Ny tilskuerballade på Vueltaens sidste bjergetape

En lille dreng blev kørt ned af en rytter, da han havde for travlt med at vinke til kameraet.

Vueltaens sidste store bjergslag var tiltænkt til at skulle handle om kampen om den røde trøje.

Desværre var det ikke kun duellen mellem Chris Froome og Nairo Quintana, der kom i fokus.

Endnu engang tiltrak tvhungrende tilskuere sig nemlig negativ opmærksomhed.

Flere gange var det ved at gå galt på 20. etapes stigninger, men på den næstsidste gik det så helt galt.

En dreng var så optaget af at komme i motorcykelkameraets linse, at han ikke lagde mærke til at udbryderne var på vej forbi ham.

Mens drengen vinkede ivrigt til kameramanden bragede en IAM-rytter ind i ham, hvilket resulterede i, at både dreng og rytter røg i asfalten. Se episoden øverst i artiklen.

Heldigvis fik sammenstødet ikke nogen alvorlige konsekvenser, men mon ikke drengen har lært sin lektie til næste gang, han skal ud og se cykelløb.  

20.etape blev vundet af Pierre-Roger Latour, mens Nairo Quintana forsvarede den røde trøje.