Efter vild etape: Over 90 ryttere misser tidsgrænsen med 23 minutter

En kort etape og få timer på sadlen gav et festfyrværkeri. Samtidig kostede det dyrt bagved, hvor 93 ryttere missede tidsgrænsen.

Se mere Vuelta a España på TV 2 Play

Det lignede i den grad en søndagstur, da over 90 ryttere kom rullende i mål næsten 54 minutter efter dagens etapevinder Gianluca Brambilla.

Tidsgrænsen på dagens etape lå omkring 31 minutter, og dermed kom rytterne næsten 23 minutter for sent i mål. I gruppen sad en stor del af de Team Sky-holdet samt danske Magnus Cort.

- Det tog 10 kilometer, så var der sat 75 mand eller flere bagude, og så var der to grupper, der lå og jagtede hinanden. Gruppen er så stor, så man frygter ikke rigtig tidsgrænsen, og så bliver man enige om at rulle ind, sagde Magnus Cort.

Gruppen blev startet, da Contador og Quintana åbnede etapen fra start med deres aggressive kørsel. Team Sky opgav at komme tilbage til den gruppe, hvor holdets kaptajn, Chris Froome, befandt sig i, og så ville ingen tage føringen i gruppen.

Efter etapen satte løbsjuryen sig sammen for at finde ud af, hvad der skulle ske, men blandt andre Katushas pressechef Philippe Maertens skrev på Twitter, at juryen på ingen måde var tilfredse med situationen.

På løbsjuryens møde blev det dog besluttet, at alle rytterne får lov at starte på mandagens 16. etape, det fortælller præsidenten for juryen, Hervé Brocque, til TV 2 SPORT.

- Alle, der faldt for tidsgrænsen, får lov at køre igen i morgen på grund af særlige omstændigheder. Vi har vurderet, at det at køre videre efter 16. etape med kun 71 ryttere ikke er i cykelsportens eller Vueltaens interesse.

Men kan du forstå, hvis nogen spørger sig selv, hvorfor der findes regler, hvis man kan vælge at bryde dem, hvis man vil?

- Jeg kan naturligvis udmærket forstå, hvis man stiller spørgsmålstegn ved vores beslutning. Jeg har respekt for dem, der er uenige i beslutningen, men den kan ikke appelleres, sagde Brocque.

I den sidste gruppe sad 91 ryttere, der kom ind næsten 54 minutter efter, mens Team Skys David Lopez kom i mål 41.32 efter Brambilla, og Orica-BikeExchange-rytteren Sam Bewley kom ind 46.54 efter etapevinderen.