Jakob Fuglsang tager tredjeplads på kongeetape

16x9
Jakob Fuglsang Foto: Nils Meilvang / Scanpix Denmark

Jakob Fuglsang viser god form tidligt i sæsonen med en tredjeplads på kongeetapen i Tour of Oman.

Jakob Fuglsang (Astana) ligner en mand, som har trådt igennem i pedalerne under vintertræningen.

På 4. etape af etapeløbet Tour of Oman stod den på kongeetape, og Fuglsang viste imponerende kørsel, da han både hjalp holdkaptajn Vincenzo Nibali til etapesejr og førertrøje, samtidig med at han selv snuppede tredjepladsen på etapen.

På den afsluttende syv kilometer lange stigning op til Green Mountain, som næsten hele vejen stiger mere end ti procent, trådte klassementrytterne frem, og her var Astana stærkest.

Nibali besejrede Romain Bardet (AG2R) i en spurt, mens Fuglsang trillede over målstregen 12 sekunder efter. På fjerdepladsen yderligere seks sekunder efter kom Tom Dumoulin (Giant-Alpecin).

Klassementet afspejler i høj grad kongeetapen, da den nye top-5 i stillingen er identisk med resultatet af fredagens etape.

Her fører Nibali med seks sekunder ned til Bardet, og Fuglsang har 24 sekunder op til sin italienske holdkaptajn.

Michael Reihs (Stölting) viste tidligt på dagen de danske farver, da han var med i det udbrud på ti mand, som holdt størstedelen af etapen og på et tidspunkt havde et forspring på mere end fire minutter.

Hverken Reihs eller andre fra udbruddet kom dog til at spille en rolle i finalen, da holdene kørte stjernerne frem.