Tidligere toprytter beundrer Riis' livsværk: Bjarne tog cykelsporten til et nyt niveau

Tinkoff, tidligere Team CSC og lignende navne, kørte søndag sin sidste Grand Tour-etape, og holdet vil blive savnet, siger Juan Antonio Flecha.

Et af cykelsportens mest fremtrædende hold siden årtusindskiftet har kørt sin sidste Grand Tour-etape. Det skete søndag, da Magnus Cort vandt 21. etape i Madrid og skrev endnu et kapitel til en lang og mindeværdig bog om holdet, der startede professionelt som Memory Card–Jack & Jones.

Med Bjarne Riis i spidsen var de med til at forandre cykelsporten, det siger den tidligere toprytter Juan Antonio Flecha i et interview med TV 2 SPORT. Samtidig slår han fast, at Bjarne Riis tog cykelsporten til et nyt niveau.

Udefra har Flecha kunne følge udviklingen på det hold, der gik fra at være et livsværk og en kæmpe passion for Bjarne Riis til senere at blive overtaget af den russiske mangemillionær Oleg Tinkov og her i højere grad fungerede som en slags legetøj.

- Hver gang nogen forsvinder, så savner man dem. Et hold som deres vil man altid gerne have. Sådan har man det selvfølgelig især, når man kan lide holdet. De har været mine konkurrenter, men jeg må sige, at jeg har nydt at køre imod dem i alle de år, de har eksisteret, siger Juan Antonio Flecha til TV 2 SPORT.

Spanieren fungerede under Vueltaen som ekspert for Eurosport, og han har om nogen været tæt på Tinkoff-holdet i hele sin karriere. Flecha har gennemført 16 Grand Tours, mens han har en etapesejr i Tour de France blandt karrierens helt store højdepunkter.

Jeg beundrer Bjarne. Han har haft stor betydning for cykelsporten, og han tog den til et nyt niveau.

Juan Antonio Flecha

Blandt de hårdeste konkurrenter har altid været det hold, som Bjarne Riis i sin tid stod i spidsen for. Og spanieren er da heller ikke et sekund i tvivl, når han skal sætte ord på, hvor stort holdet har været i cykelsporten de 16 år, det har kørt på højeste niveau.

- Det har været kæmpestort. Ikke blot fordi det har eksisteret i mange år, men også fordi de ændrede cykelsporten. De begyndte at gøre noget andet end andre i form af deres træningslejre og deres måde at bygge holdet op på. Og så husker jeg dem for deres kørsel i sidevind. De har bidraget til underholdningen med en masse gode ting.

16x9
Bjarne Riis fejrer Tour de France-triumfen med Carlos Sastre i 2008. Foto: PATRICK HERTZOG / Scanpix Denmark

Den gode underholdning er da heller ikke kommet gratis. Der har stået hårdt arbejde og uanede mængder at arbejdstimer på programmet. Og specielt én mand kan ifølge Flecha tage æren for det meste. Nemlig danske Bjarne Riis.

I en årrække stod danske Bjarne Riis i spidsen for holdet. Hvad bidrog han med til cykelsporten?

- En masse nye tiltag. Han havde en masse nye idéer. Der er mange, der har gode idéer, men de fører dem ikke ud i livet. Bjarne havde nogle gode idéer, men han fik også en del kritik for træningslejre i november, for adventure-ture og for overlevelsesture, men nu gør alle som ham.

- Jeg beundrer Bjarne. Han har haft stor betydning for cykelsporten. Han tog cykelsporten til et nyt niveau. Nu om stunder tales der meget om Sky. De finder også på en masse nyt, men det er på en anden skala. Bjarne gjorde det på alle områder inden for cykelsporten. Han havde ikke en masse penge til rådighed. Han gjorde bare nogle ting anderledes. Og han frygtede ikke kritik. Til sidst endte det også med, at mange andre gjorde som ham, siger Juan Antonio Flecha i interviewet.

16x9
Flecha vandt selv 11. etape i Tour de France tilbage i 2003. Foto: VINCENT KESSLER / Scanpix Danmark

Spanske Flecha nåede i sin 14 år lange karriere at køre for hold som Ibanesto, Fassa Bortolo og Rabobank, men han nåede også at være hos Sky i tre sæsner fra 2010 til 2012.

Og den 38-årige nu tidligere toprytter mener faktisk, at Team Sky fik en del inspiration fra Riis i måden at opbygge et succesfuldt hold på.

- De har kopieret ham (Bjarne Riis, red.) lidt. Holdene skeler jo til hinanden. Han gjorde tingene på en god måde og fik nogle ledere ind på holdet. Det var smart at hente Bobby Julich ind som en form for træner. Alle de personer, som var i cykelsporten… Sky sagde: ”Hvis de ikke vil have ham, så vil vi.”

- Han var god. Så selvfølgelig tog Sky nogle af dem. Jeg kan nævne mange, som senere kom til Sky. De nøjedes ikke med at kopiere Bjarne, men hentede også nogle, der havde arbejdet tæt sammen med ham. Nogle, som Sky kunne lære noget af. Det var vigtigt for dem, afslutter Flecha interviewet om det hold, der ved udgangen af 2016 ikke længere er en del af cykelsporten.

Spanieren kan dog se frem til igen at se Bjarne Riis i cykelverdenen, men denne gang i en anderledes rolle. I juli fortalte Riis om, hvordan han skal fungere som sponsor for holdet Team Virtu Pro-Veloconcept.