Tempokongen stopper: Det har Bjarne Riis lært ham

Klippet herover er fra nyhederne den 11. november, hvor Fabian Cancellara meldte sit karrierestop.

Det er nu ni dage siden, tempospecialisten, og den tidligere Bjarne Riis-rytter, Fabian Cancellara meddelte cykelverdenen, at karrieren stopper ved udgangen af næste sæson.

I den forbindelse har den 34-årige schweizer givet et stort interview til cykelmediet, Cycling News, hvor han blandt andet fortæller om tiden under Bjarne Riis.

Den firedobbelte verdensmester var under Riis’ vejledning i fem sæsoner fra 2006-2010. Og her lærte temporytteren om meget mere end bare cykling.

- Jeg kom fra en stringent tilværelse hos Fassa Bortolo, hvor der var en militær-agtig disciplin. Her handlede det om hård, hård træning. Da jeg kom til Bjarne Riis’ hold var det anderledes, siger Fabian Cancellara til Cycling News.

- Han lærte mig en masse om detaljer i sporten, udstyr og holdånd. Jeg fik en masse redskaber med, som jeg kunne bruge. Ikke kun i forbindelse med cykling, men også i mit privatliv, lyder det fra en reflekterende tempokonge.

- Jeg tror, Bjarne Riis forsøgte at lære os ryttere, at fundamentet i vores tilværelse havde rødder i vores privatliv med familier, børn og venner. Og netop det, kunne vi bruge i cyklingen.

- Jeg passede virkelig godt ind hos Riis på alle tænkelige måder, og jeg må være ærlig at sige, at det er en fed skole, han står for.

Fabian Cancellara har opnået store resultater i sin karriere. Heriblandt tre samlede sejre i Paris-Roubaix og Flanderen Rundt og syv etapesejre i Tour de France, hvor han i alt har kørt i løbets gule førertrøje i 29 dage.