Husene står tomme, når vi kører cykelløb her

16x9
En af de mere kendte, fanatiske cykelfans. Djævlen som hvert år følger rytterne rundt på landevejene i Europa. Foto: JEFF PACHOUD / Scanpix Denmark

KLUMME: Tilskuerne valfarter ud til de store løb i Europa, og det står i kontrast til løbene i de mere eksotiske dele af verden.

Sportens stemme

Sportens stemme er danske sportsstjerners direkte talerør ud til de mange fans, der følger dem til daglig.

Emnerne kan være alt mellem himmel og jord, for sport er nemlig mere end resultater og glansbilleder. Der er politik, penge, prestige og mest af alt rigtige mennesker.

Kom tættere på tankerne, følelserne og betragtningerne fra stjernerne, når de skriver klummer på sport.tv2.dk.

Tour Down Under har været på kalenderen så lang tid, at nu er det blevet en fast del af cykelverdenen, men hvis vi lige ser bort fra det australske løb i januar, så er det altså først nu, at cykelsæsonen for alvor begynder. Det er nu, vi skal i form. Det er de her uger, som de fleste ryttere har trænet frem mod. Så enkelt kan det siges.

Til de helt store løb som Flandern Rundt, har vi som ryttere en fornemmelse af, at alle er ude af husene for at se løbene.

Michael Mørkøv, cykelrytter.

De løb, der markerer starten på cykelsæsonen, er den netop overståede åbningsweekend i Belgien med Omloob Het Nieuwsblad og Kuurne-Bruxelles-Kuurne og resten af de klassikere der følger efter. Og de første europæiske etapeløb som for eksempel Volta Ao Algerve eller Paris-Nice som jeg selv skal deltage i nu her.

16x9
Michael Mørkøv under sidste års Tour de France. Foto: KENZO TRIBOUILLARD / Scanpix Denmark

Det er nu, det gælder, og når man har trænet en hel lang vinter, så glæder jeg mig altid til at komme i gang med de her løb. Til at få testet det nye udstyr, og for at se om formen er, som den skal være. Det er altid vigtigt at præstere, men det er langt vigtigere at være skarp når konkurrencen foregår i det nordlige Europa i marts og april - end det er i for eksempel Argentina i slutningen af januar.

De løb, der kommer nu, står i skærende kontrast til for eksempel cykelløbene i Oman, hvor vi senest kørte masser af kilometer helt uden tilskuere. De eneste tilskuere der er de steder, er de skandinaver, der er udstationeret, som så dukker op, når vi kører forbi. Men bortset fra det, så er det en mærkelig fornemmelse at køre et cykelløb et sted, hvor der ingen tilskuere er.

Så er det straks en diametral modsætning at komme til Belgien, hvor vi kører for det mest cykelkyndige publikum der findes. Selvfølgelig bliver de store stjerner som Sagan og Van Avermaet jagtet mest, og folk skal have taget selfies med dem, og de skal skrive masser af autografer. Men mange belgiere kender alle ryttere, både os på pro-touren og dem der kører klasserne under. De er ret bramfri de belgiske fans, og det virker næsten som om, at de føler, at de er i familie med os, så godt kender de os.

Nærgående belgiere

Jeg kan også se, at der er mange tilskuere, som er der hvert år, og som jeg genkender, når jeg trækker i cykeltøjet og sætter nummeret på ryggen for at køre løb i Belgien. Det er ret fascinerende. Jeg har også hørt masser af historier om, at nogle af de belgiske fans godt kan være lidt nærgående. At de for eksempel lige tager fat i siden på rytterne, for at vurdere cykelrytterens fedtprocent. Jeg har ikke selv prøvet det, men jeg har hørt om det flere gange, og jeg er slet ikke forbløffet, hvis de historier viser sig, at være rigtige.

Til de helt store løb som Flandern Rundt, har vi som ryttere en fornemmelse af, at alle er ude af husene for at se løbene. Der er så mange mennesker og så meget presse, og det er tydeligt at se, at tilskuerne har ventet lige så lang tid på at komme i gang med sæsonen, som vi har. De mange fans gør, at vi virkeligt mærker, at nu er cykelsæsonen i gang, og de er bestemt med til at sætte os mere op, end når vi kører løb i de eksotiske dele af verden.

16x9
Michael Mørkøv på enkeltstartscyklen under sidste års Paris-Nice. Foto: KENZO TRIBOUILLARD / Scanpix Denmark

På Katusha er vi kommet rigtigt godt i gang med sæsonen, og heldigvis har Alexander Kristoff allerede vundet fire sejre. Det er godt nok sejre i mindre løb, men det viser, at formen er god, og at det arbejde, vi har lavet henover vinteren, har været rigtigt.

For sprintere er det altid sådan, at det er vigtigt at komme godt i gang. Sejre giver selvtillid og dermed flere sejre. Sådan er logikken. Vi er naturligvis med på, at vi hverken har vundet et af de helt store løb endnu - eller etaper i Tour de France for den sags skyld, men stadigvæk giver det ro og selvtillid. For holdet er det også vigtigt, at man ikke er det eneste hold, der endnu ikke har stået øverst på podiet i år.

Alexander Kristoff vandt en etape i Etoille de Besseges og efterfølgende tre etaper i Tour of Oman. Den første af disse kom efter en klassisk spurt, hvor jeg var lead-out mand for Alexander, og hvor det hele klappede perfekt. Det var også fedt for mig, at få ham afleveret korrekt til en spurt, som han efterfølgende vandt.

De to næste sejre i Oman var på meget hårde etaper, hvor jeg desværre ikke var med ham i finalen. Det er naturligvis ærgerligt for mig selv, at jeg ikke havde styrken til at være med, men jeg tror omvendt så meget på min træning og mine programmer, at jeg ved, at den form skal nok komme senere. Her er det vigtigt, at jeg undgår at gå i panik, da jeg med min erfaring efter at have kørt som professionel siden 2009 ved, at formen nok skal komme.

Næste løb for Kristoff og for mig er Paris – Nice. I det løb er der tre-fire etaper, som Kristoff har muligheden for at vinde. Men konkurrencen er hård, da også Greipel, Kittel og Bouhanni kører med i det franske etapeløb. Men vi går naturligvis efter at vinde, og allerhelst på første etape, så vi får førertrøjen. Det gjorde vi Oman, og det har givet os selvtillid til at tro, at vi kan gøre det igen.