Fra én klovn til anden klovn: Casper C får Sagan til Danmark

Peter Sagan kommer til Danmark efter Tour de France til sommer.

Fem dage efter afslutningen i Paris bliver kloven af cykelsporten forenet med klovnen af Danmark. Casper Christensen arrangerer et nyt cykelløb i Danmark, og med på startlisten er Peter Sagan.

Nøgleordene er cykelløb og sjov i en sammenblanding i det nye motionsløb, som skal køres et endnu ukendt sted.

- Det er sådan lidt en drengedrøm. At lave et cykelløb med verdens bedste cykelrytter. Det er da skide sjovt, siger Casper Christensen.

Casper Christensen har forsøgt sig med motionsløbet Tour de Tisvilde tidligere. En løb, hvor cykelløb og fest blev forenet. Sådan vil det fortsat være i det nye classic-løb, som kommer til at have en længde på omkring 100 kilometer.

- Vi prøver at tage det lidt mere seriøst, men samtidig også have det sjovt. Det er da fantastisk at få lov til at cykle med en verdensstjerne og samtidig hygge sig bagefter. Vi prøver at lave en kombi af begge dele, siger Casper Christensen, hvis egen rolle kommer til at være i forplejningszonen.

Bag det nye løb står også den tidligere cykelrytter Jens Veggerby, og det er gennem ham, kontakten til Sagan er blevet skabt. Han kender Sagans agent Giovanni Lombardi, som han kørte sammen med som aktiv. Og gennem venner kan man nå langt.

- Større kan det vel næsten ikke blive for en motionscyklist at trille en tur med ham. Det er et motionsløb, hvor alle kan få lov til at køre med ham. Om han kører på et hjul den dag, det ved jeg ikke, men han kan klovne lidt.

Jens Veggerby står bag flere motionsløb, og han har tidligere arrangeret Ritter Classic. Dengang lykkedes det ham også at skaffe tiden største stjerner med i løbet. 

- Tilbage i tiden havde vi Miguel Indurain, Richard Virenque, Mario Cipollini til start i Ritter Classic, og det er det koncept, der bliver støvet af og peppet op, siger Jens Veggerby.

Motionsløbet køres den 29. juli, hvilket kun er få dage før EM i cykling afvikles i Herning. Det vides ikke, om Peter Sagan ønsker at forsvare sin EM-titel i Danmark