Rolf vandt for 20 år siden: Det mest komplette cykelløb der findes

Bliv klædt grundigt på til årets Flandern Rundt i selskab med Rolf Sørensen, der kalder løbet for det mest komplette på cykelkalenderen.

Mens alle etapeløbsryttere drømmer om en dag at kunne indtage det øverste podietrin i Paris efter tre ugers hårde strabadser i Tour de France, så er det enhver klassikerrytters drøm, i særdeleshed de belgiske af slagsen, at køre sig til tops i Flandern Rundt.

Se Flandern Rundt på TV 2

Vi sender direkte fra årets Flandern Rundt på TV 2 søndag den 2. april.

  • 10.15 - Flandern Rundt, direkte
  • 12.20 - Flandern Rundt - studiet
  • 13.30 - Flandern Rundt, direkte

Og vi er nået til det tidspunkt på cykelåret, hvor kongen af stejle og flamske brosten skal krones i den prestigefyldte belgiske forårsklassiker Flandern Rundt, som sidste år blev vundet af verdensmesteren, Peter Sagan.

TV 2 SPORT klæder dig grundigt på til søndagens udmagrende brostenshelvede i selskab med cykelekspert og tidligere vinder af Flandern Rundt Rolf Sørensen.

Ruten

I år skal Flandern-feltet ud på 259,5 kilometer i udgave nummer 101 af løbet. Undervejs skal rytterne kæmpe sig over 18 små stigninger, som kaldes ’hellingen’. Selvom de såkaldte hellingen på papiret ikke ser særligt lange ud, så er mange af dem smalle, ufremkommelige og belagt med brosten. Og så byder de ikke mindst på vederstyggelige stigningsprocenter.

16x9
Ruteprofil, Flandern Rundt 2017. Foto: Tour of Flanders

- Det er et frygteligt sted at køre cykelløb. Så det er med blandede følelser hver gang, man går ind til det. Personligt har jeg altid glædet mig, men det er et meget, meget hårdt sted. Det er som et slag i en krig, som udspiller sig, og det kræver ofre på styrtsiden indimellem. Det er et frygtindgydende sted at køre cykelløb. Det er det, siger Rolf Sørensen.

- Flandern Rundt er i min verden, og det siger jeg ikke kun fordi, jeg har vundet det, det mest komplette cykelløb, der findes. Løbet besidder alle de facetter, som et svært cykelløb skal have. Flade veje, brostensstigninger, smalle veje med huller, vind, mudder og vilde temposkift. Flandern Rundt har det hele.

Løbets store stjerner

Sidste år stak Peter Sagan af med 13 kilometer til mål og kørte i suveræn stil solo over målstregen. Derfor er han manden, man skal besejre, hvis man skal gøre sig forhåbninger om at vinde årets Flandern Rundt, mener Rolf Sørensen.

- Sagan gjorde det på den helt hårde måde sidste år. Han er en helt unik og komplet rytter. Og han er måske bedre end nogensinde i år. Peter Sagan er uden tvivl den allerstørste favorit på søndag.

- De andre ved godt, at det er Sagan, de skal forbi.

16x9
Verdensmesteren Peter Sagan vinder udgave nummer 100 af Flandern Rundt i 2016. Foto: YORICK JANSENS / Scanpix Denmark

Førsteudfordreren til den slovakiske verdensmester er formentlig OL-guldvinderen Greg Van Avermaet, der sidste år måtte udgå med et brækket kraveben efter et styrt. Den stærke belgier har proklameret at Flandern Rundt er 2017-sæsonens altoverskyggende mål, og han har allerede fra sæsonens begyndelse vist, at han kan slå Peter Sagan. I det belgiske åbningsløb Omloop Het Nieuwsblad udsprintede Van Avermaet verdensmesteren i en ren spurt på stregen, mens han også vandt weekendens Gent-Wevelgem.

Øvrige stjerner at holde øje med:

  • Sep Vanmarcke
  • Alexander Kristoff
  • Tom Boonen
  • Philippe Gilbert
  • Zdenek Stybar
  • John Degenkolb
  • Jasper Stuyven

Løbets danskere

2017-udgaven af Flandern Rundt har intet mindre end fem danskere til start. Det er Michael Mørkøv (Katusha), Magnus Cort (Orica), Matti Breschel og Michael Valgren (Astana) og Søren Kragh Andersen (Team Sunweb).

- Der er ingen tvivl om, at Michael Mørkøv skal passe på Alexander Kristoff, som er en del af favoritfeltet. Og det er han rigtig dygtig til.

- Jeg forventer mig også rigtig meget af Magnus Cort. Han er god til at skubbe og bruge albuerne på de rigtige tidspunkter. Det samme er Valgren, der har Matti Breschel ved sin side. Så jeg forventer, at de sidder med i rigtig lang tid ude på ruten.

- Hvis alt flasker sig og ruller i olie, så tror jeg ikke, det er urealistisk, at vi kan få to danskere i top 10. Her er Michael Valgren og Magnus Cort gode bud. I forhold til sejren tror jeg, der skal mere end held til, og der er desværre ikke meget held i sådan et løb, siger Rolf Sørensen.

Fire brostensstigninger at holde øje med

Rytterne skal som nævnt forcere intet mindre end 18 hellingen. Nogle af dem flere gange. Her er fire brostenshældninger, du skal holde særligt godt øje med, når søndagens udgave af Flandern Rundt ruller.

Oude-Kwaremont – Skal forceres tre gange. Første gang efter 115 kilometer og dernæst efter 205 og 243 kilometer. Oude-Kwaremont er 2200 meter lang og stiger 4 procent i snit og 11 procent, når det er stejlest.

Koppenberg – Efter 215 kilomter i sadlen rammer rytterne Koppenberg, som er 600 meter lang og stiger 11,6 procent i snit. Med sine 22 procent på de værste steder er Koppenberg løbets stejleste stigning. Danske Jesper Skibby blev i øvrigt kørt ned af løbskommisærens bil på netop Koppenberg i 1987, mens han som forreste mand var ved at slide sig til toppen. Heldigvis slap han fra uheldet uden skader.

16x9
Flandern-feltet i færd med at bestige Koppenberg i 2012. Foto: SEBASTIEN PIRLET / Scanpix Denmark

Muur van Geraardsbergen – Efter seks års fravær får legendariske Muur van Gerrardsbergen comeback til ruten i år. Rytterne skal prøve kræfter med Geraardsbergen efter 165 kilomter, og den 1075 meter lange mur har en gennemsnitlig stigningsprocent på 9,2 procent, mens den hælder med op imod 20 procent, hvor den er stejlest.

Paterberg – Skal bestiges to gange. Når rytterne forcerer Paterberg for sidste gang er alle 18 hellingen besejret. Paterberg er en lille eksplosiv stigning på 360 meter. Den stiger 12,9 procent i snit og når sit maksimum ved 20,3 procent.

16x9
Alle 18 stigninger i årets Flandern Rundt. Foto: Tour of Flanders

Seneste 10 års vindere

  • 2016 – Peter Sagan (Slovakiet)
  • 2015 – Alexander Kristoff (Norge)
  • 2014 – Fabian Cancellara (Schweiz)
  • 2013 – Fabian Cancellara (Schweiz)
  • 2012 – Tom Boonen (Belgien)
  • 2011 – Nick Nuyens (Belgien)
  • 2010 – Fabian Cancellara (Schweiz)
  • 2009 – Stijn Devolder (Belgien)
  • 2008 – Stijn Devolder (Belgien)
  • 2007 – Alessandro Ballan (Italien)

Mest vindende ryttere i historien

Det er aldrig lykkedes nogen at erobre titlen som vinder af Flandern Rundt mere end tre gange. Til gengæld er der hele seks ryttere, der igennem historien har leveret den imponerende bedrift. Fire af dem er belgiere.

16x9
Fabian Cancellara og Tom Boonen under Flandern Rundt i 2010. Foto: Scanpix
  • Fabian Cancellara (Schweiz) – 2010, 2013 og 2014
  • Tom Boonen (Belgien) – 2005, 2006 og 2012
  • Johan Museeuw (Belgien) 1993, 1995 og 1998
  • Eric Leman (Belgien) 1970, 1972 og 1973
  • Fiorenzo Magni (Italien) – 1949, 1950 og 1951
  • Achiel Buysse (Belgien) – 1940, 1941 og 1943

Danmark på podiet

I år er det præcis 20 år siden, Rolf Sørensen var hurtigst af alle i den hårde belgiske klassiker. Sørensen er samtidig den første og eneste dansker i historien, der kan kalde sig vinder af Flandern Rundt, efter han snød italieneren Franco Ballerini og franskmanden Frederic Moncassin på den sidste kilometer i 1997.

- Både Franco Ballerini, som var min træningsmakker, og jeg vidste, at vi ville blive slået af Frederic Moncassin på målstregen, hvis vi kom hjem med ham. Så Ballerini og jeg indgik en alliance, fordi vi vidste, at det var den eneste måde, vi kunne slå Moncassin på.

- Jeg ventede og lod Ballerini køre væk først. Moncassin formåede at lukke hullet med halvanden kilometer til mål. Jeg lod dem ligge 20-30 meter foran mig, fordi jeg vidste, at den ville gå en lille smule i stå, da Ballerini blev hentet igen. Selvom jeg hang lidt efter dem, vidste jeg, at jeg ville kunne komme med høj fart bagfra, da de gik i stå. På den måde kunne jeg være sikker på at slå hullet.

- Da jeg kørte forbi, slog jeg også hullet med det samme, og da det lykkedes for mig vidste jeg godt, at de ikke ville hente mig igen på flad vej, siger Rolf Sørensen om momentet, hvor han sikrede sig sejren for 20 år siden.

Hør Rolf Sørensens anekdoter fra Flandern Rundt-triumfen i 1997 i vores optaktspodcast til den store forårsklassiker.