Han kan bryde Froomes Tour-dominans: - Sådan en type har vi manglet

Esteban Chaves kan ikke vinde årets Tour de France i et yderst stærkt favoritfelt. Men han kan knække Chris Froome, mener cykeleksperter.

Med podieplaceringer i både Giro d’Italia og Vuelta a España er det i år blevet tid til, at ’Den Smilende Dræber’, Esteban Chaves, skal debutere i Tour de France.

TV 2 Cykling

TV 2's cykelpodcast vender igennem cykelsæsonen stort og småt fra de største cykelløb sporten har at byde på. Lyt med når altid vidende ekspertpaneler debatterer og leverer skarpe analyser om emner på og uden for landevejene.

Find cykelpodcasten i din podcast-app eller via Soundcloud.

Men selvom Chaves sidste år blandede sig i kampen om de øverste podietrin i henholdsvis Giroen og Vueltaen, skal colombianeren ikke regne med, at han har styrken til at stryge helt til tops i et umådeligt stærkt Tour-felt, der tæller navne som Chris Froome, Nairo Quintana, Richie Porte og Alberto Contador.

Det mener TV 2’s cykelekspert Rolf Sørensen, der dog alligevel ser Chaves som manden, der kan bryde Team Sky’s årelange dominans i verdens største cykelløb.

- Esteban Chaves er moden til at prøve kræfter med Touren, selvom jeg synes, han som rytter passer bedre til de andre to løb, Giroen og Vueltaen, fordi der typisk er stejlere stigninger på ruterne.

- Jeg vil tro, at han kunne vinde enten Giroen eller Vueltaen. Jeg er ikke så sikker på, han kan vinde Tour de France. Han mangler simpelthen en enkeltstart af en vis kaliber. Så der er noget at arbejde med for ham.

- Til gengæld tror jeg, han kan blive Tourens joker. Og det er sådan nogle typer, vi mangler. Det er vigtigt at have en mand som Chaves. Han er en Contador-type, der tør prøve på at lave store numre i bjergene. Han kan blive en kniv i såret på Froome på de dage, hvor Sky-kaptajnen er mærket.

- Han kan vise sig at blive en nøglefigur til at knække Froome i årets Tour de France, lyder det fra Rolf Sørensen.

En betragtning, cykelrytter og ekspert Chris Anker Sørensen erklærer sig enig i.

- Han virker mentalt stærk. Han bliver virkelig interessant at følge, for jeg tror også, han kan blive nøglen til at bryde Team Sky’s dynasti. Sky har domineret løbet fuldstændigt i årevis. Og vi kan nok også godt blive enige om, at de faktisk har dræbt løbet lidt. Tour de France har været en lille smule kedeligt de sidste mange år i mine øjne.

- Derfor håber jeg, Chaves kan åbne løbet lidt mere op. Løbet har brug for en type som ham, siger Chris Anker Sørensen.

Den 27-årige colombianer havde en særdeles imponerende 2016-sæson, hvor han i Giroen både vandt en etape og endte som to'er i klassementet, mens han sled sig til tredjepladsen i Vueltaen, inden sæsonen blev kronet med den samlede sejr i Lombardiet Rundt.

Derfor ser Rolf Sørensen frem til at følge den smilende Orica-rytter igen i år.

- Esteban Chaves er helt klart en af de mest spændende ryttere at se på overhovedet. Han bliver mere moden og mere erfaren. Jeg siger ikke, han smiler mindre, end han har gjort tidligere, men hans smil er mere seriøst nu. Han er blevet super professionel.

-  I forhold til et Tour-resultat, så tror jeg, at det sidste podietrin er et realistisk mål for ham. For han mangler simpelthen en enkeltstart, der kan føre ham til sejren. Jeg tror dog helt sikkert, han kommer i top-5, siger Rolf Sørensen.

Hør mere om Orica-Scotts Grand Tour-strategi, hvor Esteban Chaves skal køre Tour de France, mens brødrene Yates får chancen i Giro d’Italia, i vores cykelpodcast. Ugens panel består af Rolf Sørensen, Chris Anker Sørensen og Rasmus Staghøj.