Tidligere Sky-rytter indrømmer brud på dopingregler

16x9
Josh Edmondson under Tour of California i 2014. Foto: EZRA SHAW / Scanpix Denmark

Den tidligere britiske cykelrytter Josh Edmondson indrømmer, at han har brudt UCI’s dopingregler, mens han var på Team Sky.

Josh Edmondson er langt fra nogen cykelstjerne.

Alligevel får den tidligere SKY-rytter nu meget opmærksomhed.

Det skyldes, at den 24-årige britiske cykelrytter torsdag indrømmede, at han har brudt UCI’s ”No Needle”-politik. En politik, der kort fortalt betyder, at ryttere ikke må benytte sig af nåle medmindre, at de har en medicinsk tilladelse. En såkaldt ”TUE.”

- Det gik op for mig, hvor ekstremt det var, mens jeg stak nålen ind og sørgede for, at der ikke var nogen bobler i væsken. Hvis der er luft i, så kan det give dig et hjertestop, som du kan dø af, fortæller Josh Edmondsson til BBC.

Holdkammerat opdagede ham

Den unge rytter havde selv været i Italien og købt vitaminerne, som han efterfølgende tog to-tre gange om ugen for at tabe sig.

Den farlige ting ved stoffet er, at du ikke ved, hvornår du rammer din grænse.

Josh Edmondsson

Edmondsson følte sig presset af både ham selv holdet, og udtagelsen til Vuelta a Espana i 2014, havde ikke fået presset til at føles mindre, siger han til BBC.

- For det første vil man selvfølgelig altid gerne have en kontraktforlængelse, og for mig spillede det faktisk i endnu højere grad ind, at jeg ikke ville skuffe nogen. Holdet havde givet mig en chance ved at skrive kontrakt med mig og lade mig køre en Grand Tour.

Under Polen Rundt i august blev han dog opdaget af en holdkammerat.

Holdkammeraten fandt Edmondssons sprøjter og vitaminer og valgte at tage billeder af dem og efterfølgende valgte at sende til Team Skys ledelse.

- Da jeg kom tilbage på værelset og så, at alle mine vitaminer, der havde været skjult, var på toppen af mine skuffer, vidste jeg, at jeg var blevet fanget, lyder det fra Josh Edmondsson, der kort efter episoden blev kontaktet af Team Skys læge, Dr. Steve Peters.

- Han sagde, at der havde været en episode, og jeg brød derefter sammen. Jeg græd. Jeg var i chok. Han sagde, nogen har sendt os nogle billeder af sprøjter og vitaminer, fortæller Josh Edmondsson.

Sky: Han benægtede alt

Til trods for fundet så undlod Team Sky at fortælle offentligheden om deres fund af potentielt dopingudstyr hos en af deres ryttere.

Ifølge Dr. Steve Peters undlod holdet at sige noget, fordi Josh Edmondsson benægtede at have brugt det.

- Josh sagde, at han aldrig havde brugt nåle før. Han var i en meget stresset situation. Han vidste, at hans rolle på holdet var i fare. Vi fik skaffet tingene af vejen, så der kun var én pakke, der var åben, lyder det fra Team Sky-lægen.

16x9
Josh Edmondson ses her i aktion under Tour of California ved siden af sin daværende kaptajn Bradley Wiggins. Foto: DOUG PENSINGER / Scanpix Denmark

Josh Edmondsson holdt sig dog ikke kun til indsprøjtninger af vitaminer.

Forlod ikke sit hus i to måneder

Ifølge den tidligere Sky-rytter benyttede han også det kontroversielle, smertestillende medicin Tramadol på sin tid på holdet. Et stof der før har været under stor kritik.

- Den farlige ting ved stoffet er, at du ikke ved, hvornår du rammer din grænse. Stoffet gør dig ikke fysisk stærkere. Du kan bare presse dig selv hårdere, beskriver Josh Edmondsson, der oplevede store depressioner på grund af sin indtagelse af den smertestillende medicin.

- Det var et alvorligt problem for mig mod slutningen af 2014-sæsonen. Jeg forlod ikke mit hus i to måneder. Det bliver ikke meget værre end det.

Tramadol er blevet beskyldt for at være årsag til styrt, fordi det får ryttere til at føle sig sløve, og der er derudover mistanke om, at det kan gøre folk afhængig.

Josh Edmondsson er ikke den første rytter, der fortæller, at han har brugt Tramadol. Den tidligere Sky-rytter Michael Barry fortalte i 2014, at han og andre af hans holdkammerater havde benyttet sig af det mellem 2010 og 2012.