Vild afslutning: Contador går glip af samlet sejr med to sekunder

Alberto Contador angreb på sidste etape i Paris-Nice, men missede den samlede sejr i løbet med to sekunder.

Sidste etape af cykelløbet Paris-Nice blev søndag et drama af dimensioner. Igen med Alberto Contador (Trek) som den tabende part.

Spanieren angreb og angreb og hentede etapens andenplads, men på mållinjen i Nice måtte han konstatere, at han manglede sølle to sekunder for at tage den samlede sejr i løbet.

Den gik i stedet til Sergio Henao (Sky).

8. etape blev vundet af David de la Cruz (Quick-Step), som slog Contador i spurten. Hvis Contador havde vundet den, havde han fået bonussekunder nok til den samlede sejr.

Også i 2016 sluttede Alberto Contador på den samlede andenplads i Paris-Nice. Dengang kun fire sekunder efter den samlede vinder, Geraint Thomas (Sky).

Søndagens sidste etape var 115 kilometer lang, men gik over fem stigninger, og det stod hurtigt klart, at Alberto Contador ikke havde tænkt sig at trille adstadigt afsted for at forsvare sin tredjeplads i den samlede stilling.

Med et planlagt angreb med hjælp fra sin løjtnant Jarlinson Pantano fik Trek-kaptajnen efter tre angreb på stribe smidt Sergio Henao af.

På det tidspunkt resterede der godt 50 kilometer af etapen, og Contador skulle køre mindst 31 sekunder fra Henao for at overtage førstepladsen i den samlede stilling.

Mod toppen af dagens sidste stigning havde han distanceret Henao med næsten et minut.

Etapen sluttede med en 15 kilometer lang nedkørsel, og den blev rammen om et drabeligt væddeløb på tid. Contador og De la Cruz kørte i bund og hentede Marc Soler (Movistar), som var kørt væk fra de to på vejen op.

Nede bagved gav Henao alt i forsøget på at begrænse tidstabet.

Med en kilometer tilbage lød Contadors forspring på 25 sekunder, og med udsigt til potentielt 10 bonussekunder forsøgte han et soloudbrud for etapesejren.

Men David de la Cruz nåede op og slog i spurten den spanske etapeløbsspecialist, som dermed måtte nøjes med seks bonussekunder.

Da Henao-gruppen begrænsede tidstabet til godt 20 sekunder, manglede Contador dermed sølle to for at fravriste Sky-colombianeren den samlede sejr.

Se hvordan løbet forløb i vores liveblog:

Danske Jakob Fuglsang (Astana) kørte over stregen i Henao-gruppen på en 16.-plads og avancerede til en slutplacering som nummer 12. 

Han sluttede 18 minutter og 7 sekunder efter vinderen.