Planen er klar: Riis og Seier vil have cykelhold til 2017-sæsonen

Bjarne Riis og Lars Seier Christensen vil gennem deres firma være en del af World Tour fra den kommende sæson.

Bjarne Riis og den tidligere Saxo Bank-direktør Lars Seier Christensen ønsker at blive en del af cykelsportens World Tour med et hold allerede fra 2017.

Det oplyser de på et pressemøde i København torsdag.

Projektet skal være en del af deres firma Riis/Seier Holding Company, som efter ambitionen skal skabe en bæredygtig forretning inden for cykelsport.

Herunder skal der være plads til et World Tour-hold. De har sammen lagt 37 millioner i puljen for at starte firmaet op.

- Det er vores mål, at vi skal have et World Tour-team fra 2017, sagde Bjarne Riis på pressemødet.

Nu er de i gang med at sondere mulighederne for, hvordan de bedst muligt kan få et hold på skinner allerede til den næste cykelsæson.

- Vi mener, at hvis der skal et World Tour-team op at stå, skal det også gøres på den rigtige måde. Der skal være den rigtige baggrund, der skal være det rigtige koncept. Vi føler, at med det koncept, vi lancerer her, er der den rigtige baggrund og det rigtige fundament til at skabe et World Tour-team forretningsmæssigt, siger Riis.

For Bjarne Riis vil der tale om comeback til sporten, efter at han blev fyret som sportslig ansvarlig for cykelholdet Tinkoff-Saxo.

Det er endnu ikke klart, hvordan holdet skal sammensættes og skabes.

- Et World Tour-team kan skabes på mange måder: at vi unikt ejer det selv. Det kunne også tænkes, at vi teamer op med nogle andre eller en helt tredje konstellation.

TIDSLINJE: Bjarne Riis' personlige rejse fra 2000 til 2016
2000
Riis overtager cykelhold
. POLFOTO
I slutningen af året overtager Ørnen fra Herning, Bjarne Riis, cykelholdet Team Jack & Jones, der som det første danske cykelhold havde kørt Tour de France under navnet MemoryCard Jack & Jones. Det danske hold skuffede under Tour de France, så det er lidt en synkende skude, Bjarne Riis overtager.
2001
Wild card med succes
Scanpix Danmark
Team Jack & Jones bliver til Team CSC World Online, som en måned inden Tour de France igen ændrer navn til CSC-Tiscali. Bjarne Riis går benhårdt en billet til Tour de France, men manglende resultater betyder, at holdet af afhængig af at få tildelt et wild card.
Primært på grund af den franske stjerne, Laurent Jalabert, der har skrevet kontrakt med det danske hold, får Bjarne Riis billet til Touren. Og det kom arrangørerne ikke til at fortryde. Laurent Jalabert vinder to etaper og kan iklæde sig bjergtrøjen i Paris. Dermed har Bjarne Riis’ CSC-Tiscali slået sit navn fast på den internationale cykelscene.
2002
Den lille amerikaner
Scanpix Nordfoto
Tyler Hamilton tiltræder holdet, og der er fra start store forventninger. I Giro d’Italia ender den lille amerikaner på en samlet andenplads efter at have været styrtet flere gange undervejs. Selvom en andenplads i Giroen er en flot bedrift, er der ingen tvivl om, at alt handler om Tour de France for Bjarne Riis. Og her ender Tyler Hamilton som nummer 15, mens Carlos Sastre bliver 10’er.
Sommeren bliver reddet, fordi Laurent Jalabert genvinder bjergtrøjen. Den franske nationalhelt indstiller karrieren efter sæsonen, og dermed er Bjarne Riis’ fremtid i Tyler Hamiltons hænder – eller ben, om man vil.
2003
Kravebenet og de mange etapesejre
Scanpix Danmark
2003 skal vise sig at være året, hvor Bjarne Riis for alvor bider sig fast i toppen af cykelsporten. Holdet hedder nu kun Team CSC, og de kan i foråret glæde sig over en sejr i Liege-Bastogne-Liege til Tyler Hamilton.
I Touren stjæler Team CSC mange overskrifter for opportunistisk kørsel. De vinder tre etaper, og Tyler Hamilton ender på en fjerdeplads efter at have kørt med et brækket kraveben i store dele af løbet. Holdet vinder også holdkonkurrencen, hvilket fremover bliver en kæphest for Bjarne Riis. I slutningen af sæsonen siger Tyler Hamilton farvel til det danske hold og ind kommer det italienske talent, Ivan Basso.
2004 og 2005
Tour-podiet for første gang
Scanpix Danmark
Ivan Basso bliver hurtigt en succes, og medierne er vilde med den generte italiener. I Tour de France 2004 ender italieneren på en tredjeplads og vinder en etape. Året efter træder han et trin op på podiet. To år med stor personlig succes til Bjarne Riis, der har gjort et scoop med Ivan Basso.
2006
Operation Puertos mørke skygge
Scanpix Danmark
Året starter fremragende: Fabian Cancellara vinder Paris-Roubaix, og Ivan Basso vinder Giro d’Italia. Dermed har Bjarne Riis’ hold nu kalde sig Grand Tour-vindere.
Lige inden Tour de France møder Bjarne Riis for første gang i sin karriere som holdejer for alvor modgang. Holdets Tour-kaptajn, Ivan Basso, bliver beskyldt for at være indblandet i Operation Puerto. Italieneren bliver udelukket fra Tour de France, og derfor må Bjarne Riis sadle om. I stedet satser han på Carlos Sastre, som kører over al forventning og ender på en fjerdeplads. Det hele foregår dog i skyggen af Operation Puerto. Det helt store spørgsmål er, om Bjarne Riis kendte til det.
2007
Første beskyldninger mod Riis
Scanpix Danmark
Sportsligt bliver 2007 tilfredsstillende for Team CSC. I Tour de France tager Carlos Sastre igen fjerdepladsen, og undervejs har Fabian Cancellara haft den gule trøje. Det træder dog lidt i baggrunden af det, der foregår ellers. Efter at Bjarne Riis’ holdkammerater på T-Mobile, Rolf Aldag, Brian Holm og Erik Zabel, indrømmer doping, bliver Ørnen fra Herning beskyldt for det samme. I slutningen af maj indrømmer han at have været dopet under sin aktive karriere. Dog afviser han at have noget at gøre med doping i sin tid som holdejer.
Kort inden Tour de France beskylder Bjarne Riis’ tidligere rytter, Jörg Jaksche, holdejeren for at rådgive om doping til sine ryttere. Det skulle blandt andet være sket i en skilift i 2004. Selvom der er tale om alvorlige beskyldninger, lykkes det Bjarne Riis at få Jörg Jaksche til at fremstå utroværdig.
Et turbulent år i medierne for Bjarne Riis får Tour de France-ledelsen til at reagere: De meddeler, at Bjarne Riis ikke velkommen i Touren. Dermed er danskeren noget uvant ikke at finde i Frankrig til sommer.
2008
Drømmen går i opfyldelse
Scanpix Denmark
CSC meddeler tidligt på året, at de trækker sig som sponsor efter sæsonen. Saxo Bank melder sig inden Touren som medsponsor for CSC og meddeler, at de vil sponsorere holdet tre år frem. CSC får sig noget af en drømmeafsked. Det bliver nemlig året, hvor Bjarne Riis endelig vinder det, han allerhelst har villet vinde, siden han blev holdejer: Tour de France. Carlos Sastre vinder blandt andet efter imponerende kørsel på Alpe d’Huez. Derudover tager CSC-Saxo Bank også holdkonkurrencen og den hvide ungdomstrøje til Andy Schleck.
I slutningen af sæsonen kan en storsmilende Bjarne Riis præsentere en ny hovedsponsor i form af IT Factory. Til december, lige inden han skal præsentere cykelholdet for 2009, bliver det kendt, at IT Factory er gået konkurs. Bjarne Riis er tydeligt rystet til pressemødet, men garanterer, at holdet overlever.
2009
Riis ikke til at slå ud
Scanpix Denmark
Det bliver et roligt år for Bjarne Riis. Han kan se Andy Schleck køre fremragende i Tour de France. Her bliver talentet kun slået af Alberto Contador. Udover andenpladsen vinder han også den hvide ungdomstrøje. Vigtigst af alt for Bjarne Riis er det at vise, at holdet kører videre trods den store skuffelse med IT Factory.
2010
Kniven i ryggen
Scanpix
Bjarne Riis bliver efter endnu et flot Tour de France, hvor Andy Schleck gentager bedrifterne fra i fjor, sat under pres. Hans sportsdirektør, Kim Andersen, meddeler, at han starter eget hold og tager Schleck-brødrene, Fabian Cancellara, Jakob Fuglsang og flere med sig. Dermed går han bag om ryggen på Ørnen fra Herning, der derfor bliver dømt ude af pressen.
Som så mange gange før redder den danske korkprop situationen og offentliggør til et pressemøde, at han har skrevet kontrakt med Alberto Contador. Dermed vender han en potentiel fiasko til en sejr.
Kun små to måneder efter offentliggøres det, at Alberto Contador har afleveret en positiv test under Tour de France samme år. 
2011
0,00000000005 gram
. Scanpix Denmark
Der er dømt nye tider på Saxo Bank-holdet, hvor hele holdets stamme har forladt skuden. I stedet er Alberto Contador som bekendt blevet hentet ind. Med sig har spanieren taget en dopingsag. Dopingkontrollanter har fundet 0,00000000005 gram per milliliter clenbuterol. I starten af året bliver han idømt et års karantæne. Spanieren appellerer og får medhold. Dermed kan Bjarne Riis få glæde af sin nye stjernerytter.
Alberto Contador vinder det hårdeste Giro d’Italia længe kørt. På grund af den hårde Giro, slår han ikke til i Tour de France, hvor han ender på en skuffende femteplads.
2012
Hamilton, Contador og Anti Doping Danmark
Scanpix Denmark
Det bliver et hårdt år for Bjarne Riis. Først idømmes Alberto Contador et halvt års karantæne, hvilket betyder, at han blandt andet ikke må deltage i Tour de France. Karantænen til stjernen er en af årsagerne til, at Saxo Bank-holdet er det dårligst placerede hold på World Touren inden Tour de France.
Inden Tour de France bliver en russer introduceret. Oleg Tinkov er navnet. Han ejer en russisk bank ved navn Tinkoff Bank og bliver medsponsor for Saxo Bank-Tinkoff Bank. Bjarne Riis vil stadig være chefen sportsligt.
2012 er også året, hvor en af fortidens Bjarne Riis-ryttere puster til doping-ilden. I Tyler Hamiltons bog, The Secret Race, beskylder han Bjarne Riis for at være manden, der introducerede ham for dopinglægen Eufemiano Fuentes.
Tyler Hamiltons beskyldninger giver dog ikke for alvor gennemslagkraft, fordi amerikanerens troværdighed i cykelsporten ligger på et meget lille sted.
Endnu mere pres bliver der lagt på Bjarne Riis, da Anti Doping Danmark iværksætter en undersøgelse, hvor de vil undersøge, om der har været systematisk doping på det danske hold. 
2013
Kyllingen udbener Ørnen
Scanpix Denmark
Sportsligt bliver 2013 et år på det jævne for holdet. Højdepunktet for Bjarne Riis sker i december, hvor han sælger sit cykelhold til Oleg Tinkov. Han vil dog fortsat fungere som team manager på holdet, der fra 2014-sæsonen kommer til at køre under russisk fane.
Som forventet bliver Bjarne Riis afhørt af Anti Doping Danmark.
Endnu et af fortidens spøgelser melder sig i koret af anklager mod Bjarne Riis. Denne gang er det Michael Rasmussen, der i starten af året erkender brug af doping. Senere på året udgiver han bogen Gul Feber, hvor han anklager Bjarne Riis for at kende til Kyllingens dopingmisbrug.
2014
Depressionen og Tinkov
Scanpix Denmark
Overdragelsen til Tinkov ligner en god beslutning bedømt på resultaterne på cyklen. Efter et par sløje år vinder Rafael Majka bjergtrøjen i Tour de France, og Contador triumferer i Vuelta a Espana.
I starten af året afslører Bjarne Riis i dokumentaren ’Riis - Forfra’, at han som konsekvens af de mange dopingbeskyldninger har haft en depression i slutningen af 2013. Manden, der altid har været kendt for det kølige overblik og den rolige facade, har været på randen af et sammenbrud.
Blandt andet derfor solgte han sit livsværk til Oleg Tinkov.
2015
Farvel til eventyret
Scanpix Denmark
Med Oleg Tinkov ved roret er stjernerytteren Peter Sagan blevet en del af holdet. Den russiske holdejer meddeler, at han vil se resultater i denne sæson. For Bjarne Riis bliver 2015 enden på eventyret, der startede i 2000. I marts suspenderer Oleg Tinkov danskeren. Oven i det fulgte der en masse stikpiller til Bjarne Riis over Twitter. 
Til sommerens Tour de France bliver Bjarne Riis tilknyttet TV 2 SPORT i en ekspertrolle. Under løbet åbner sportsdirektøren for Etixx-Quickstep, Brian Holm, op for et muligt kommende samarbejde med Bjarne Riis. Det gengælder Ørnen fra Herning, der siger, at det ville være en ære at arbejde sammen med Brian Holm.
2016
Riis på vej tilbage?
Bjarne Riis og Lars Seier Christensen, da de præsenterer deres cykelmæssige fremtidsplaner. Scanpix Denmark
I slutningen af januar meddeler Bjarne Riis og Lars Seier Christensen, at de på et pressemøde den 25. februar offentliggør et samarbejde med cykling som omdrejningspunkt. 
Samarbejdet er et firma som vil arbejde på at skabe et World Tour-hold fra 2017.