Italiensk sprinter besejrede bjergene i Catalonien

Seks stigninger var ikke nok til at forhindre den italienske sprinter Davide Cimolai i at sejre på 1. etape i Catalonien Rundt.

Hvis man kiggede på ruteprofilen inden dagens etape i Catalonien Rundt, så lignede det ikke, at det skulle afgøres i en massespurt.

Hele seks stigninger ventede rytterne, hvor to af dem var kategori et-stigninger. Men i sidste ende var det ikke nok til at forhindre sprinterne i at kæmpe om sejren. 

Davide Cimolai (FDJ) var den stærkeste, da han henviste franske Nacer Bouhanni (Cofidis) og italienske Kristian Sbaragli (Demension Data) til de resterende podieplaceringer.

Der var ellers flere angrebsivrige ryttere, som forsøgte at forpurre sprinternes chance. Fire ryttere forsøgte i første omgang at komme afsted, men med 20 kilomter igen var der samling blandt rytterne. 

Formstærke Bouhanni fik i finalen et gevaldigt forspring til resten af feltet, men med perfekt timing fik Cimolai på de sidste meter indhentet og overhalet franskmanden.

Det er karrierens tredje sejr i et World Tour-løb for den 27-årige FDJ-rytter, der også triumferede en enkelt gang i sidste års udgave af det catalonske etapeløb.

To danskere er til start, nemlig de to Astana-ryttere Jakob Fuglsang og Jesper Hansen, som begge kom i mål med hovedfeltet uden at gøre sig specielt bemærket.

Det samme kan siges om de to superstjerner Chris Froome (Sky) og Alberto Contador (Trek), der i det catalonske etapeløb tørner sammen for første gang i denne sæson.

I morgen venter der endnu en spændende etape, da rytter skal klare en 41,3 kilometer lang kuperede holdtidskørsel. 

Du kan se 2. etape på TV 2 Play fra klokken 15.45.

Catalonien Rundt 2017

178 km bjergetape

Catalonien Rundt, 1. etape Foto: procyclingstats.com
20. marts: Etapen endte med en massespurt, hvor Davide Cimolai (FDJ) var den stærkeste, da han henviste franske Nacer Bouhanni (Cofidis) og italienske Kristian Sbaragli (Demension Data) til de resterende podieplaceringer.

41,3 km holdtidskørsel

Catalonien Rundt, 2. etape Foto: procyclingstats.com
21. marts: En lang, kuperet holdtidskørsel allerede på 2. etape kan skabe store forskelle i klassementet.

188,3 km bjergetape

Catalonien Rundt, 3. etape Foto: procyclingstats.com
22. marts: Tre afsluttende stigninger og en teknisk afslutning med flere sving på de afgørende sidste kilometer.

194,3 km kuperet

Catalonien Rundt, 4. etape Foto: procyclingstats.com
23. marts: Løbets længste etape med en svær afslutning, der byder på tre rundkørsler og flere skarpe sving i de sidste 3 km.

182 km bjergetape

Catalonien Rundt, 5. etape Foto: procyclingstats.com
24. marts: Favoritterne skal for alvor slås, når de rammer etapens afsluttende stigning, der over 8,4 km stiger med 9% i gennemsnit. Undervejs når den endda maksimum på 20%.

189,7 km bjergetape

Catalonien Rundt, 6. etape Foto: procyclingstats.com
25. marts: Løbets sidste bjergetape, hvor klassementet skal afgøres. Afslutningen lægger dog ikke op til et festfyrværkeri, men er nærmere oplagt for udbrydere. Har en af favoritterne tabt tid er her også muligheden for et comeback.

138,7 km med rundstrækning

Catalonien Rundt, 7. etape Foto: procyclingstats.com
26. marts: Løbets afsluttende etape slutter med en rundstrækning i Barcelona. Her er let kuperet terræn med anledning til angreb fra både favoritter og lykkeriddere.