Her er hemmeligheden bag motordoping - og så vild er effekten

Motordoping har så stor effekt, at det kan være forskellen på en etapesejr og en sidsteplads, vurderer forsker i SportsLab.

Mekanisk snyd, teknisk bedrageri eller bare; motordoping.

Årets store fupnummer i cykelsporten har forarget cykelryttere og fans og trukket store overskrifter i alverdens medier, efter at den belgiske cykelcross-rytter Femke Van den Driessche i januar kom ufrivilligt i fokus.

Under U23-VM i Belgien beslaglagde Den Internationale Cykelunion (UCI) VM-favorittens cykel, hvori der var installeret en motor – selv begærede Femke sin uskyld og påstod, at hun fik forvekslet sit udstyr med en fra hendes stab.

Med udsigt til en dyr retssag og en hård dom valgte hun i marts at stoppe sin karriere i en alder af blot 19 år.

Men hvad er motordoping? Og hvor meget hjælp kan det egentlig give?

Det satte magasinprogrammet SportsLab på TV 2 SPORT sig for at undersøge.

Kiddesvej i Vejle er en af Danmarks stejleste bakker.
Kiddesvej i Vejle er en af Danmarks stejleste bakker. Foto: Frankie Junior Manata / Frankie Junior Manata & Michel Bondo

Sprint op ad Kiddesvej

SportsLab-værten Thomas Bilde tester, hvor meget motoren hjælper, når han okser mod toppen af den berygtede Kiddesvej, som er en af Danmarks stejleste bakker, da stigningen maksimalt når op på 19 procent - næsten dobbelt så meget som Tour de France-bjerget Alpe d'Huez stiger maksimalt.

Jeg blev overhalet af en scooter, hehe. Jeg glæder mig til, at jeg også får motoren på.

Thomas Bilde

For at kunne måle motorens effekt, skal Thomas Bilde dog først forcere de 450 meter til toppen af Kiddesvej uden motor. Se den første tur herunder.

- Oiij, det tager godt fat. Jeg blev overhalet af en scooter, hehe. Jeg glæder mig til, at jeg også får motoren på og prøver at komme op ad den her bakke, siger en forpustet Thomas Bilde efter sin første tur.

Hvordan det går, når han skal forsøge at cykle samme tur op med motor vender vi tilbage til. Først tager vi lige et kig på det, som det hele handler om: Motoren.

Tryk på de grønne prikker og læs mere om, hvordan motoren virker.

I videoen herunder kan du se, hvordan det ser ud, når motoren bliver installeret af Børkop Cykler, der selvfølgelig tager afstand fra motordoping.

- Udfordringerne er, at der ikke helt er plads i stellet. Der sidder normalvis nogle gevindnitter i flaskeholderen, som man er nødt til at bore ud, forklarer cykelmekaniker Sten Lindholm Andersen blandt andet om monteringen.

Fra sidsteplads til etapevinder

SportsLab tester også effekten af den mekaniske snyd på laboratoriet på Københavns Universitet.

Her skal Thomas Bilde og Team TREFORs U23-verdensmester i enkelstart, Mads Würtz Schmidt, begge i aktion på et cykelbånd, hvor de får målt iltoptagelse, watt og hastighed med og uden hjælp fra motoren.

Dem, vi ser, der lider nede bagi og kommer ind med gruppettoen og er ved at falde døde om, men stadigvæk bliver nummer sidst - de vil kunne køre ind over toppen som etapevinder.

Nikolai Nordsborg, humanfysiolog på Københavns Universitet
Mads Würtz Schmidt havde større hjælp af motoren end Thomas Bilde.
Mads Würtz Schmidt havde større hjælp af motoren end Thomas Bilde. Foto: Mads Feldberg & Michel Bondo / Mads Feldberg & Michel Bondo

Efter testen er der bemærkelsesværdige resultater, som du kan se på billedet herover. Både Thomas Bilde og Mads Würtz Schmidt bliver hjulpet markant af motoren, men særligt U23-verdensmesterens forbedring er overraskende for Nikolai Nordsborg, der er humanfysiolog på Københavns Universitet.

- Jeg havde forventet, at motoren kunne give omkring 20 til 30 watt eller noget i den størrelsesorden, som er vigtigt i elite, men som ikke rigtig flytter nogen fra et niveau til et andet. Men når vi ser effekter på over 100 watt, så flytter man jo en helt almindelig motionsrytter op til at være eliterytter lige pludselig. Så det var helt vildt, siger han.

Uden motor cykler Mads Würtz Schmidt med 11,7 kilometer i timen, mens han med motor - på den samme belastning og med samme iltoptagelse - kører med 17,2 kilometer i timen.

Motoren øger dermed hans hastighed med 5,5 kilometer i timen op ad laboratoriets simulerede Alpe d'Huez-stigning på otte procent.

- Det betyder, at dem vi ser, der lider nede bagi og kommer ind med gruppettoen og er ved at falde døde om, men stadigvæk bliver nummer sidst, at de vil kunne køre ind over toppen som etapevinder, siger Nikolai Nordsborg.

Team TREFOR-rytteren var også selv overrasket over motorens effekt.

Hvor stor er effekten på Kiddesvej?

Forskellen på Thomas Bilde og Mads Würtz Schmidts resultater tilskriver Nikolai Nordsborg det faktum, at Thomas Bilde cyklede på en lettere belastning, da han er en tungere rytter og i dårligere form. Derfor havde han heller ikke samme hårde tråd som Mads Würtz Schmidt, hvilket godt kan have en indvirkning på, hvor meget hjælp motoren giver.

Thomas Bilde forbedrer sig dog stadig på alle parametre og cykler 2,2 kilometer i timen hurtigere, da han øger farten med hjælp fra motoren fra 8 kilometer i timen til 10,2 kilometer i timen op ad en stigning på 6,5 procent.

- Det er jo stadigvæk meget, siger Nikolai Nordsborg.

Spørgsmålet er så, om den markante motorhjælp også gør sig gældende, når man flytter cyklen fra de kontrollerede rammer på Københavns Universitet og ud under åben himmel, hvor Thomas Bilde skal i aktion på Kiddesvej igen.

Thomas Bilde oplevede også her en klar forbedring fra sit første til sit andet forsøg, da han præsterede at cykle til toppen - endda med den første tur siddende i benene - 25 sekunder hurtigere.

- Selv om jeg stadig er presset, så er det en kæmpe hjælp, siger Thomas Bilde, da han når toppen af Kiddesvej.

Motoren har altså en klar effekt. Men kan den også hjælpe Rolf Sørensen, når han skal i duel med Mads Würtz Schmidt på Odense Cykelbane?

Få svaret og se hele programmet om motordoping på TV 2 PLAY.

I udsendelsen ser SportsLab også tilbage på nogle af de mest kendte og bemærkelsesværdige snyderier inden for sportens verden.