Tour-barometeret: Disse danskere kommer med til Tour de France

16x9
Lars Bak, Jakob Fuglsang og Michael Mørkøv forventes alle at være med i Tour de France til sommer. Foto: Nils Meilvang / Scanpix Denmark

Tour-barometeret: Seks danske ryttere i Tour de France til sommer.

Sidste år var der syv danskere med i Tour de France, og i år kan antallet af danske ryttere blive næsten lige så højt - og endda med en dansk kaptajn. Der er grundlag for et stort og spændende Tour de France set fra de danske stuer. 

Ud af billedet i forhold til sidste år er med garanti Chris Anker Sørensen, som skifter til Riwal i næste sæson. Men tilgengæld er der en potentiel debutant i Jesper Hansen. 

Jeg har taget temperaturen på de danske ryttere, og efter at have stukket fingeren i jorden i cykelsporten vover jeg pelsen og siger at nedenstående ryttere kommer med til Tour de France 2017.

Jakob Fuglsang, Astana

16x9
Jakob Fuglsang bliver Astanas kaptajn i Tour de France. Foto: Nils Meilvang / Scanpix Denmark

Hvis vi synes, det er lidt kedeligt, at alle de danske ryttere er hjælperyttere, så kan vi godt glæde os til at se Fuglsang i Tour de France. Han er kaptajn. I hvert fald her på forhånd. Astana har allerede meldt det ud, og det vidner om deres tillid til Fuglsang. 

Det betyder, at Fuglsang får et hold bag sig, og holdet skal køre ham til bedst mulig placering i klassementet. Målet er at gøre det bedre end i 2013, hvor han blev nr. 7 i klassementet. Dengang var han også kaptajn. 

Fuglsang var ellers ved at droppe drømmen om klassementet, men da Astana gav ham muligheden kunne han selvfølgelig ikke sige nej. Og det skal han da heller ikke. Nu får han de bedst mulige betingelser for at nå drømmen. 

Fuglsang har sine begrænsninger i de høje bjerge overfor Quintana og Froome. Der kan han ganske enkelt ikke være med. Fuglsang skal køre klogt og være opmærksom på feltet af favoritter lige under Quintana og Froome. 

Om han kan nå top 5, ved jeg ikke, men betingelserne kunne ikke være bedre. Det er altså ret spændende perspektiver. 

Jesper Hansen, Astana 

16x9
Jesper Hansen er med i Astanas bruttotrup til Tour de France. Foto: Chris Graythen / Scanpix Denmark

Jesper Hansen har aldrig kørt Tour de France før, men det giver så god mening, at han skal køre det i år. I 2016 faldt tilfældigheder og uheldigheder sådan ned, at Jesper Hansen slet ikke kørte nogle Grand Tours. Men det gjorde han i 2015, og den Vuelta kan alle huske. Jesper (who?) Hansen var brølstærk i bjergene, og det så Astana. 

Derfor har de selvfølgelig sat ham på Tour-holdet. Deres A-hold bliver i øvrigt årets Giro-hold, da stjernen Fabio Aru skal forsøge at vinde det. Der kunne Jesper Hansen såmænd også godt have været med. De evner Jesper Hansen har i bjergene er guld værd for et klassementshold. Så har han så mange andre mangler, men det betyder ikke så meget, når der køres om minutter til klassementet i bjergene. Og her skal Jesper Hansen bare gøre som Jakob Fuglsang siger. Det er simpelt men svært...

Michael Valgren, Astana

16x9
Michael Valgren er udset til at køre sit tredje Tour de France i træk. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Det var egentlig ikke en del af Michael Valgrens egne planer, men Astana vil det anderledes. Derfor er Michael Valgren i Astanas bruttotrup til Tour de France, og han har fået at vide, at de regner med, at han er klar til at hjælpe Jakob Fuglsang til et topresultat i klassementet.

Valgren har kørt Tour de France de seneste to år, men han måtte udgå med sygdom i sin debut. Imens han i forårsløbene for muligheden for at køre sin egen chance, skal han i Tour de France være arbejdsmand for sine danske kaptajn. 

Michael Mørkøv, Katusha

16x9
Michael Mørkøv styrtede på 1. etape af Tour de France i sommer og måtte senere udgå. Næste år får han formentlig chancen igen. Foto: KENZO TRIBOUILLARD / Scanpix Denmark

Meget skal gå galt, hvis ikke Mørkøv er med til Tour de France til sommer. Mørkøv blev købt ind til at hjælpe Alexander Kristoffer, og den opgave er der ikke blevet lavet om på. Selvom Kristoff ikke havde det 2016, han havde ønsket har han opbygget et rigtigt godt samarbejde med Mørkøv, og derfor er de begge to på etapejagt i Touren til sommer. Altså med Kristoff som sidste mand i sprintkanonen. 

Mørkøv er efterhånden en rutineret herre. Han arbejder disciplineret og tager sin træning og sit job meget alvorligt. Det er beundringsværdigt. Så skal vi bare håbe på, at denne sommers Tour de France starter bedre end det gjorde i sommer for Mørkøv.

Lars Bak, Lotto-Soudal 

16x9
Lars Bak er en trofast hjælperytter hos Lotto-Soudal og får formentlig genvalg i Tour de France. Foto: Nils Meilvang / Scanpix Denmark

Begynder Tour de France overhovedet, hvis ikke Lars Bak står på startstregen? Jeg tvivler. 

Lars Bak er som hjælperytter et af feltets sikreste kort. Han er pålideligheden selv, og trods sin fremskredne alder har han niveauet til at være med. Lotto-Soudal ved nøjagtigt hvad de får, når de sætter Lars Bak på holdkortet, og det er noget en sportsdirektør værdsætter. 

Lotto-Soudal lader ikke til at have ændret markant på deres hold eller mål, så Bak kommer til at køre for Greipel. Det betyder, at han skal sidde i front og æde udbrud. Han får næppe chancen for at gå efter en sejr selv. 

Chris Juul-Jensen, Orica-Scott

16x9
Christopher Juul-Jensen kan formentlig se frem til at køre Tour de France for andet år i træk. Foto: Jens Nørgaard Larsen / ScanpixDanmark

Juul-Jensen kørte sit første Tour de France sidste år, og det gjorde han rigtigt godt. Han er en rigtig arbejdsmand, og sådan nogle er der brug for, når Yates-brødrene skal pakkes ind, inden bjergene rammer. Chris Juul-Jensen er en vellidt mand på Orica-Scott, og hans kvaliteter er værdsat. Han kommer formentlig med igen, og det bliver i en ren hjælperytterrolle. Forvent ikke at se ham gå i udbrud.

De kommer formentlig ikke med:

Søren Kragh Andersen, Giant-Sunweb

16x9
Søren Kragh Andersen kører sin anden sæson som professionel i 2017. Foto: ERIC FEFERBERG / Scanpix Denmark

Han havde et fornuftigt første år på World Touren, men han har stadig ikke kørt en Grand Tour. Jeg tvivler på, at hans første Grand Tour bliver Tour de France 2017. Men det skal ingen være ked af. Søren Kragh Andersen har vist, at han kan være med på World Touren. I 2017 skal han lægge yderligere til.

Mads Pedersen, Trek-Segafredo

16x9
. Foto: GIAMPIERO SPOSITO / Scanpix Denmark

Pedersen er debutant på Word Touren, og han kommer til et stærkt hold, der får Contador som kaptajn i Tour de France. Mads Pedersen er en hård nyser i endagsløbene, men Tour de France er formentlig både for tidligt, og måske slet ikke noget for ham. 

Vi skal nok komme til at se mere til Mads Pedersen i sæsonen. Det bliver bare ikke i Tour de France. 

Mads Würtz Schmidt, Katusha 

16x9
Mads Würtz Schmidt kører sin første sæson på World Touren for Katusha. Foto: Bryn Lennon / Scanpix Denmark

Der er ikke så tit, at første års professionelle kommer med i Tour de France. Alene derfor kan vi sætte Mads Würtz Schmidt på liste over dem, der formentlig ikke kommer med. Han får forhåbentligt er program, hvor han kommer til at køre nogle løb med tidskørsler. Og så måske Vuelta a Espana sidst på sæsonen, så han kan få en benhård Grand Tour i benene. 

Magnus Cort, Orica-Scott

16x9
Magnus Cort vandt to etaper i Vuelta a Espana i september. Det kan han sikkert få chancen for at gøre igen næste år. Foto: JOSE JORDAN / Scanpix Denmark

Magnus Cort fik et gevaldigt gennembrud sidste år med to etapesejre i Vuelta a Espana, men det betyder ikke, at han er med på Orica-Scotts Tour de France-hold. Holdet satser på klassementet, og selvom Cort godt kan agere hjælperytter råder holdet over bedre ryttere på den front. Corts kræfter er bedre brugt andre steder. Det kunne være i Vuelta a Espana igen.

Cort har selv fået at vide at holdet, at han ikke er inde i planerne til at køre Tour de France næste sommer.

16x9
Matti Breschel skal i 2017 køre for Astana. Foto: KENZO TRIBOUILLARD / Scanpix Denmark

Matti Breschel, Astana

Breschel kørte Tour de France sidste år for Cannondale, men måtte desværre udgå efter et styrt. I år har han fået en plads på Astana-holdet, og her er det ikke umiddelbart i planerne, at han skal køre Tour de France. Breschels største kvaliteter er i forårsløbene, og her vil holdet givetvis bruge hans erfaring og snilde. 

Breschel har også haft gode erfaringer i Vuelta a Espana, som samtidig kan være en god forberedelse til VM i Bergen, som han sikkert rigtigt gerne vil køre. Vueltaen kunne sagtens være en mulighed for ham.

Og nå ja, så skal man selvfølgelig ikke fuldstændigt afvise, at Breschel med en super form kan køre sig på Tour-holdet. Det ligger bare ikke i kortene lige nu.