Italienerne med trylle-kranken måtte have fået dollartegn i øjnene

16x9
Stuart O'Grady vandt blandt andet Paris-Roubaix. Foto: POOL / Scanpix Denmark

Stuart O'Gradys Paris-Roubaix-sejr i 2007 blev takket være et par italienere noget ganske særligt og mindeværdigt for Brian Nygaard.

Der er sagt og skrevet meget om verdens mest vanvittige endagsløb, Paris-Roubaix. Dette års udgave er ingen undtagelse. Favoritter, hold, brostenssektioner, vind og vejr. Alt bliver traditionen tro vendt og drejet. Men på en måde kan alle forudsigelser blive gjort til skamme, for intet løb i kalenderen er i stand til at trodse krystalkuglernes spejlblanke overflade så voldsomt som Helvedet i Nord. Heldigvis.

Jeg har været med til 15 udgaver af Paris-Roubaix og tre af gangene på et hold, der har vundet. Hver udgave er et anderledes eventyr, og det bliver aldrig rutine for nogen på et cykelhold at vågne op den søndag morgen, løbet bliver kørt.

Kiggede man ud af vinduet fra de kiksede nordfranske hoteller, kunne man se holdets tætpakkede parkeringspladser, hvor mekanikerne gjorde de sidste ting klar, men med en helt anden intensitet end vanligt. Alt bliver i forvejen gennemgået minutiøst af de utrættelige specialister, men den her søndag er de ellers rolige gemytter altid ekstra pertentlige. Der bliver joket lidt mindre, men på en god måde.

Der er altid mere staff og flere venners venner med til Roubaix. Folk, der kan stå med flasker, hjul eller sågar en reservecykel på nøje udvalgte steder. Og det er ikke noget, man sætter hvem som helst til. De skal vide, hvor de skal stå, og kommunikere lynhurtigt, hvis de ser noget, der kan være relevant for sportsdirektøren. En forkert besked kan sætte alle mulige ting i gang. Og så skal folk ellers se at komme fra punkt til punkt i en helvedes fart, så snart rytterne fra holdet alle er kommet forbi.

Italienerne med trylle-kranken måtte have fået dollartegn i øjnene, da de stod på en bar ude på ruten og så det ske

Der er primært brug for de ekstra hænder, så alle tilfældigheder kan udraderes så vidt muligt, og det kan man gøre ved at have dem stående de steder, hvor det er svært for følgebilen at komme op til feltet. I praksis vil det faktisk sige store dele af anden halvdel af løbet, hvor pavé-sektionerne ligger tæt, og der til tider kan være meget lidt reel kontakt mellem feltet og bilerne.

På flere af pavéerne bliver bilerne ledt udenom de mest ødelagte stykker vej, og rytterne ser dem først senere igen. Det kan være frustrerende og ekstremt stressende at være sportsdirektør den dag. Forestil dig at høre i løbsradioen, at din kaptajn i storform står med en ødelagt cykel i vejkanten – velvidende, at der vil gå adskillige minutter, inden du kommer derop. Alt kan lige pludselig blive smadret, hvis den slags sker på det helt forkerte tidspunkt. Specielt hvis der ikke er nogen holdkammerater til at hjælpe. Hvis man bruger for mange unødige kræfter i en klassiker, vinder man sjældent.

Ryttere uden radiokontakt

I tørvejr kan man se rytterne køre løbet i en støvsky i Paris-Roubaix.
I tørvejr kan man se rytterne køre løbet i en støvsky i Paris-Roubaix. Foto: ERIC FEFERBERG / Scanpix Denmark

Det er hele tiden et kæmpe puslespil af informationer, de ansatte på et hold skal stykke sammen til Paris-Roubaix. Sportsdirektørerne skal holde hovedet koldt og prioritere ekstremt præcist. Og der er altid to sportsdirektører i bilen den dag. Man kan ikke køre bil og holde styr på det hele samtidig. Og der er stort set aldrig gæster med på bagsædet, for mekanikeren skal have plads til de mange reservehjul og ikke kravle ind over sponsorer eller andre for at få fat i det, han skal bruge. For den dag får han med garanti travlt.

I mange af de andre store løb er der langt færre ting at holde styr på. Hvis en rytter bliver sat for alvor, er det som regel bare et spørgsmål om at komme hjem inden for tidsgrænsen eller bare helt at stå af. Sådan er det slet ikke i Paris-Roubaix. Rytterne kan ligge spredt ud over mange grupper, være langt bagud, måske helt ude af radiokontakt, men stadigvæk være en del af løbet og have en vinderchance senere.

Uheld og punkteringer sker hele tiden - også oppe foran. Man kan måske komme tilbage eller i det mindste give et hjul, hvis en holdkammerat har et defekt og pludselig ikke kan komme videre. Det kan totalt vende en situationen og er ofte grund nok til, at alle bare kører videre, selvom de er sat. Udover at Paris-Roubaix selvfølgelig er et af de få løb, mange forsøger at gennemføre uanset hvad. Enten for at få erfaring eller bare for at kunne sige, at det har gjort det.

Alle de her paniksituationer – store og små -  er en fuldstændig integreret del af dagen. Det forbereder man sig på, og aftenen inden bliver der holdt to taktikmøder i bussen. Et for rytterne og et for staff, hvor der bliver delt kort ud med håndskrevne noter om præcis, hvor man skal stå, hvad man skal have med, og hvad der skal kommunikeres. Man opretter måske en ekstra sms-gruppe, der kun bliver brugt til vigtige informationer mellem de forskellige steder på ruten. Man gør, hvad man kan for være så forberedt som muligt, før kaos uvægerligt træder i kraft den næste morgen, når løbet går i gang, og feltet lidt senere brager henover de første brosten.

De italienske friktionseksperter

Et af årene, faktisk et, hvor holdet, jeg arbejdede for, vandt løbet, skete der noget, der totalt brød de sædvanlige rutiner.

I dagene før var der lige pludselig to nye ansigter, der gik rundt ved holdets lastbil og kiggede på cyklerne. De var ikke blevet introduceret, og mekanikerne var tydeligt irriterede. De var sågar henne og pille ved en af cyklerne, indtil chefmekanikeren fik dem skræmt væk, så de kunne forstå det. Senere blev de introduceret som italienske friktionseksperter, der skulle fin-tune cyklerne aftenen inden Paris-Roubaix. Og det skulle de oven i købet gøre på deres eget hotelværelse, da det var en hemmelig behandling.

De skulle også give udvalgte stel en såkaldt ”ion-behandling” med en speciel klud. Mekanikerne var rasende, men chefen havde sagt, at det var sådan, det skulle være, og de måtte aflevere cyklerne til deres store frustration. Det var ellers helt uhørt at andre, udenforstående skulle røre ved cyklerne, men sådan blev det.

Morgenen efter blev de bragt tilbage, og de to italienere stod stolt ved startområdet i Compiegne og viste Gud, presse og hver mand, hvor nemt man kunne køre pedalarmene rundt, nærmest helt friktionsløst. Den ene af dem holdt cyklen lidt svævende, og den anden sad på hug og hamrede pedalarmen i voldsomt sving. Igen og igen. Nogle ville måske indvende, at hvis det havde været et ”secret weapon”, gjorde de ikke deres til at bevare den hemmelighed, men de var trods alt italienere og meget stolte over, hvad de kunne, hvad det så end var.

De hoppede og jublede og hylede små skrig af lykke hele vejen hen til lastbilen, hvor mekanikerne stod og drak øl med rytterne

Vejrudsigten havde de ikke været så gode til, for det endte med at blive det varmeste Paris-Roubaix i mands minde, og alt; cykler, biler, tilskuere og tv-kameraer var efter de første brostenssektioner dækket til af støv. Og uanset hvad der havde været på den hemmelige klud, var det for længst blevet dækket til af nordfransk sand og møg.

I et spektakulært comeback efter styrt og punkteringer endte Stuart O’Grady faktisk med at vinde det år. En kæmpe præstation. Og Italienerne med trylle-kranken måtte have fået dollartegn i øjnene, da de stod på en bar ude på ruten og så det ske. Den rutinerede australier havde været i udbrud, men var blevet sat langt tilbage af en punktering i den frygtede Arenberg-skov. Løbets første store pavésektion. Han styrtede tilmed, men fik sig kæmpet helt frem til den forreste del af løbet. Her sad forhåndsfavoritten Cancellara og havde slet ikke dagen. Han led under varmen, og da O’Grady endelig kom op på siden af ham, nåede han knap nok at sige, at han ikke havde benene, før værelseskammeraten rykkede for anden gang i løbet og kørte væk. Og vandt.

Afgørende punktering

Stuart O'Grady på vej mod sejren i Paris-Roubaix i 2007.
Stuart O'Grady på vej mod sejren i Paris-Roubaix i 2007. Foto: PASCAL ROSSIGNOL / Scanpix Denmark

Alt eksploderer lidt på en måde for et hold, når man vinder en klassiker og specielt i Roubaix. Måske fordi alle føler, at de er en del af det, der er sket på dagen, eller måske fordi det bare er så kæmpe stort at vinde det vildeste løb af dem alle. Sådan var det også, da O’Grady vandt den dag. Der havde været et kæmpe pres på Cancellara som favorit, og forløsningen var kommet på den flotteste måde, da holdkammeraten bragede igennem støvskyerne og kom alene ind på cykelbanen.

De to italienere kom stormende et godt stykke senere, men man kunne se dem på lang afstand. De hoppede og jublede og hylede små skrig af lykke hele vejen hen til lastbilen, hvor mekanikerne stod og drak øl med rytterne. En mindre fest var lige startet. Ham, der lidt lignede chefen af de to krankspecialister, hævede armen til en kæmpe high-five adskillige meter, før han stod foran mekanikeren, der ugen inden havde smidt ham væk fra lastbilen. Men der blev intet klask i den high-five, og i stedet slog italienerens hånd et ordentligt hul i luften, da mekanikeren sekundet inden flyttede sin og trak langfingeren frem i stedet for. Han sagde ikke de to ord, den slags fingertegn som regel bliver lanceret med, men kiggede bare smilende på sin pseudo-kollega og sagde tørt: ”Spare-bike”. Reservecykel.

O’Grady var punkteret, styrtet og kommet tilbage på sin reservecykel, der hverken var blevet gnubbet med klude eller skilt ad natten før på et hotelværelse. Han var bare heldig at have været sat så langt tilbage, at en af de andre holdbiller kunne give ham en anden, da han mest havde brug for det.