Ikke set siden 1998: Quintanas Grand Tour-drøm mødt med stor skepsis

16x9
Senest i august 2016 vandt Nairo Quintana Vuelta a Espana. Nu vil han i 2017 gå efter både Giro d'Italia og Tour de France. Foto: JOSE JORDAN / Scanpix Denmark

Nairo Quintana vil vinde både Giro d’Italia og Tour de France i år, men det er så godt som umuligt, mener kommentator og sportsdirektør.

Flere har advaret Nairo Quintana om at forsøge at erobre podiernes øverste trin i både Giro d’Italia og Tour de France i år.

Ikke desto mindre er det præcis, hvad den 27-årige colombianer, der for tre år siden vandt Giroen og siden har kørt sig til to andenpladser i Touren samt den samlede Vuelta-sejr, har tænkt sig at gå efter.

En bedrift, der ikke er set udført siden den nu afdøde italienske cykelrytter Marco Pantani lykkedes med den noget nær umulige præstation i 1998.

Derfor var der også stor skepsis at spore, da Quintanas svulmende Grand Tour-kalender blev diskuteret af cykelkommentator Dennis Ritter og Team Sunwebs danske sportsdirektør og træner Morten Bennekou:

- Hvis han står i august og har vundet begge løb, så må vi jo sige, at han er genial. Men lige nu hælder jeg mest til at sige, han er gal, lyder vurderingen fra Dennis Ritter.

- Jeg tror ikke på, det kan lade sig gøre. Jeg kan på den ene side godt lide, at han drømmer og sigter højt, men jeg synes også det er ærgerligt, for jeg tror, det kommer til at gå udover hans Tour de France. Og han skylder Tour de France et ordentligt skud.

- Han må på en eller anden måde budgettere med, at han kan vinde Giroen på 85-90 procent, og det tror jeg er naivt, siger Ritter.

Lyt til hele den seneste episode af TV 2's cykelpodcast her:

Når Giro d’Italia slutter den 28. maj, har Nairo Quintana blot 33 dage, inden Tour-starten ruller fra tyske Düsseldorff. Efter en hård Grand Tour er det så kort tid, at Morten Bennekou har svært ved at forestille sig, Quintanas drøm om en Grand Tour-double blive realiseret.

- Ud fra et træningsmæssigt synspunkt kan man ikke nå at lægge sig på sofaen og strække benene ud efter Giroen, køre en grundtræningsperiode og så træne sig i topform ved at køre et par cykelløb inden Tour de France.

- Det er nærmest umuligt. Men jeg synes ikke, vi skal være kede af, at han forsøger. Det er sympatisk og charmerende, at der er nogle, som prøver på at overgå vores fornuftige tanker med nogle drømme. Måske kan det også lykkedes. Men ud fra et logisk perspektiv kan han ikke gøre det.

- Han skal holde topformen i omkring 80 dage, og det er en længere periode, end man kan holde topformen. Det er i bund og grund det, der er problemet.

- Så hvis man skal vinde to Grand Tours i en sæson, så skal man gå efter Giroen og Vueltaen.

Men hvad er det så, der får den vævre bjergspecialist til at drømme om at tilbagelægge rundturene i Italien og Frankrig, der tilsammen udgør en distance på omtrent 7000 kilometer, hurtigst af alle løbenes startende cykelryttere?

- Som alle andre har han lyst til at skrive historie. Det er så bare uheldigt for ham, at han lever i en generation, som Chris Froome også er tilstede i. Og så er det simpelthen svært at blive dominerende og skrive så meget historie, som han gerne vil, siger Dennis Ritter.

- Men jeg synes, det er en ærgerlig prioritering, for jeg synes, han skylder Touren sin fulde fokus.

Iphone-brugere kan abonnere på TV 2's cykelpodcast her