Hembo udfordrer Riis med ny cykelsatsning: - En dyst for rigtige mænd

Claus Hembo er tilbage i cykelsporten. Christina Watches skal være sponsor for et cykelhold på kontinental-niveau, og de vil udfordre Bjarne Riis.

Efter lidt over to år væk fra landevejen vender Claus Hembo tilbage som sponsor for cykelholdet, der skal hedde Christina Jewelry-Kuma.

Det er kontinentalholdet Copenhagen Pro Cycling, der nu skifter navn. Holdets største navn er den tidligere World Tour-rytter Fredrik Ludvigsson, der er 22 år og fra Sverige.

- Vi synes, det er et super spændende hold. Fredrik Ludvigsson er en reel vinderkandidat til Post Danmark Rundt, og samtidig bliver den danske superliga i cykling mere spændende end meget længe med både vores tilbagekomst og Bjarne Riis’ tilbagekomst.

- Der er vi helt sikre på, at det bliver en sæson, som folk vil huske meget længe. Det bliver en dyst derude for rigtige mænd, og det glæder vi os til at være en del af, siger Claus Hembo til TV 2 SPORT.

Bjarne Riis vender tilbage som holdejer for Team Véloconcept, og han skal være forberedt på at kigge sig over skulderen, når Hembos cykeltropper kommer flyvende på landevejen.

- Bjarne kommer til at sætte overliggeren og en målestok, hvor vi andre skal kæmpe for at være med. Det gør det hele endnu mere spændende. Det er sjovere at se Real Madrid og Barcelona, end det er at se Nørre Snede mod Varde.

- Der er store cykelryttere, der er kommet hjem. Vi har store cykelryttere med på vores hold. Der bliver noget at se på i år, så det bliver rigtig godt, siger Hembo.

Hans sidste projekt lukkede ved udgangen af 2014, da Christina Watches-Kuma måtte opgive deres ambitiøse projekt efter fire et halvt år.

Her gik man ellers ind med hovedet højt, og Michael Rasmussen skulle være det helt store trækplaser, men manglende invitationer til Post Danmark Rundt satte det endegyldige punktum, sagde Claus Hembo dengang.

- Dengang vi på papiret var bedst, der kom vi til at ryste i bukserne over svagere hold, der i den grad formåede at drille os. Jeg tror, man skal være forsigtig med at kigge på styrken på papiret, for man kan få sig nogle ubehagelige overraskelser ude i den virkelige verden. Så det er klar, vi vil gøre vores bedste for at udfordre Bjarne og hans nye hold.

Hembo og Christina Watches skal være ny sponsor, men Claus Hembo bliver ikke holdejer. Dem er derimod fire af. Jesper Thiesen, svenskeren Martin Grosen, teammanager Christian Brandt samt Peter Konggaard, der per dags dato er ny mand i ejerkredsen.

Claus Hembo er kendt for ikke at spare på de store ord, og han har da også store forventninger til holdets svenske stjerner, ligesom svenskeren i øvrigt har til sig selv.

- Fredrik siger, han som minimum er den næstbedste svensker. Han siger, det er nu, han skal bevise, han skal tilbage på World Touren. Der er ingen tvivl om, Fredrik er på det her hold for at vinde Post Danmark Rundt, og det er en ambition, som vi deler. Vores hede drøm er selvfølelig en dag at vinde løbet, og hvem ved, måske bliver det i år.