Farvel til en rytter, der helt klart havde muligheden for at blive en af verdens bedste

16x9
Alex Rasmussen kørte i går aftes sit sidste cykelløb som professionel cykelrytter. Foto: Martin Sylvest / Scanpix Denmark

Utallige gange har jeg hørt sætningen om ham – hvis nu han bare levede mere disciplineret og trænede noget mere, så...

For en del år siden så jeg et interview i tv med Frederik Fetterlein. Han blev af journalisten spurgt ind til, hvordan han havde det med sit misbrugte talent.

Tennisspilleren, der kunne have nået så langt i karrieren, men aldrig rigtigt havde fået det maksimale ud af sit talent. Han svarede selv, at han faktisk syntes, at han havde gjort det meget godt. Boede i Paris, havde en modelkæreste og tjente flere millioner om året. Reporteren havde ikke rigtigt noget modsvar. For det var jo rigtigt, det Frederik Fetterlein sagde, men det kunne sikkert være blevet til meget mere for ham, hvis han havde prioriteret nogle ting anderledes i sin tilværelse.

Jeg kommer til at tænke på det interview nu her, hvor Alex Rasmussen i går aftes kørte sit sidste konkurrence-cykelløb. Efter i går er den hurtige fynbo ikke længere en del af det professionelle cykelfelt. Og det er en skam. Ikke som han har kørt de seneste sæsoner, men da han var på toppen af sin karriere, var han en fornøjelse at følge.

Alex Rasmussen var med til at vinde OL-sølv i 2008.
Alex Rasmussen var med til at vinde OL-sølv i 2008. Foto: STEFANO RELLANDINI / Scanpix Denmark

På cykelbanerne og på landevejene for den sags skyld. Utallige gange har jeg hørt sætningen om ham – hvis nu han bare levede mere disciplineret og trænede noget mere, så…

Og ja, det er hævet over enhver tvivl, at Alex Rasmussen har haft potentiale til at nå længere i sin karriere, end han har nået. Bjarne Riis fortalte mig engang, at Alex Rasmussen er den rytter, han har oplevet med den største motor. Det siger alligevel lidt, når en mand, der blandt andet har arbejdet i mange år med for eksempel Fabian Cancellara har den holdning.

Når man kigger på Alex Rasmussens resultater, så er det rigeligt til at gøre mange andre cykelryttere jaloux. Han har for eksempel på banen vundet VM fire gange, to gange scratch, en gang i parløb med Michael Mørkøv og en gang med fire kilometer-holdet. Læg dertil fem sejre i det københavnske 6-dagesløb og langt flere danske mesterskaber på banen, end jeg kan mønstre fingre og tæer. Også på landevejen har han været en faktor.

Jeg har flere gange prøvet at vække ham, mens han lå og sov med en tophue under de skrå brædder i Ballerup få minutter før, vi skulle i tv

Første DM, jeg dækkede for TV 2 SPORT, var i Roskilde i 2007 – det år kørte Alex Rasmussen først over stregen – og snød dermed alle de danske proffer på CSC holdet for triumfen. En dannebrogs-trikot, som Bjarne Riis cykelhold ellers traditionelt altid vandt. Men de helt store sejre på den internationale scene udeblev. Her var konkurrencen for hård for Alex Rasmussen, der flere gange manglede det sidste held og momentum for at triumfere.

Alex Rasmussen var tæt på den lyserøde føretrøje i Giro d'Italia, da det begyndte i Danmark.
Alex Rasmussen var tæt på den lyserøde føretrøje i Giro d'Italia, da det begyndte i Danmark. Foto: Asger Ladefoged / Scanpix Denmark

I Giroen 2012, hvor han ellers nærmest blev blæst gennem Hernings gader med massiv opbakning, var han så tæt på at køre sig selv i den lyserøde førertrøje. Det eneste, der manglede for at komme i den lyserøde førertrøje et par dage senere under en holdtidskørsel, var, at Alex Rasmussen skulle med sit hold hjem. Men han tog en ordentlig føring inden etapens eneste bakke, med det resultat, at mens holdkammeraterne kørte i mål til en sikker etapesejr, så sejlede Alex Rasmussen agterud og kunne glemme alle sine lyserøde drømme.

Et godt eksempel på, at det ofte har været den lille detalje, der har gjort, at tingene aldrig er gået op i en den allerhøjeste enhed for cykelrytteren med det uomtvistelige talent.

Og så er der heller ingen grund til at trampe mere rundt i den karantæne Alex Rasmussen fik, da han ikke havde det fornødne styr på sine where-abouts, og dermed fik tre advarsler fra anti-doping myndighederne, hvilket er lig med en karantæne. Men symptomatisk for Rasmussen, så har jeg endnu til gode at møde en person, der mener, at Alex Rasmussens karantæne skyldes, at han havde forsøgt at skjule sig for at kunne indtage ulovlige stoffer. Alle, jeg har talt med i cykelverdenen, har den overbevisning, at de tre advarsler udelukkende skyldes, at Alex Rasmussen ikke havde styr på sit shit.

I en sportsgren med så betændt en historik som cykelsporten, så synes jeg, at det siger meget om netop Alex Rasmussen, at ingen mistænker ham for snyderi af den værste karat. Omvendt synes de mennesker, jeg har talt med også, at karantænen er fair, fordi det er en del af gamet, at man skal indberette, hvor man befinder sig.

Spørgsmålet er, om det er retfærdigt at forlange mere af Alex Rasmussen, end han har opnået – og det er her jeg vender tilbage til det interview med Frederik Fetterlein, som jeg omtalte i starten af kommentaren her. For han havde helt klart alle muligheder for at blive en af verdens bedste cykelryttere. Også på landevejen. Da han i 2004 vandt VM i scratch første gang, slog han blandt andre Mark Cavendish i spurten.

Men jeg tror, at hvis man spørger Alex Rasmussen selv, så er han faktisk godt tilfreds og stolt af sin karriere.

Havde man forlangt, at han skulle have levet et liv så disciplineret og målrettet som hans tidligere makker i Par nummer 7, Michael Mørkøv, så havde han formentligt smidt cykelskoene langt ind i skabet for længst. Det er nemlig slet ikke Alex Rasmussens stil, og den pris som mange af verdens bedste cykelryttere betaler, med afsavn fra familier, venner, fest og glade dage, for at leve en isoleret tilværelse, hvor det nærmest udelukkende handler om træningsformler og kalorieindtag, den pris har Alex Rasmussen bare aldrig haft lyst til at betale. Og det vel et eller andet sted fair nok?

Jeg har gennem de seneste 10 år interviewet Alex Rasmussen et utal af gange. Til landevejsløb, på træningslejre, til bane VM og DM og alt det løse. Jeg har sågar prøvet flere gange at vække ham, mens han lå og sov med en tophue under de skrå brædder i Ballerup, få minutter før vi skulle i TV, og jeg kan sige med sikkerhed, at jeg synes, at der er ærgerligt, at han stopper.

Jeg kommer til at savne Alex Rasmussen til de danske cykelløb, og jeg kommer til at savne at se ham på cykelbanen i Ballerup eller cykelbanen i Odense for den sags skyld. Det er en af de allerstørste cykelryttere, der i aftes kørte sine allersidste meter som professionel.