Rolf Sørensen nyder danske sejre: - Det holder jo ikke op

16x9
Søren Kragh Andersen vandt torsdag 3. etape i Tour of Oman. Foto: ERIC FEFERBERG / Scanpix Denmark

Danmarks mest vindende cykelrytter gennem tiden, TV 2 SPORT's ekspert Rolf Sørensen, forventer mange flere danske sejre.

Team Sunweb-danskeren Søren Kragh Andersen snød torsdag eks-verdensmesteren Rui Costa i finalen på 3. etape i Tour of Oman og vandt spurten.

Den 22-årige rytter leverede dermed den tredje danske sejr på bare to uger, da Magnus Cort fra ORICA-SCOTT inden havde vundet to løb.

Topresultaterne for Danmark overrasker ikke TV 2 SPORT's cykelekspert Rolf Sørensen.

- Det tegner rigtig godt for dansk cykling. Jeg har sagt det i flere år: De danske ryttere kommer nu, men mange har måske været lidt kritiske over, at det har ladet vente på sig. Men nu kommer sejrene i stimer, siger han.

- Det er lang tid siden, vi har været med på den helt store klinge, men nu kommer sejrene alle vegne. Det holder jo ikke op, og det er ikke nogen tilfældighed.

- Vi skal vænne os til at se flere danskere. Det, de laver nu, er super fint. De får en fornemmelse af at sidde med i finalerne allerede i de store løb.

Mens Søren Kragh Andersen først er i gang med at slå igennem på den store, internationale scene, viste Magnus Cort allerede tænder sidste år.

Her hentede han to etapesejre i Vuelta a España, og Rolf Sørensen tror på noget rigtig stort fra ham i forårsklassikerne.

- Lige nu tegner jeg Magnus Cort som en outsider i et løb som Milano San Remo. Han har nogle krydser i min bog, siger Rolf Sørensen.