Chris Anker med tomme ben: Jeg var helt død

Chris Anker Sørensen er skuffet over, at kroppen var tømt for kræfter, da det endelig lykkedes ham at ramme et udbrud i Paris-Nice.

Det så umiddelbart godt ud for Chris Anker Sørensen, da de første meldinger fra Paris-Nice kom frem. Danskeren var kommet i udbrud på den 7. og sidste etape i Paris-Nice. 

Sammen med 22 ryttere havde en vristet sig fri fra feltet i jagten på en etapesejr. Men der var mere til den historie, som man ikke kunne læse fra liveopdateringerne. Chris Anker Sørensen var drænet for kræfter efter lørdagens etape, hvor han gik sukkerkold.

- Er du gal, hvor var jeg død i dag. Var intet at skyde med. Benene var helt tomme, skriver Chris Anker Sørensen i en SMS.

Chris Anker Sørensen måtte give slip på konkurrenterne og opgive håbet om en etapesejr. Han havde før Paris-Nice håbet, at han kunne køre efter en god placering i klassementet, og da det glippede satsede han på at køre med om sejren på en etape. Han må konstatere, at det ikke lykkedes i denne omgang.

- Så sidder lidt og er mega skuffet. Normalt skulle jeg have kunnet følge med den gruppe med Chavanel (dagens udbrud, red). Men når benene er tomme, er der ikke så meget at gøre. Så konklusionen på Paris Nice er, at formen egentlig er ok, men det var bare ikke lige mit løb. Men moralen er stadigvæk okay, når jeg på en dag, hvor jeg er elendig, kan være med fremme i et af verdens hårdeste et uges-etapeløb, skriver danskeren.

Geraint Thomas vandt Paris-Nice efter en hæsblæsende afslutning, hvor han var tæt på at tabe til Alberto Contador, som angreb ivrigt for at tage tilstrækkeligt med sekunder for at vinde løbet. Han endte med at blive nummer to, kun fire sekunder efter Thomas. 

Se den spændende afslutning af etapen i toppen af denne artikel.