Riis hylder Rolf 20 år efter unik triumf: - Folk ved ikke, hvor stort det er

Bjarne Riis er stolt over, at en dansker har formået at vinde en stor belgisk klassiker som Flandern Rundt.

I år er det 20 år siden, Danmarks mest vindende cykelrytter, Rolf Sørensen, kunne føje en af de helt ekstraordinære skalpe til samlingen af sejre.

Sørensen var i 1997 den første og eneste dansker, der nogensinde har præsteret at vinde den prestigefyldte belgiske forårsklassiker Flandern Rundt.

Rolf Sørensens største resultater

  • Vinder af Liege-Bastogne-Liege i 1993.
  • Vinder af Flandern Rundt i 1997.
  • Vinder af to etaper i Tour de France i 1994 og 1996.
  • Vinder sølv ved OL i Atlanta i 1996.
  • Kørte fire dage i den gule førertrøje i Tour de France 1991. Måtte forlade løbet på grund af et brækket kraveben efter et styrt.
  • Doping: I 2013 indrømmede Rolf Sørensen, at han periodevis havde benyttet sig af EPO og i tilfælde også kortison igennem sin aktive karriere.

En triumf, der kan betegnes som en af de allerstørste i dansk cykelsports historie, hvis man spørger Bjarne Riis, der op igennem 1990'erne var en af Rolf Sørensens helt store rivaler og konkurrenter.

- Det er vildt, vi har en dansker, der har vundet Flandern Rundt. Det er et af de største løb, du overhovedet kan vinde.

- Hvis du spørger en hvilken som helst cykelrytter fra Belgien, om han helst vil være verdensmester, eller om han helst vil vinde Flandern Rundt, så er svaret Flandern Rundt.

 - Flandern Rundt er Tour de France for klassikerspecialisterne. Der er så meget prestige i at vinde det. Flandern Rundt er enormt, og jeg tror der er mange danskere, som overhovedet ikke er klar over, hvor stort et løb, det egentlig er.

- Så jeg er stolt over, at en dansker har leveret sådan en præstation. Og det synes jeg, vi alle sammen skal være. Det har altid været et rigtig svært løb at vinde, så vi skal bare fejre, at der er en dansker, som har været i stand til at vinde det, siger Bjarne Riis. 

Rolf Sørensen husker tydeligt, hvilke taktiske manøvrer han gjorde brug af tilbage i 1997 for at snyde italieneren Franco Ballerini og Franskmanden Frederic Moncassin på den sidste kilometer i den tilspidsede finale, som kan genopleves i videoklippet øverst i artiklen.

- Både Franco Ballerini, som var min træningsmakker, og jeg vidste, at vi ville blive slået af Frederic Moncassin på målstregen, hvis vi kom hjem med ham. Så Ballerini og jeg indgik en alliance, fordi vi vidste, at det var den eneste måde, vi kunne slå Moncassin på.

- Jeg ventede og lod Ballerini køre væk først. Moncassin formåede at lukke hullet med halvanden kilometer til mål. Jeg lod dem ligge 20-30 meter foran mig, fordi jeg vidste, at den ville gå en lille smule i stå, da Ballerini blev hentet igen. Selvom jeg hang lidt efter dem, vidste jeg, at jeg ville kunne komme med høj fart bagfra, da de gik i stå. På den måde kunne jeg være sikker på at slå hullet.

- Da jeg kørte forbi, slog jeg også hullet med det samme, og da det lykkedes for mig vidste jeg godt, at de ikke ville hente mig igen på flad vej, siger Rolf Sørensen om momentet, hvor han sikrede sig sejren for 20 år siden.

Hør Rolf Sørensen fortælle anekdoter fra Flandern Rundt-triumfen i denne uges cykelpodcast.