Giant-ryttere blev kørt ned: Melder afbud til belgisk cykelløb

Giant-Alpecin melder afbud til det belgiske cykelløb Omloop Het Nieuwsblad. Holdet er stadig mærket af træningsulykken i januar.

World Tour-holdet Giant-Alpecin er stadig hårdt ramt af den ulykke, der ramte en stor del af rytterne på en træningslejr i januar.

Her kørte en billist frontalt ind i en gruppe af Giant-Alpecin-ryttere, der var ude på en tur under holdets træningsophold nær Calpe nord for Alicante.

Ulykken gik værst ud over John Degenkolb og Chad Haga, men også Fredrik Ludvigsson, Warren Barguil, Ramon Sinkeldam og Max Walscheid måtte efterfølgende køres på hospitalet.

Øverst kan du høre Giant-Alpecins svenske træner Mattias Reck øjenvidneberetning fra ulykken. 

Og det har altså haft rigtig store konsekvenser for holdet, skriver Giant-Alpecin torsdag på Twitter. Så store, at de har været nødt til at melde afbud til det belgiske endagsløb Omloop Het Nieuwsblad, der føres i slutningen af februar.

- Desværre er vi ikke i stand til at køre Omloop Het Nieuwsblad på grund af konsekvenserne af træningsulykken. Tak, Flandern Classics, for forståelse og support.

Holdet har i forvejen måttet skrue ned for mandskabet i de seneste to ørkenløb, Dubai Tour og Tour of Qatar. Her har de kørt med henholdsvis seks og fem ryttere, mod de andre hold otte.

Den voldsomme ulykke har altså stadig konsekvenser for holdet, men det er begyndt at se lysere ud for de to ryttere, der blev hårdest ramt.

Chad Haga blev opereret for flere knoglebrud i ansigtet efter ulykken, mens John Degenkolbs ene pegefinger skulle opereres tilbage på plads, efter han var tæt på at miste den i ulykken.

Begge ryttere er i bedring og har også været ude og trille på cyklerne, skriver de på sociale medier.

Es geht voran. Der Heilungsprozess läuft zum Glück sehr gut und erwartungsgemäß. Der Cut am Oberschenkel ist schon größ...

Posted by John Degenkolb on Wednesday, February 3, 2016

Du kan se Omloop Het Nieuwsblad – desværre uden Giant-Alpecin – på TV 2 SPORT den 27. februar.