Breschel jagter usandsynlig drøm i Milano-Sanremo

16x9
Matti Breschel har en drøm om at køre med om sejren i Milano-Sanremo. Foto: Keld Navntoft / Scanpix

Matti Breschel skal afsted med en lille gruppe, hvis han skal gøre sig forhåbninger om sejr i Milano-Sanremo.

Seks danskere deltager, når klassikersæsonen lørdag skydes i gang med det 291 kilometer lange Milano-Sanremo.

På forhånd regnes Magnus Cort (Orica-Scott) som det bedste bud på en dansk topplacering, men Astanas Matti Breschel tillader sig også at drømme stort.

- Selvfølgelig nærer jeg inderst inde en drøm om at suse først over stregen på Via Roma, men samtidig erkender jeg blankt, at det ikke er særlig sandsynligt, at den går i opfyldelse, siger Breschel til Politiken.

Kort før mål skal feltet forcere stigningen Poggio, og netop denne kan blive Breschels mulighed.

- Skulle det lykkes, kræver det, at jeg slipper fri med en lille gruppe på Poggio, hvor jeg så kan slå til i spurten.

- Jeg vil da kæmpe af al min magt for, at det lader sig gøre, men jeg er jo ikke den eneste, der har en sådan plan. Og kommer vi et stort felt til mål, kan jeg umuligt hamle op med de allerhurtigste sprintere, siger 32-årige Breschel.

Som sin store favorit til at vinde løbet har han slovakken Peter Sagan, der er også er bookmakernes favorit.

Ud over Breschel er også Michael Valgren med for Astana. Desuden deltager Michael Mørkøv (Katusha), Lars Bak (Lotto-Soudal) og Søren Kragh Andersen (Sunweb).