Sveriges herrer er igen verdensmestre i curling

16x9
Kaptajn Niklas Edin førte holdet til finalesejr over Canada. Foto: John Sibley / Ritzau Scanpix

Den svenske stjerneskipper Niklas Edin vandt sit fjerde VM-guld efter finalesejren over Canada i Canada.

De regerende verdensmestre fra Sverige vinder VM i curling for herrer efter en finalesejr over Canada.

Med en sejr på 7-2 fik den svenske skipper Niklas Edin sit fjerde verdensmesterskab.

- De spillede rigtig godt. Men jeg synes, at vi spillede bedre, siger Edin ifølge det svenske nyhedsbureau TT til Svenska Curlingförbundet.

Trods hjemmebanefordelen i Enmax Centre i Lethbridge kunne Canada ikke stille meget op, da Sverige trak fra i ottende omgang ved stillingen 2-2.

Her havde Canada sidste sten, men Sverige endte alligevel med at vinde to point.

Runden efter gik det helt galt for hjemmebaneholdet, da Sverige nappede tre point og dermed kunne løfte VM-pokalen.

- Det føles fantastisk. Jeg tror, at dette er den bedste sejr. Jeg begyndte næsten at græde, siger Edin efter kampen ifølge det norske nyhedsbureau NTB.

Det svenske hold bestod af Niklas Edin, Oskar Eriksson, Rasmus Wranå, Christoffer Sundgren og Daniel Magnusson.

I bronzekampen vandt Schweiz med 8-4 over Japan.

Danmark havde ikke kvalificeret sig til VM-slutrunden.