De berømte bade i Roubaix

16x9
Lars Michaelsen tog bad i de berømte bade ved velodromen i 1998. Foto: NILS MEILVANG / Scanpix Danmark

Søndag skal der føjes et nyt kapitel til historiebøgerne i Paris-Roubaix - og en heldig vinder skal have sit navn op at hænge på en messingplade i vel

I år har Jørgens Leths film ”En forårsdag i helvede” 40 års jubilæum. Filmen om Paris-Roubaix, som har fået folk over hele verden til at blive cykelfans. Og endda filmen, der har været med til at motivere cykelryttere til at blive professionelle.

Betragtere af cykelsporten i udlandet betegner "A Sunday in Hell", som den hedder uden for Danmark, som den bedste cykelfilm nogensinde. Intet mindre.

Jeg talte med Matti Breschel fredag morgen, inden han og Astana-holdet skulle ud og prøvekøre brostene. Han fortalte mig, at han hvert år ser ”En forårsdag i helvede” lige før Paris-Roubaix. Torsdag aften havde han sat filmen på computeren, og da den var slut, kunne han ikke falde i søvn. Hans puls var for høj.

Brostene, støvet, styrtene, den helt åbenlyse smerte, som for én rytter betaler sig i sidste ende. Det er både brutalt og smukt

Rasmus Staghøj

Paris-Roubaix har historie, det har fortællinger, og det er fyldt med ære og følelser. Hvert år bliver der føjet et nyt kapitel til historien, som der kan tales om i de næste mange år.

Jeg har aldrig været til Paris-Roubaix før i år. Men jeg har set ”En forårsdag i helvede”, og jeg har set løbene i fjernsynet. Jeg har længe været betaget af hårdheden og omgivelserne ved det mytiske løb. Brostene, støvet, styrtene, den helt åbenlyse smerte, som for én rytter betaler sig i sidste ende. Det er både brutalt og smukt. 

16x9
Styrt i Paris-Roubaix 2005. Foto: CHARLES PLATIAU / Scanpix Danmark

Jeg har specielt været optaget af ét specifikt sted ved Paris-Roubaix. De berømte bade ved velodromen i Roubaix. Min tidligere kollega på BT, fotograf Nils Meilvang, har fulgt løbet flere gange, og jeg har kigget på hans billeder fra badene. Af Rolf Sørensen klædt i mudder. Af Lars Michaelsen, som har ladet sig fotografere helt nøgen efter løbet. Tiden var en anden dengang i 90erne. 

Jeg har betragtet billederne af stjernerne, der vasker mudder og blod af sig i det gamle fællesbad. Fortidens stjerner har alle sammen stået der i de primitive omgivelser. De har inspiceret skaderne på kroppen og vasket sig rene igen. Det indrammer historien om Paris-Roubaix for mig. 

Derfor var badene også det første, jeg ville se, da jeg fredag besøgte velodromen i mine forberedelser til søndagens løb.

A post shared by Rasmus Staghøj (@rstaghoj) on

Badene er i dag blevet en turistattraktion. Cykelfans fra hele verden vil ind i badene og mærke historiens vingesus. Det samme ville jeg. Rundt omkring hænger messingskiltene, der fortæller, hvem der har vundet løbet og hvornår. Eddy Merckx, Jan Raas, Johan Museeuw, Tom Boonen og sidste års overraskende vinder Matthew Hayman. De markerer alle sammen et kapitel i Paris-Roubaixs lange historie. Man kan selv vælge sit yndlingskapitel. 

Cykelsporten har ændret sig med tiden, og i dag går de fleste ryttere i bad i holdbussen. Jeg har ladet mig fortælle, at badene stadig bliver brugt af enkelte, men det er vist mest for nostalgiens skyld. Jeg kunne i hvert fald konstatere, at der stadig løber vand fra træk og slip-bruseren.

Sikkert er det, at vinderen får sit eget messingskilt op at hænge. På Boonens skilt er der snart ikke plads til flere årstal.

Tre danske debutanter 

Jeg kan ikke til fulde sætte mig ind i, hvordan det er at køre Paris-Roubaix. Jeg er ikke cykelrytter. Men jeg kan prøve at forstå det. Jeg har set det i fjernsynet, og nu har jeg oplevet velodromen, badene, Arenberg-skoven og Carrefour de l'Arbre. Jeg forstår det lidt bedre nu, og jeg er kun blevet mere betaget og nysgerrig.

Og jeg begynder at forstå, hvorfor Mads Pedersen, som er debutant i morgen, kalder Paris-Roubaix for sit yndlingsløb, selvom han aldrig har kørt det. Han prioriterer det over Tour de France. Han vandt junior-udgaven i 2013, og hans største drøm er at stå med den store brosten over hovedet og kalde sig vinder af Paris-Roubaix. Han kender betydningen af løbet, og han vil være en del af det. Det år Mads Pedersen blev født, vandt Franco Ballerini løbet. Året efter vandt Johan Museeuw den første af tre sejre. Det er nærmest helt friske sejre i forhold til Paris-Roubaixs historie. 

Pedersen er ikke den eneste danske debutant i morgen. Også Asbjørn Kragh Andersen og junior-vinder i 2012, Mads Würtz Schmidt, kører elite-løbet for første gang. I alt otte danskere er med i dette års udgave. Jeg håber for dem, at de alle sammen når velodromen, og at de har overskud til at nyde det. Tiden er som nævnt en anden i dag, men hvis de er nostalgikere, så tager de bad i de gamle bade ved siden af velodromen. Jeg havde gjort det.