Tour-arrangørerne kræver grundigere tests for 'motordoping' - ellers skrider de fra World Touren

16x9
Master of puppets i ASO, Christian Prudhomme, kræver grundigere tests for mekanisk snyd Foto: Alessandro Della Valle / AP

UCI skal øge indsatsen mod mekanisk snyd. Ellers vil Tour de France-arrangørerne ASO end ikke overveje forhandlinger og eventuel forbrødring.

Magtkampen mellem Den Internationale Cykelunion, UCI, og arrangørerne af en række løb - herunder Tour de France - ASO fortsætter.

Siden ASO i december proklamerede, at organisationen ville trække dets løb (herunder Tour de France, Vuelta a España og Paris - Roubaix m.fl.) fra UCIs World Tour, har luften mellem de to cykelmastodonter været kold. Og der er ikke noget, der tyder på, at temperaturen i forhandlingsklimaet er stigende.

Ved det nyligt overståede Tour of Qatar, der netop er arrangeret af ASO, fortæller chefen for organisationen, Christian Prudhomme, at de to parter er langt fra forhandlingsbordet.

For nu er et nyt stridspunkt dukket op: Mekanisk snyd. Motordoping. Teknisk bedrageri. Ja, fænomenet er så nyt, at det endnu ikke har fået et officielt navn. ASO mener, at UCIs indsats mod dette er så langt fra tilfredsstillende, at unionen er nødt til at rette op på det, før de to parter kan tale om at få ASOs løb 'tilbage' på World Touren.

- Om vi kommer til at forhandle med UCI? Det ved jeg ikke. Jeg ved, at vi insisterer på, at vi får klarlagt en metode for kontrol med motorer. Det vil Brian Cookson [UCI-præsident, red.] gerne, og det er en god ting. Det er det mest presserende problem lige nu, siger Christian Prudhomme til Cycling Weekly.

- Motorkontrollen er langt mere presserende [end forsoning mellem ASO og UCI, red.] Hvis ikke det problem løses, hvad er så overhovedet grunden til at diskutere noget som helst andet? Det må være prioriteten, at vi får implementeret systematisk kontrol med motorer i cyklerne, siger han.

Det hele bunder i sagen om den skjulte motor i Femke Van den Driessches cykel ved VM i cykelcross tilbage i slutningen af januar.

- For 15 dage siden ville jeg aldrig have snakket om sådanne kontroller. Men nu har tingene ændret sig markant siden fundet af motoren. Nu er det vores prioritet, og det må cykelverdenen forstå, siger han.

Mens ASO og Christian Prudhomme virker milevidt fra forhandlingsbordet, så er UCI Brian Cookson til gengæld mere end åbne for at ryge en fredspibe. I tirsdags udtalte Cookson, at han var klar til at få løst konflikten med ASO, så de kan fortsætte med at have deres løb i World Touren.

- Vores dør er åben. Jeg er klar til at tale med enhver fra ASO, siger Brian Cookson.

I øvrigt dukkede denne video op i går på Bardiani-sportsdirektørren Claudio Cucinottas intagramprofil. Den viser, hvordan UCI udfører kontrol med motordoping.