Dansker afløser fransk cykelstjerne til sæsons første cykelmonument

16x9
Søren Kragh Andersen har allerede haft noget at juble over i denne sæson, da han vandt en etape i et af årets første løb. Foto: ERIC FEFERBERG / Scanpix Denmark

Orica-Scott satser på Magnus Cort i det næsten 300 kilometer lange Milano-San Remo på lørdag. Hele seks danskere er med.

Der er hele seks danske cykelryttere til start, når klassikersæsonen bliver skudt i gang med Milano-Sanremo på lørdag.

Det 291 kilometer lange løb kaldes populært "forårsbebuderen" og er det første af de fem "monumenter", der er højdepunkterne i sæsonens mange endagsløb.

På startlisten finder man Matti Breschel og Michael Valgren (Astana), Michael Mørkøv (Katusha), Lars Bak (Lotto-Soudal), Søren Kragh Andersen (Team Sunweb) og Magnus Cort (Orica-Scott).

Breschel og Valgren skal demonstrere, at formen er ved at være på plads før de belgiske og hollandske endagsløb i de kommende uger, hvor de er udset til en central rolle på Astana-mandskabet.

Michael Mørkøvs jobbeskrivelse handler igen om at køre holdkammeraten Alexander Kristoff i stilling til en topplacering i løbet, som han vandt i 2014.

Størst chance for en dansk topplacering må tilskrives Magnus Cort, som sammen med Caleb Ewan skal være Orica-Scotts to spydspidser, når det hele skal afgøres i Sanremo.

Begge ryttere er debutanter i løbet, hvor de sammen skal opveje tabet af Michael Matthews, der er skiftet til Sunweb.

- Magnus har lidt erfaring med løb på mere end 250 kilometer fra Flandern Rundt og Paris-Roubaix.

- Vi regner med, at han kan gå endnu et skridt op i distance i Milano-Sanremo i den kommende weekend, siger sportsdirektør hos Orica-Scott Matthew White til holdets hjemmeside.

- Caleb har ikke haft den ideelle forberedelse og var nødt til at udgå fra Tirreno-Adriatico efter at være styrtet, men han har trænet godt derhjemme, lyder det fra White.

Hos Team Sunweb er den franske rytter Warren Barguil er blevet skadet, og derfor har cykelholdet udtaget danske Søren Kragh Andersen til Milano-San Remo torsdag eftermiddag.

- Uheldigvis må vi undvære Warren på lørdag, fortæller Team Sunwebs træner Aike Visbeek og siger om den danske erstatning.

- Med Søren har vi en god afløser, fordi han kan overleve bakker og køre sine holdkammerater i position. Han gav os en god demonstration på hans evner i Tirreno og han giver holdet noget topfart.

Peter Sagan (Bora) er som en af topfavoritterne til at vinde, men bookmakerne har også et godt øje til den hurtige colombianer Fernando Gaviria (Quick-Step).

Danmark har i øvrigt ikke specielt stolte traditioner i Milano-Sanremo, hvor det kun er blevet til en enkelt podieplacering i løbets 110-årige historie.

Den stod Rolf Sørensen for i 1991, hvor han blev nummer to efter vinderen, Claudio Chiappucci.