Tidligere landstræner: Derfor er Magnus Cort så speciel

Magnus Cort har med etapesejrene i Vueltaen bevist, at han har en lys fremtid i cykelsporten. Det mener en tidligere U23-landstræner.

23-årige Magnus Cort satte søndag aften en tyk streg under, at han er en rytter med fremtiden foran sig, da han på imponerende vis tog sin anden etapesejr i årets Vuelta a España.

Og danskeren, der er født og opvokset på Bornholm, er kommet for at blive. Det mener den tidligere U23-landstræner Morten Bennekou, der har arbejdet med Magnus Cort en stor del af bornholmernes ungdomsår.

- Magnus kan komme til at vinde mange cykelløb på det højeste niveau, fortæller Bennekou, der i dag er træner for det tyske hold Giant-Alpecin.

Morten Bennekou lærte Magnus Cort at kende, da bornholmeren var et ungt talent på 16 år. Og selvom det var tydeligt, at Cort havde de fysiske kvaliteter til at blive en toprytter, så var det alligevel hans personlighed, der gjorde ham til noget helt specielt, lyder det fra Morten Bennekou.

- Han er koncentreret, han er dedikeret, han kan leve med de fravalg, som det kræver for at være elitesportsudøver, og så kan han stå for presset. Det viste han også i går i Madrid, siger den tidligere landstræner til TV 2 SPORT.

Får det svært mod de tunge sprintere

Mens der efter Vueltaen ikke længere er den store tvivl om Magnus Corts potentiale, så er det mere uvist, hvad han skal satse på i fremtiden.

For selvom Cort vandt to massespurter i den spanske grand tour, så tror Morten Bennekou, at den unge Orica-rytter får svært ved at hamle op med de helt store sprintere.

- Magnus kan komme til at vinde mange cykelløb på det højeste niveau. Han er ikke en decideret topsprinter - det kan lyde lidt specielt, når han lige har vundet to massespurter i Vueltaen - men vi skal jo ikke glemme, at der mangler et par af de absolutte specialister på området i Vueltaen. Ryttere som Kittel, Greipel og Cavendish. Jeg vil ikke sige, at han ikke kan slå dem, men det vil blive vanskeligt for ham, da han ikke træder helt lige så mange watt som dem, og er helt lige så tung.

- I forhold til den typiske topsprinter så mangler han 10-15 kg. Det er mest af alt muskler, han mangler.

Men netop vægten kan også blive en fordel for danskeren, mener Bennekou.

- Han vil kunne vinde store etaper rundt omkring og vinde endagsløb. Hans muligheder bliver på hårde etaper, hvor de bedste sprintere bliver trætte.