Contador missede sejren med to sekunder: - Det var en smuk dag for sporten

Alberto Contador er ude med store roser til sin sport, selvom han akkurat missede sejren i årets Paris-Nice.

Der var dramatik for alle penge på den sidste etape af Paris-Nice. Løbets førende rytter, Sergio Henao, blev undervejs sat til vægs af Alberto Contador, der længe så ud til at stjæle sejren på løbets sidste dag. 

Sådan skulle det dog ikke gå, da Henao i de absolut sidste sekunder tog sejren med bare to sekunder over spanieren, der ellers følte sig klar til dagens finaleetape.

- Jeg forsøgte, for hvis man er med i afslutningen, så skal man gøre det. Jeg har restitueret rigtig godt, og jeg har haft det bedre hver morgen, når jeg har stået op, fortæller Contador til TV 2 SPORT.

Selvom det altså ikke blev til den helt store triumf for spanieren, var han alligevel glad og stolt af præstationen.

- Holdet arbejdede fantastisk for det her angreb. På nedstigningen kørte vi med de andre, og efter angrebet kørte jeg fra dem. 

- I sidste ende vandt vi ikke, og det handlede om bare to sekunder. Men sådan er cykelsport. Jeg er rigtig godt tilfreds med holdet og mine holdkammerater.

Udover at rose sit hold, viste Contador også klasse selv efter at være klikket ud af pedalerne, da han med egne ord opsummerede finaleetapens udfald:

- I dag var en smuk dag for cykelsporten.

Næste udfordring for Alberto Contador foregår i hjemlandet, hvor Catalonien Rundt venter den 20. marts.