Den allerførste gang: Med dansk stortalent til spansk etapeløb

TV 2 SPORTs Jasper Stadum har under Vuelta a España nogle længere snakke med Magnus Cort. Første samtale fandt sted dagen inden Vuelta-start.

Efter cirka to år som professionel cykelrytter står 23-årige Magnus Cort lige nu overfor sit livs mest udfordrende tre uger som cykelrytter. For første gang skal rytteren med det uomtvistelige talent prøves af i en Grand Tour. Et cykelløb med tre ugers varighed er noget, der kan være med til at definere en cykelrytter.

I cykelverdenen bliver der talt om, at der findes en virkelighed før man har kørt en Grand Tour og en virkelighed bagefter. At gennemføre en Grand Tour kræver respekt og ydmyghed for ryttere – uanset niveau. Men specielt, hvis det er første gang, man skal prøve det.

Det er som om, at alle lige skal have en bid af mig.

Magnus Cort om medieopmærksomheden

Det forandrer en cykelrytter for altid at gennemføre et af de længste og hårdeste løb, man kan komme igennem som cykelrytter. Og selv om Vuelta a Espana naturligvis ikke er Tour de France, så skal man ikke undervurdere den spanske rundtur, der i årets udgave rummer intet mindre end 55 kategorisede stigninger og 10 etaper med mål opad.

For at komme tættere på den transformation Magnus Cort de kommende tre uger gennemgår, følger vi ham tæt her på tv2.dk og vil løbende komme med flere længere samtaler om, hvordan han har det.

Samtalerne med Magnus Cort er lavet i Spanien af TV 2 SPORTs cykelreporter Jasper Stadum, der er i Spanien for netop at følge Vueltaen for TV 2.

Magnus Cort er klar til sin Vuelta-debut.
Magnus Cort er klar til sin Vuelta-debut. Foto: Jasper Stadum/TV 2 SPORT

Første samtale fandt sted fredag den 19. august umiddelbart før cykelløbet begyndte, og Magnus Cort trillede ned ad startrampen i Ourense i Galicien i det vestlige Spanien:

Magnus, der er 24 timer til at Vueltaen begynder, hvad går gennem hovedet på dig lige nu?

- Jeg glæder mig meget til at komme i gang – og jeg skal hele vejen til Madrid. Jeg glæder mig til at prøve at køre cykelløb 3 uger i træk. Jeg forventer et hårdt cykelløb, men på et niveau som jeg har kørt på mange gange tidligere. Både i år og sidste år. Så jeg kender godt niveauet.

- Jeg kan godt mærke, at jeg er mere nervøs, og jeg glæder mig også på en anden måde, end jeg plejer. Men samtidigt fortæller jeg mig selv, at det er et cykelløb, som jeg jo har prøvet mange gange før, og at det nok skal gå. Men selvfølgelig så er der lang vej igen, hvis man har kørt fire etaper og er træt, så kan man ikke tælle resten af etaperne på en hånd.

Sidste bemærkning bliver stålsat leveret med et efterfølgende grin. Magnus Cort ved, hvad det er, han går ind til. Han er forberedt længere end cykelhandskerne rækker, og han virker som en ung mand, der godt ved med sig selv, at han står på tærsklen til en forandring.

Hvad kan det give dig som rytter at forhåbentligt være i stand til at gennemføre så langt et cykelløb?

- Jeg håber, at det kan give mig en hel del. Jeg ghar hørt fra andre, at det virkelig gør en forskel på deres krop, at de kan mærke, når de har gennemført en Grand Tour. Den første Grand Tour er speciel, og de føler sig som andre cykelryttere, når de kommer ud på den anden side.

En Grand Tour er på alle måder specielt.
En Grand Tour er på alle måder specielt. Foto: Jasper Stadum/TV 2 SPORT

Jeg snakkede selv en del med Matti Breschel under Touren, og han forklarede, at han måske havde manglet i nogle år at køre en Grand Tour, fordi de giver lidt ekstra sejhed og kan give de sidste tre-fire procent i slutningen af et langt løb. Det er vel noget af det samme du skal ud at finde nu her – men tror du allerede nu, at du kan gøre dig gældende i nogle af finalerne, der kommer?

- Jeg håber og tror at en del af planen er, at jeg ikke er første mand, der skal op og trække. Jeg har som udgangspunkt frie muligheder for at jagte et resultat, og på etaper hvor det ligger til mig, så har jeg formentligt også en hjælperytter, men det er ikke sådan, så hele holdet er bygget op omkring mig.

Hvordan var det at være med til holdpræsentationen?

- Det var jo sjovt. Det er noget vi har i andre cykelløb, men det er fedt at føle, at man er en del af noget rigtigt stort.

Og det er stort at være med til Vueltaen. Det synes jeg også. Bevares, det er ikke Tour de France men jo stadig et af de største løb på kalenderen det her.

- Ja, det er det. Og jeg tror også, at der er meget medieopmærksomhed, og specielt nu her, hvor jeg er den eneste dansker, så kan jeg godt mærke, at det er som om, at alle lige skal have en bid af mig. Det er fint nok. Det skal jeg nok klare, men nu må vi se, hvad der sker, vi er jo fortsat kun lige i optakten.

Men lad os lige vende tilbage til det centrale. Hvad forventer du dig af selve cykelløbet?

- Jeg håber at kunne være med på nogle af de flade etaper. Der håber jeg at kunne brænde igennem. Ellers så kommer holdet med en målsætning, som er, at køre godt for Estaban Chavez, og holdet er bygget op omkring ham. Jeg glæder mig til at se hvad han kan, og hvad holdet kan præstere.

Cort er feltets eneste dansker.
Cort er feltets eneste dansker. Foto: Jasper Stadum/TV 2 SPORT

Du vandt jo vanvittigt mange sejre som kontinentalrytter, men har udover en enkelt sejr i Post Danmark Rundt ikke vundet som prof endnu. Hvad vil en sejr i Vueltaen betyde for dig?

- Det ville være super fedt. Jeg har tidligere kørt gode resultater ind på World Touren og vil også gerne bevise, at jeg kan leve op til de resultater som jeg har kørt i de ugelange etapeløb. Hvis jeg kan gøre det samme i en Grand Tour, så ville det være rigtigt fedt.

- Hvis jeg kan vinde en etape her, så vil det virkeligt vise, at jeg er på vej mod et stort gennembrud, og det er klart, at det drømmer jeg om, men i første omgang så er jeg med for at lære, men hvis jeg kan vinde en etape så vil det være rigtigt stort, og det tager jeg gerne med.

Hvor mange etaper kan du være med i finalen?

- Jeg tror, at der er en 6-7 etaper, hvor der er en mulighed for, at jeg kan komme med feltet hjem, og så er der vel et par af disse etaper, der går til udbryderne og en enkelt, hvor jeg bliver sat, så det er måske reelt kun en lille håndfuld etaper tilbage, så der er ikke et hav af chancer, men de skal nok være der.

Har du bladret roadbooken igennem?

- Ja, jeg har kigget lidt i den og i første omgang, så tror jeg, at anden og femte etape er dem, der er muligheder for mig. Men det er en anden type roadbook, end hvad jeg er vant til at se. Nu står der også en masse i den på spansk, som jeg ikke helt forstår, selv om jeg bor i Girona i nærheden af Barcelona, men den er klart som en tyk bog. Det plejer det ikke at være.

Det vidner jo også om hvor stort et løb det er du skal i gang med?

- Ja, det gør det klart. Det er ikke bare et par A4-sider, der er printet ud, som det oftest er.

Magnus Cort Nielsen var utvivlsomt en af de stærkeste rytter på dansk kontinentalt-niveau for et par år siden. Det var ham som cykelholdet Cult Energy blev bygget op omkring, og han skuffede da heller ikke.

I 2014 vandt han adskillige UCI-sejre, blandt andet Tour de Fjords i Norge, Istrian Spring Trophy og en etape i Post Danmark Rundt. Derfor var der også fra flere sider forventninger om, at han ville være en af den type ryttere, der ville kunne klare skiftet til den professionelle verden.

Han flyttede tidligt fra fødeøen Bornholm til Horsens for at forfølge cykeldrømmen hos ægteparret Christa og Michael Skelde. I efteråret 2015 skiltes deres veje, og Magnus Cort skiftede til det australske World Tour team Orica-GreenEDGE, det hold, der i dag hedder Orica-BikeExchange. Her startede han også godt, og i foråret 2015 kørte han flere gange i top ti i et stærkt besat Tirreno-Adriatico.

Hvordan føler du at du er faldet til på det australske Orica-Bike Exchange hold?

- Jeg føler, at det går rigtigt godt. Jeg er meget glad for at være på holdet. Jeg er i gang med min anden sæson her. Jeg kom lynhurtigt i gang sidste år og følte mig hurtigt som en del af holdet og er også glad for at være her i år.

- Jeg kom jo ind som neopro, og det er klart, at de håber, at jeg kan udvikle mig, og blive en rytter, der kan vinde løb på allerhøjeste niveau. Det er målet, og det er det vi stadigvæk arbejder henimod.

Hvordan var omstillingen fra Danmark og kontinentalcykling til Orica?

- Der er stor forskel. Når man kører på et dansk kontinentalhold, så er man som en lille familie. Hvorimod når man kommer op og er et sted mellem 25 og 30 ryttere og lige så meget staff, så har man ikke samme tætte bånd mellem alle ryttere.

- Jeg føler, at vi har en stor fællesskabsfølelse. Det er et fedt hold at køre for. Det er noget, der passer os danskere godt. Vi er seriøse, når vi skal være det, men der er også plads og tid til at have det sjovt.

- Det er jo ikke sådan, at jeg er bange for stjernerne på holdet her, og hvor der er et helt pakket hierarki, hvor man starter allernederst. Det er rimeligt fladt, og vi kan alle sammen snakke med hinanden, og jeg tror, at alle har det godt med hinanden på kryds og tværs.

Efter at være tæt på, på 2. etape jagter Cort nu etapesejren på 5. etape.
Efter at være tæt på, på 2. etape jagter Cort nu etapesejren på 5. etape. Foto: Jasper Stadum/TV 2 SPORT

Er Chavez – kaptajnen her i Vueltaen - også hyggelig at være sammen med?

- Ja, det er han helt klart. Jeg tror, at han nyder hvert sekund. Det siger han også. Nogle gange kan det næsten blive for meget, når han snakker om, at vi skal ud og have det sjovt. Så tænker jeg lidt, at det vel også handler om, at vi skal ud og vinde det her cykelløb, men han har det sjovt  - og vi har det sjovt sammen.

Vi ser ham ofte i tv med et stort smil og et bredt grin. Har han et killer-instinkt?

- Det er sjældent, jeg får lov at se det, for jeg kan sagtens blive sat, mens han stadig smiler på de bjergetaper. Når han slår killer-instinktet til, så er jeg desværre nok væk.

I morgen starter cirkusset for alvor. Hvad tror du, at du vil tænke på, når du triller ned ad startrampen?

- Der fokuserer jeg på jobbet. Det er holdløbet, at få det til at fungere. Få taget mine føringer og hårdt og korrekt.

Det er bare et cykelløb, hvis man kan tale om det?

- Ja, det er det. Man skal være ultra fokuseret i et holdløb. Det er ikke en disciplin vi kører så tit, så der skal man være fuldt fokuseret på det man gør i det pågældende sekund. Så enkelt er det. Alle tankerne om Vueltaen må jeg tage bagefter.

Vi slutter vores samtale af men hyggesnakker videre. Magnus Cort har ikke travlt med at komme videre. Han giver gerne en del af sig selv. Han virker på mig som en rytter, der hviler meget i sig selv og er mentalt parat til at tage det næste store skridt.

Det begyndte med det første pedaltråd for Magnus Cort, da han sammen med sine otte holdkammerater klokken 19.26 kørte ned ad startrampen i Ourense i det vestlige Spanien lørdag aften.