Fransk cykelhåb: Vi kunne være døde i træningsulykke

Giant-Alpecins Warren Barguil giver nu nye detaljer om den uhyggelige ulykke, hvor en 73-årige dame kørte flere ryttere ned.

- Vi var på vej tilbage på vores hotel. Jeg var i gang med at trække foran, da en bil drejede rundt om hjørnet 300 meter væk. Jeg tænkte, at den kørte for hurtigt, siden den var i venstre side af vejbanen, fortæller den franske cykelrytter Warren Barguil til Quest France.

Barguil var en af seks Giant-Alpecin-ryttere, der kort tid efter skulle finde ud af, at godt nok kørte bilen ikke for hurtigt, men noget var alligevel helt galt.

- Bilen kørte i den forkerte side af vejen, og blev ved med at køre i den forkerte side. Kvinden bremsede ikke før hun ramte os. Jeg kørte på det tidspunkt 47 km/t og hun kørte 50 km/t. Jeg forsøgte at undgå sammenstødet ved at køre så langt til højre før sammenstødet som muligt, fortæller Warren Barguil.

Mandag kom det frem, at det lokale politi i Spanien sigtede den 73-årige britiske kvinde for uforsvarlig kørsel.

Af de seks ryttere, der kom til skade i sammenstødet, gik det værst udover Chad Haga og John Degenkolb.

Chad Haga er stadig på hospitalet med en brækket knogle omkring øjet, mens John Degenkolb var tæt på at miste sin venstre pegefinger.

Barguil selv slap mere nådigt og var i stand til at komme hjem til Frankrig allerede i søndags. Han er dog stadig meget chokkeret over ulykken.

- De første to-tre dage jokede vi med ulykken. Vi underspillede den lidt på grund af al dramaet. Jeg sagde til mig selv, at jeg skulle se positivt på situationen. Men siden i tirsdags er det gået op for mig, at vi kunne være døde. Og når jeg tænker på det, så løber det mig koldt ned af ryggen.

Selvom Barguil slap nogenlunde fra ulykken, så skal han fortsat opereres i hånden. Han forventes at være ude af konkurrence i de næste seks unger.

Warren Barguil blev sidste år nummer 14 i Tour de France.

I alt seks Giant-Alpecin-ryttere kom tilskade i mødet med den 73-årige kvinde: John Degenkolb, Chad Haga, Warren Barguil, Ramon Sinkeldam, Max Walscheid og Frederik Ludvigsson.

I videoen kan du høre en af  holdets trænere fortælle om, hvordan han prøvede at hjælpe rytterne efter ulykken