencer. Som bueskytte handler det altså om at lukke forstyrrende elementer ude, og mental styrke er derfor altafgørende for succes.
Sporten er den ultimative test af sind og psyke. Det mindste hul i koncentrationen kan betyde den millimeter afvigelse, der gør, at man rammer ved siden af.
SportsLab tester i samarbejde med en hjerneforsker, hvad der sker med koncentrationsevnen – og dermed præstationsevnen - når bueskytter bliver udsat for støj og forstyrrelser.

Kan én af verdens bedste bueskytter holde hovedet koldt?

Martin Damsbo er 31 år. Han begyndte at dyrke bueskydning som 9-årig. Han konkurrerer primært i compundklassen og tilhører verdenseliten i sin sport.
Han opnåede bronze ved VM i 2007 og bronze ved EM i 2008. Og han vandt bronze for hold ved VM i København i 2015.
Martin Damsbo satte verdensrekord på 90 meter med 350 point ved World Cup-stævnet i Shanghai i 2009. Og så har han været nummer 1 på den danske rangliste fra 2004-2013. 

Måling af hjerneaktiviteten...

Lyde påvirker vores inderste følelser. De skræmmer os, generer os, glæder os og rører os til tårer. Ørerne omdanner lydbølgerne fra luften til elektriske impulser, som registreres og behandles i hjernen. Herfra afgør hjernen hvilken effekt de har på vores følelser, hukommelse og adfærd. Og hvor meget det optager din koncentration. Vi kender det for eksempel fra musik, hvor man kan blive glad over at høre en bestemt sang eller melodi, og at det ligefrem kan give os energi. Hvorimod trafikstøj ofte generer os og kan gøre os ukoncentrerede. 
Troels Kjær er hjerneforsker og overlæge ved Neurofysiologisk Afdeling på Roskilde Sygehus og professor ved Københavns Universitet. Han er en af landets førende eksperter inden for hjernen. I dette forsøg er han med til at undersøge, hvad der sker med bueskytters koncentrationsevne, når de bliver udsat for støj og andre forstyrrelser. 

'Husk lyd'

Rammer bullseye – hver gang!

Hverken pruttelyde, boldspil, appelsinkast, trommer eller heavymusik får Martin Damsbo ud af fokus – i hvert fald ikke når vi måler på præstationen. 
Når man er erfaren, så har man lært at fokusere. Man har lært, at det kan godt være der kommer en støj, men den går igennem. Den er kortvarig.
Troels Kjær - hjerneforsker

Martin Damsbo er mere overlegen end selveste Robin Hood…

Martin Damsbo består Robin Hood-testen. Han formår at sætte tre pile i midtercirklen kort efter hinanden – selvom han bliver udsat for fysisk kontakt.
Men SportsLabs vært, Thomas Bilde, er selvfølgelig heller ikke en Lady Marion…
Nu er der lige pludselig lidt mere til ballasten. Jeg har faktisk styr på det her. Det kan man nogle gange tvivle på. Men jeg har altså styr på det. Og så er det bare at tro på sig selv.
Martin Damsbo - professionel bueskytte

Iskold bueskytte…

Martin Damsbo bruger ikke særlig meget energi på de forstyrrende elementer. De to sekunder han bruger på at være ukoncentreret, vil altså ikke udfordre hans samlede tid i konkurrencer, hvor skytterne har to minutter til at affyre tre pile. Ligesom det heller ikke påvirker hans præstationsevne. 
Som bueskytte er 80-90 procent af det mentalt.
Martin Damsbo - professionel bueskytte

Den rutinerede kunne stå imod, men hvad med det uerfarne talent?

Det unge bueskyttetalent Gustav Rundstrøm bruger tydeligvis mere tid på at finde fokus end den erfarne bueskytte Martin Damsbo. Men hverken trommer, pruttelyde eller heavymusikken får ham til at misse point. Og Gustav opretholder altså sin præstationsevne under de forskellige forstyrrelser. 
Men når man ser på de to bueskytters hjernebølger, så nøjes den erfarne Martin Damsbo med at være ukoncentreret i to sekunder som følge af forstyrrelserne, mens det unge talent Gustav Rundstrøm er ukoncentreret i op mod 20 sekunder i hver runde. Og først herefter begynder han at finde tilbage til sit fokus. 
Jeg blev udfordret på noget nyt. Men jeg skal bare prøve at slappe af og trække vejret og så skyde.
Gustav Rundstrøm - bueskytte, 11 år
Gustav Rundstrøms hjerneaktivitet, når han bliver 'forstyrret'. Foto: TV 2 SPORT

Men en lyd er værre end alle de andre...

Det er almindelig kendt, at militæret bruger babygråd som torturredskab. Militærfanger bliver sat i et såkaldt ’venterum’ med en sæk over hovedet og bagbundet, mens de bliver udsat for enten høj musik eller babygråd, mens de venter på at komme til afhøring.
Lyden af den grædende baby får Gustav Rundstrøm til at miste fokus i hele 20 sekunder, mens den mere rutinerede Martin Damsbo mister fatningen i to sekunder. Begge leverer deres dårligste runde til lyden af babygråd.
 
 
 
Babygråd appellerer til et eller andet primitivt instinkt inde i hjernen, så det er ikke bare lyden. Men også det, at der er nogen der har brug for os, og vi burde være der og ikke her.
Troels Kjær - Hjerneforsker

Set i et større perspektiv, så kan støjen ved bueskydningskonkurrencer betyde noget for de yngre skytter. Men for de ældre betyder den nok ikke så meget.
Troels Kjær - Hjerneforsker