Jørgen Leth var kritisk i sommer: Nu skifter Riis' hold navn

Bjarne Riis' cykelhold kommer i denne sæson til at hedde Team Véloconcept og Team Véloconcept Women

Da Bjarne Riis i sommer engagerede sig i dansk cykelsport igen, fik det stor opmærksomhed i Danmark.

Men der var ét kuriøst kritikpunkt af det nye projekt. Navnet. 'Team Virtu Pro Véloconcept'. Det var for langt og for svært at huske og udtale.

En af kritikerne af navnet var Jørgen Leth, som i TV-klippet i toppen af denne artikel fortalte under en transmission af en Tour de France-etape, hvad han mente om navnet. 

Men problemet er løst til denne sæson, for Riis og cykelholdet har ændret navn. I en pressemeddelelse fortæller Bjarne Riis, at Véloconcept foreløbigt er den eneste navnesponsor i denne sæson. 

Det betyder, at herreholdet kommer til at hedde Team Véloconcept, og kvindeholdet kommer til at hedde Team Véloconcept Women.

- Træningslejren giver en glimrende anledning til at markere vores navneskifte med holdets nye cykelgrej og uniformer, siger Bjarne Riis i pressemeddelelsen.

Virtu Pro er Bjarne Riis' og Lars Seier Christensens eget projekt med spinning og træning i nye interaktive former. Holdet presseansvalige, Søren Sliwa, fortæller, at Virtu Pro stadig er med i cykelholdet, men at det ikke længere er med i navnet.

Er det fordi, I er blevet drillet med jeres navn?

- Haha nej. Det skulle man næsten tro, men det er da rart at have et navn, hvor man ikke slår knuder på tungen, når man skal udtale det, siger Søren Sliwa.

Navnet kan dog godt ændre sig igen i løbet af sæsonen, da Véloconcept formentlig ikke er ene-sponsor på navnet igennem hele året. 

- Vi forventer dog ikke, at VéloCONCEPT står som ene-sponsor hele sæsonen, da vi regner med at have endnu et navn klart på trøjerne i løbet af året, siger Bjarne Riis i pressemeddelelsen. 

Herreholdet skal i den kommende sæson køre på kontinentalniveau i Danmark, imens kvindeholdet kører på højeste niveau, World Touren.