Belgisk journalist: Cykelchef bekræfter teknisk svindel ved VM

16x9
Femke Van Den Driessche er under mistanke for motordoping. Foto: YORICK JANSENS / Scanpix Denmark

Cykelsportens første skandale med 'motordoping' lurer, efter en cykel ved VM i cykelcross blev tjekket.

Tidligere på dagen kom det frem fra den internationale cykelunion, UCI, at man havde beslaglagt en cykel i kvindernes U23-klasse ved VM i cykelcross for at undersøge den for teknisk snyd.

Det belgiske cykelforbund bekræftede senere, at der var tale om forbundets egen rytter, Femke van den Driessches, cykel.

Nu er det så blevet bekræftet af en UCI-chef over for den belgiske Sporza-journalist, Maarten Vangramberen, at der var tale om 'tenisk svindel'.

- Vi talte med Freddy Van Steen, der er logostikchef i UCI. Han fortalte os, at der er tale om teknisk svindel, beretter Vangramberen til Sporza.

- Efter bare én runde af løbet tog UCI Femkes cykel for at tjekke den med en slags tablet. Derefter blev cyklen straks beslaglagt og taget med.

- Da saddelpinden blev fjernet, stak der elektriske kabler ud. Da de ville fjerne kranken, som normalt er let nok, sad den fast. Lige der sad motoren.

UCI holder pressemøde søndag klokken 10 for at skabe klarhed om sagen.

Danmarks cykelcrosslandstræner, Kim Petersen, er til stede ved VM i Belgien og har dermed oplevet postyret på nærmeste hold.

- Hvis det er sandt, er det en kæmpe, kæmpe skandale og et udtryk for ekstremt dårlig moral, som er det, vi i forvejen kæmper mod fra fortidens dopingskandaler, siger Kim Petersen til TV 2 SPORT.

Han frygter dog ikke, at motordoping bliver et stort problem i cykelsporten.

- Det er enormt nemt at teste, om der er en motor i cyklen. Du kan ikke rigtig skjule et batteri et eller andet sted eller den motor, som skal yde en hel del watt for, at det kan betale sig. Så det er simpelthen for nemt og for dumt, og UCI har også sagt, at de vil lave tilfældige tests, hvilket de har gjort og så fundet den her.

Under årets Tour de France berettede løbets officielle rapport efter hver etape om flere tests af udstyr, netop fordi man ville teste for eventuelle motorer.

Femke van den Driessche-sagen kan blive det første kendte eksempel på brugen af motordoping.