Riis har planer om storhold - med naturlig dansk tilgang

Bjarne Riis har planer om at have et World Tour-hold i 2017, som helt naturligt vil få tilført en dansk tilgang.

Hør hele interviewet med Bjarne Riis over artiklen

Fundamentet er blevet støbt. Bjarne Riis er med fuld hammer på vej tilbage i cykelsporten.

På dagens pressemøde i København fremlagde Bjarne Riis og den tidligere Saxo Bank-direktør Lars Seier Christensen planer om - med deres firma Riis/Seier Holding Company - at gå ind i cykelsporten med planer om allerede at være med på et hold i 2017.

- Der er stadig et godt stykke vej, men med det koncept, vi stiller op her, har vi i hvert fald et fundament til at komme i gang.
Hvis Lars og jeg skal eje et cykelhold selv, skal der nogle storsponsorer til, siger Bjarne Riis til TV 2 SPORT.

Makkerparret er også åbne for muligheden for at købe sig ind i et andet hold, som altså skal køre på World Touren allerede i næste sæson.

Men uanset hvad der sker, vil Dannebrog komme til at kunne ses på holdet.

- Der vil altid være en eller anden form for dansk tilgang i alt, jeg har med at gøre. Det er logisk nok, når Lars også er involveret. Om det bliver et rent dansk hold? Ja, hvis Lars og jeg selv laver det. Det er det mest naturlige, men selvfølgelig på et internationalt plan.

Og det vil sagtens kunne komme til at udmønte sig i danske ryttere på holdet, for Bjarne Riis har stor tiltro til den danske talentmasse, der gør sig gældende i cykeleliten.

- Der er et fantastisk fundament i dansk cykelsport. Bedre en nogensinde vil jeg næsten sige. Når jeg kigger på de unge talenter, der render rundt i dag, er det vildt imponerende. Det er lækkert at se, at et godt stykke arbejdet er lavet, siger Bjarne Riis.

- Søren Kragh og hans bror Asbjørn (Andersen, red.) er to store talenter. Würtz Schmidt er et fantastisk talent - bare for at nævne nogle. Der er masser at tage af.

Det internationale cykelmedie CyclingNews har for nylig erfaret, at Bjarne Riis var tæt på at skulle stå i spidsen for et nyt cykelhold med base i Bahrain, men rygterne vil Riis ikke sige noget om.

- Jeg vil ikke kommentere på spekulationer og rygter. I forhold til mange samtaler, vi har i øjeblikket, har jeg ikke lyst til eller er i stand til at konkretisere noget, siger Riis til TV 2 SPORT.

- Der har været rigtig mange spekulationer, som jeg ikke har lyst til at gå ind og kommentere på. Vi er åbne for forskellige scenarier, og vi ser, at der kan være forskellige muligheder i øjeblikket. Vi har møder og diskussioner med folk og partnere, som viser interesse. Der er ikke noget konkret på bedding lige pt.