Kun for nørder: Se cykelfeltets nye supercykler

16x9
Det professionelle cykelfelt har fået nye carbonrør til den nye sæson. Foto: ERIC FEFERBERG / Scanpix Denmark

Det professionelle cykelfelt har fået nye jernheste. Vi bringer overblikket over hele molevitten her. Og ja, det bliver lidt nørdet.

Den nye cykelsæson er så småt undervejs. En ny sæson betyder nyt gear og grej.

Og for os cykelnørder betyder det, at vi kan nærstudere de nye detaljer i rytternes udstyr, for eksempel på en flad etape i Qatar med 107 kilometer til mål.

Så det har vi gjort. 

Derfor kan vi bringe jer et overblik over 2016-feltets grej. Vær så artig, cykelnørder:

Astana
Det kazakhstanske mandskab holder fast i samme setup, som sæsonen før. Holdet har dog skiftet den kabelførte Campagnolo Record-serie ud med den elektroniske EPS-udgave. Jakob Fuglsang og holdkammerater kan vælge mellem fire forskellige Specialized-cykler i form af Tarmac, Venge-Vias, Venge og Roubaix.

Cykler: Specialized
Gruppe: Campagnolo Super Record EPS
Komponenter: FSA, Specialized og Look
Hjul: Corima

16x9
Astana Foto: SEBASTIEN NOGIER / Scanpix Denmark

Ag2r
Som det eneste World Tour-hold kørte Ag2r med Srams geargruppe sidste år. Den har de holdt fast i til denne sæson. Forskellen er blot, at hele holdet nu er udstyrret med fabrikantens elektroniske eTap-serie. Rammerne er leveret af tyske Focus, hvor rytterne vil køre på den ultralette Izalco.

Cykler: Focus
Gruppe: Sram Red eTap
Komponenter: Zipp
Hjul: Zipp

16x9
Ag2r Foto: SEBASTIEN NOGIER / Scanpix Denmark

BMC
Ikke så overraskende kører BMC på cykelmærket af samme navn. Rytterne på det schweiziske hold kan vælge mellem Teammachine- og Timemachine-modellerne. Geargruppen er Shimano Dura-Ace Di2.

Cykler: BMC
Gruppe: Shimano Dura-Ace Di2
Komponenter: 3T, Fizik
Hjul: Shimano

16x9
BMC Foto: ERIC FEFERBERG / Scanpix Denmark

Cannondale
Lige som BMC er Cannondale også financieret af et cykelmærke af samme navn. Ulig mange andre store cykelfabrikanter sværger Cannondale til klassisk rammegeomitri. Derfor leverer producenten ikke en såkaldt aero-cykel. I stedet vil rytterne køre på deres SuperSix Evo, mens Matti Breschel vil køre Paris – Rouaix på Synapse-modellen.

Cykler: Cannondale
Gruppe: Shimano Dura-Ace Di2
Komponenter: FSA, Fizik
Hjul: Mavic

Dimension Data
Holdet har overtaget MTN Qhubekas licens og på mange måder også holdets udstyr. Cervélo laver cyklerne, mens Enve leverer hjulsæt. Interessant nok afprøver nogle af holdets ryttere fabrikanten Rotors nye, hydraliske geargruppe i de kommende løb.

Cykler: Cervélo
Gruppe: Shimano Dura-Ace Di2 samt Rotor Uno
Komponenter: Rotor, Enve, 3T, Selle Italia
Hjul: Enve

16x9
Dimension Data Foto: ERIC FEFERBERG / Scanpix Denmark

Etixx – Quick Step
Brian Holms drenge er et af tre hold på World Touren, der kører Specialized-cykler. Det har holdet gjort i nogle år efterhånden. Det belgiske hold er også sponseret af FSA. Derfor ventes det, at holdet vil teste dennes elektroniske geargruppe, der indtil videre har fået navnet Prototype.  

Cykler: Specialized
Gruppe: Shimano Dura-Ace Di2 samt FSA Prototype
Komponenter: FSA, Specialized
Hjul: Roval

16x9
Etixx – Quick Step Foto: CLAUDIO PERI / Scanpix Denmark

FDJ
Fransk hold på franske cykler. Lapierre leverer cyklerne, som Thibaut Pinot skal føre til sejre ved årets Tour de France. Hovedsagligt vil han køre på Aircode- udgaven, mens Xelius-udgaven er til de skrappe bjergetaper.

Cykler: Lapierre
Gruppe: Shimano Dura-Ace Di2
Komponenter: Pro, Fizik
Hjul: Shimano

Giant – Alpecin
Endnu et hold, hvis navnesponsor er et cykelmærke. Taiwanesiske Giant har i mange år leveret cykler til World Tour-hold som Once og senere Telekom. Med Propel-rammen var Giant en af de første fabrikanter til at placere bremsekløerne bag forgaflen; en tendens mange aero-cykler har adopteret.

Cykler: Giant
Gruppe: Shimano Dura-Ace Di2
Komponenter: Pro
Hjul: Shimano

16x9
Giant – Alpecin Foto: SEBASTIEN NOGIER / Scanpix Denmark

IAM Cycling
Schweziske IAM Cycling kører igen i år på amerikanske cykler leveret af mærket Scott. Den nye Foil-model vil blive benyttet i de fleste løb, mens den lette Addict er velegnet til bjergetaper. Som schweizisk hold har IAM valgt schweiziske DT Swiss som leverandør af hjul.

Cykler: Scott
Gruppe: Shimano Dura-Ace Di2
Komponenter: Syncros, Prologo, Ritchey
Hjul: DT Swiss

Katusha
Katusha har som eneste hold på World Touren skiftet geargruppe til den nye sæson. Holdet har udstyrets dets Canyon-cykler med Srams nye eTap-serie. Det bliver altså med dette, Mørkøv, Kristoff, Rodriguez og de andre skal forsøge at replikkerne sidste sæsons mange triumfer.

Cykler: Canyon
Gruppe: Sram Red eTap
Komponenter: Zipp, Canyon
Hjul: Zipp

16x9
Katusha Foto: ERIC FEFERBERG / Scanpix Denmark

Lampre – Merida
Cykelmærket Merida fra Taiwan leverer som navnesponsor naturligvis også cyklerne til det eneste italienske hold på World Touren. Holdet kører som de eneste på Fulcrum-hjul og benytter sig af Rotors ovale klinger samt kranksæt.

Cykler: Merida
Gruppe: Shimano Dura-Ace Di2
Komponenter: FSA, Prologo
Hjul: Fulcrum

16x9
Lampre – Merida Foto: ERIC FEFERBERG / Scanpix Denmark

Lotto – Soudal
Lars Baks belgiske team holder fast i de belgiske cykler fra Ridley. Cyklerne har fået sig en ny og mindre klassisk lakering, men setuppet er det samme som året før. Som et af bare tre hold kører holdet med Campagnolos elektroniske Record-serie.

Cykler: Ridley
Gruppe: Campagnolo Super Record EPS
Komponenter: Deda, San Marco, Canyon
Hjul: Campagnolo

16x9
Lotto – Soudal Foto: DAVID MARIUZ / Scanpix Denmark

Lotto NL-Jumbo
Ligesom Fausto Coppi gjorde det, kører Lotto NL-Jumbo på celeste-farvede Bianchi-cykler. Det italienske indtryk bliver dog brudt af den japanske Shimano-serie. Til gengæld er dæk og saddel italienskproducerede.

Cykler: Bianchi
Gruppe: Shimano Dura-Ace Di2
Komponenter: FSA, San Marco
Hjul: Shimano

16x9
Lotto NL-Jumbo Foto: SEBASTIEN NOGIER / Scanpix Denmark

Movistar
Lige som Katusha kører Quintana, Valverde og kompagni på tyske Canyon-rammer. Mens Valverde typisk kører på den aerodynamiske Aeroad-ramme, vælger klatreren Quintana typisk den lette Ultimate-udgave. Geargruppen er fra Campagnolo.

Cykler: Canyon
Gruppe: Campagnolo Super Record EPS
Komponenter: Fizik, Canyon
Hjul: Campagnolo

16x9
Movistar Foto: MARWAN NAAMANI / Scanpix Denmark

Orica – GreenEdge
Chris Juul Jensen har fået nye cykler med sit skifte det australske hold. Lige som IAM Cycling kører Orica – GreenEdge på amerikanske Scott-rammer med Shimanos elektroniske gruppe.

Cykler: Scott
Gruppe: Shimano Dura-Ace Di2
Komponenter: Pro, Fizik
Hjul: Shimano

16x9
Orica - GreenEdge Foto: DAVID MARIUZ / Scanpix Denmark

Team Sky
Bjarne Riis vandt Tour de France på en Pinarello. Det gjorde Miguel Indurain også. Jan Ullrich ditto. Og Team Skys Chris Froome har også ført det italienske cykelmærke til sejr i Frankrig. Dogma-rammen kommer til at bære Sky-rytterne gennem de fleste løb, mens Shimano står for resten.

Cykler: Pinarello
Gruppe: Shimano Dura-Ace Di2
Komponenter: Pro, Fizik
Hjul: Shimano

16x9
Team Sky Foto: MAL FAIRCLOUGH / Scanpix Denmark

Tinkoff
Tredje World Tour-hold på Specialized er Oleg Tinkovs drenge. Cyklens setup er nærmest identisk med Etixx – Quick Steps. Og lige som det forventes, at de belgiske rivaler skal teste den nye FSA-gruppe, så kan man også forvente at se Tinkoff-holdet prøve geargruppen af i løbet af sæsonen.

Cykler: Specialized
Gruppe: Shimano Dura-Ace Di2
Komponenter: FSA, Look, Prologo
Hjul: Roval

16x9
Tinkoff Foto: DAVID MARIUZ / Scanpix Denmark

Trek-Segafredo
Som holdnavnet indikerer, så kører Trek-Segafredo på – ja – Trek-cykler. Det amerikanske mære fik stor eksponering af US Postal og senere Discovery Channel-holdet, hvor en vis Texaner gav cyklen masser af tv tid.

Cykler: Trek
Gruppe: Shimano Dura-Ace Di2
Komponenter: Bontrager
Hjul: Bontrager

16x9
Trek - Segafredo Foto: MAL FAIRCLOUGH / Scanpix Denmark