Team Sky har lidt et troværdighedsstyrt fra tinderne

16x9
David Brailsford er en af de centrale personer i Team Sky's troværdighedsmæssige nedtur. Foto: FABRICE COFFRINI / Scanpix Denmark

KLUMME: Facaden krakelerer på Team Sky, og TV 2 SPORTs cykelekspert Brian Nygaard ser nærmere på holdet, der fortsat er i frit fald.

Siden sidste efterår har ledelsen af Team Sky været under konstant beskydning fra både medier og politisk side i Storbritannien. Historien har været en af de mest markante ovenpå en lang årrække, hvor holdet og det britiske cykelforbund har været indbegrebet af professionalisme og resultatorienteret elitesport. Nu viser der sig alvorlige ridser i lakken, og verdens rigeste cykelhold er gået fra at have domineret Tour til de France til at krybe i defensiven og står nu foran en offentlig overlevelseskamp, der bliver afgørende for dets fremtid.

Sagen, der har kastet lys på forskellige, konkrete sager, involverer både Bradley Wiggins, holdlægen og bossen David Brailsford. Hovedanken er, at de ikke har givet tilstrækkelig forklaring på transporten af forskellige lægemidler til Wiggens og en – ifølge flere eksperter – overdreven brug af recepter for midler, der kan virke præstationsfremmende. Banaliteter, siger nogen, men kritikerne har fået en luns og de ser ikke ud til at give slip lige foreløbig.

Når man har bygget en organisation og et sportsligt imperium op på nogle principper, der er så professionelle, så gennemkontrollerede om at være renere end ren, så bliver den mindste plet – hvor lille den end måtte være – til en katastrofe.

Da Sky entrerede på scenen for over syv år siden, markerede de en ny stil i professionel cykelsport. Andre storhold før dem havde bygget sig op på ideen om en strømlinet, hierarkisk organisation – hold som ONCE, Mapei og T-Mobile. Men briterne ville tage tingene et skridt videre. Ledelsen kom fra en suveræn og ekstremt vindende banesucces i VM- og OL-regi, og nu skulle den filosofi benhårdt overføres til landevejen. Efter et par års tilløb begyndte det at gå godt. Rigtig godt endda. Bradley Wiggins vandt Tour de France og OL-guld i London, og herefter tog Chris Froome over og satte sig tungt på tronen i Frankrig. Holdet iværksatte en meget specifik indkøbsstrategi, der kunne eksekvere Grand Tour-sejre på samlebånd, hvis alt gik efter den forkromede plan.

Team Sky blev aldrig populært i den bredere del af pressen, men gik specifikt efter en strategi, hvor de kunne kommunikere direkte med fans og tilskuere via sociale medier, og skulle der deles yderligere ud af adgangen, forgik det ofte via navnesponsorens egne tv kanaler. Eneste markante undtagelse var, da holdet inviterede manden, der bragte Lance Armstrong ned, David Walsh fra The Times, til at campere på holdets inderste linjer under Tour de France. Hans konklusion var klar: holdet var efter hans overbevisning rent, arbejdede langt mere professionelt end de andre, og så var Chris Froome i øvrigt en rigtigt flink mand. Mission accomplished i det store, komplicerede spil om troværdighed i professionel cykelsport. Måske mere for holdet end for Walsh, men det er en anden historie.

Højt at flyve...

Kontrol, kontrol, kontrol virkede som et tydeligt mantra på hovedkvarteret i Manchester, og den lidt overprofessionelle tilgang skabte mange kritikere på sidelinjen. Når man vinder, bliver man betvivlet. Når man vinder meget, bliver man underlagt en tonstung skepsis på grund af cykelsportens mange skeletter fra fortiden. De reaktioner imødekom holdet med en såkaldt zero tolerance-politik, der efter planen skulle udrense rytter- og stabslisten for folk, hvis troværdighed på nogen som helst måde skulle kunne beklikkes. Nogle gik selv, andre blev bedt om at gå i den proces, hvis formål var at understrege, at alt kørte efter et nyt renhedsprincip i sporten, og ingen skulle kunne anfægte holdets integritet på det moralske plan. Man havde gjort op med fortiden og varslede en ny tid for cykelsporten. Man gik forrest, hed det sig.

Nogle gnider sig i hænderne over, at holdet, der har trynet de andre sportsligt og økonomisk får en offentlig lussing efter at have proklameret sig som baner-førere for en ny stil.

Brian Nygaard

Man kan anlægge et perspektiv på hele historien om Skys strategi og for så vidt fint holde fast i, at de har gjort tingene og taget deres beslutninger med de bedste intentioner for øje, men når der så opstår den mindst revne, så går det galt. Helt galt.

Når man har bygget en organisation og et sportsligt imperium op på nogle principper, der er så professionelle, så gennemkontrollerede om at være renere end ren, så bliver den mindste plet – hvor lille den end måtte være – til en katastrofe. Og hvis man dertil lægger en håndtering, som i allerbedste fald kan kaldes klodset, så falder korthuset med et meget tydeligt klask sammen på de glatte gulve. Når man er kontrolfreak, og alting ramler, så ser det dumt ud. Og det har det gjort for Team Sky i den engelske offentlighed nu. De er nu i gang med en kamp for at redde, hvad reddes kan rent troværdighedsmæssigt, og de har lidt store nederlag til den kritiske presse, de før har kunnet afmontere med argumenter om procedurer, principper og filosofier. Nu er de i stedet blevet konfronteret med konkrete pinligheder om sjusk og selvmodsigelser, der ligger langt fra de selvproklamerede standarder for professionalisme.

Sagen er i fuld gang i det politiske system, og snart venter der en rapport fra de engelske anti-dopingmyndigheder, der kan blive altafgørende for holdets ledelse. Fra politisk side er de under et enormt pres, og selvom rytterne gør deres bedste – og faktisk gør det rigtigt godt – i kampen for at flytte fokus til resultaterne på landevejen, kan det vise at være for lidt. Hvis det bliver bevist, at der har været bevidst urent trav på holdet, tror jeg, ledelsen får svært ved at overleve. Om det også gælder hele holdet, vil udelukkende være et spørgsmål om, hvor meget investeringen kan holde til for James Murdoch, der skriver checken for million-foretagenet.

Jeg tror, at man internt i cykelsporten ser på to forskellige måder på Skys troværdighedsmæssige styrt fra tinderne: Nogle gnider sig i hænderne over, at holdet, der har trynet de andre sportsligt og økonomisk, får en offentlig lussing efter at have proklameret sig som bannerførere for en ny stil. Andre er bekymrede for sportens generelle troværdighed og evne til at tiltrække sponsorer, når det mest prestigiøse hold af dem alle bliver trukket gennem mudderet. Tiden vil vise, hvor sagen ender, men den er langtfra overstået, og det bliver en svær balancegang for holdet at holde det altafgørende fokus frem mod årets største opgaver, hvis der bliver rokket endnu mere ved det i forvejen slingrende stillads.