Danmark misser oplagt mulighed for sejr

16x9
Madeleine Dupont i aktion for Danmark - her under det seneste vinter-OL. Foto: Lucy Nicholson / Ritzau Scanpix

Efter et nederlag til Tyskland mandag har de danske curlingkvinder tabt tre ud af fire kampe ved EM.

Den sløje danske start ved EM i curling fortsætter for det danske kvindelandshold.

Mandag tabte Danmark med 4-6 til Tyskland. Madeleine Dupont og resten af holdet har dermed tabt tre af de første fire kampe ved europamesterskaberne.

Danskernes ene sejr kom, da Finland søndag aften blev besejret 6-5.

Efter en første ende uden point til nogle af de to hold bragte Tyskland sig foran 1-0 i anden ende.

Danmark svarede tilbage ved at tage to point i tredje ende og bringe sig foran 2-1.

Efter at have skiftes til at tage point i de efterfølgende seks ender, stod der 4-4 efter niende ende.

Men selv om Danmark havde sidste sten i tiende og sidste ende, formåede skipper Dupont og resten af danskerne ikke at afholde tyskerne fra at tage to point og sejren.

Mandag aften venter Sverige i de danske curlingkvinders næste kamp i A-gruppen.