- Der sad vi otte proffer og spiste is på en småsnusket tankstation

16x9
Chris Anker Sørensen. Foto: Asger Ladefoged / Scanpix Denmark

KLUMME: Chris Anker Sørensen mindes Ardenner-klassikerne, der starter på søndag.

Se Ardennerklassikeren Amstel Gold Race klokken 14:30 på TV 2 SPORT.

På søndag bliver brostenene skiftet ud med bakker.

Amstel Gold Race er den første af de tre Ardenner-klassikere. Ruten er en forvirrende omgang, hvor du kører det samme sted flere gange og kommer der fra flere forskellige retninger. Selvom du kører 250 kilometer, er du aldrig længere væk end 25 kilometer fra Maastricht.

Første gang, jeg kørte løbet, fik jeg et kulturchok. Jeg kom til det fra fra Katalonien og Baskerlandet Rundt, hvor man for det meste kører på store, fine veje og ikke passerer så mange byer. I Amstel kører man meget af tiden på veje, som ville få danske cykelstier til at minde om motorveje. Jeg ved ikke, hvor mange påkørsler af heller og andre trafikreguleringsanlæg, der var undervejs, men de var i hvert fald talrige.

Jeg ved egentlig ikke hvorfor, men det er bare lidt et lorteløb - ja, nu er det sagt

Med årene er det dog et løb, jeg er kommet til at elske. Især fordi jeg har kørt det utroligt mange gange med Karsten Kroon, som bor lige uden for Maastricht. Han sørgede for, vi ikke for vild på træningen op til løbet.

Jeg husker et år, hvor vi komme kørende langs en lille flod og så Katusha stå opgivende på den anden side. De havde krydset rundt på småveje i timevis for at komme over på den rigtige side. Til deres undskyldning skal det siges, at broen, de ledte efter, var blevet revet ned måneden forinden. Han kendte hver en krog på ruten og vidste, hvor man lige kunne tage den indenom i en buslomme og hvilke sving, man ikke skulle bremse i. Det er nemlig ikke altid sådan, at en genvej viser sig at være det bedste valg.

Engang kom Johannes Fröhlinger susende inde i den lille betonrende, der var i siden af vejen. Uheldigvis for ham gik den pludselig skarpt ned ad til højre - væk fra vejen. Så i stedet for en plads forrest i feltet blev det til en tur i en smattet mudderpøl 3-4 meter væk fra vejen.

Amstel er et løb, hvor positionskampen er intens. De små, skarpe stigninger og smalle veje betyder, at det er alfa og omega at sidde rigtig. Man sparer så mange kræfter i tiende position i forhold til at sidde som nummer 100. Derfor er feltet til Amstel ofte en blandning af feltet fra brostensklassikerne og feltet til Liège-Bastogne-Liège.

De første prøver at presse det sidste ud af citronen inden årets første lille pause. Selvom det ofte kan være svært med motivationen efter at have tilbragt en måned i Belgien med at køre diverse brostensløb.

De sidste, altså det lettere artilleri, kommer sultne efter at have fulgt med i brostensklassikerne fra sidelinjen. Derfor er favoritfeltet ofte lidt bredere end til de andre Ardenner-løb.

I midtugen efter Amstel bliver Flèche Wallonne kørt. Efter afbrækket til først Nordfrankrig og så den sydlige del af Holland er feltet nu tilbage i cykelsportens Mekka, Belgien. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, men det er bare lidt et lorteløb - ja, nu er det sagt. Ruten er fed. Tilskuerne ligeså. Og afslutningen spektakulær op af den modbydelige Mur de Huy. Ofte er benene ikke for gode, da de 250 kilometer fra søndagens Amstel stadig sidder i benene.

Jens Voigt følte: Hvorfor ikke? Han var trods alt fra den gamle østtyske skole. Hvis lidt smerte er godt, så er meget smerte bedre

Mange hold har to, tre nye mænd med, da Flèche har lidt for mange lange stigninger til brostendrengens smag. Tror ikke, det er de nye folks skyld, men der er ufatteligt mange styrt.

Det var også i dette område, Tour-etapen i 2015 blev neutraliseret, fordi løbet var løbet tør for ambulancer. Den har dog stadigvæk en speciel plads i mit hjerte. Det var det første Ardenner-løb, jeg kørte helt tilbage som førsteårs-pro.

Jeg blev kaldt ind til løbet som reserve, da der var en anden rytter, der var blevet syg. Blev faktisk ringet op på en træningstur og fik så besked på at få snuden hjem og hoppe ind i bilen og køre fra Luxembourg til Belgien. Ja, Flèche er det løb, jeg har kørt flest gange, har kørt løbet ni gange og faktisk lykkedes med at blive nummer 33 tre eller fire gange.

Chris Anker Sørensen efter Flèche Wallonne i 2013.
Chris Anker Sørensen efter Flèche Wallonne i 2013. Foto: Scanpix

Om fredagen, altså to dage efter Flèche og to dage inden Liège, kører alle holdene reconnaissance af de sidste 100 kilometer af Liège. Der er der mange motionister, der benytter lejligheden og prøver at sætte sig på hjul på deres idoler. Derfor kan vi til tider have en hel hale af motionister hængende efter os, da vi jo som regel tager den halvroligt, løbet er jo kun to dage væk.

Et år blev der dog givet bundgas, nemlig 2007. Her var jeg med på turen, selvom jeg som udgangspunkt ikke skulle køre Liège. Bobby Julich havde ikke kørt så godt indtil videre det år, så han rykkede i højre og venstre for at vise Bjarne, at han ikke skulle erstattes.

Schleck-brødrene tænkte: Skal der være gilde så lad der være gilde.

Og dermed følte Jens Voigt: Hvorfor ikke? Han var trods alt fra den gamle østtyske skole, hvis lidt smerte er godt, så er meget smerte bedre.

Så turen blev et festfyrværkeri af angreb, hvor jeg dog heller ikke holdt mig tilbage.

Stemningen var tæt på mytteri. For at vende stemningen trak Bradley på sin erfaring som far og gav hele holdet Magnum-is

Vi blæste forbi det ene hold efter det andet, mens Kolobnev og Kroon demonstrativt hang i bilerne på stigningerne, da de jo fornuftigt nok gemte krudtet til søndagens løb. Udgangen af det hele blev, at jeg fik en god gang træning, men dog blev vraget til Liège.

Efterfølgende fik jeg dog lov til at køre det mange gang. Blandt andet i 2011 hvor vi kørte en anelse mere kontrolleret på de hundrede kilometer træning. Dermed ikke sagt at det er let, man skal træde for at komme op over de mange stigninger. Så vi var selvfølgelig sultne, da vi kom til toppen af côte d'Ans. Vi kørte ind på den aftalte Esso-station og ventede på servicebilen med Bradley, som var blevet sendt ind igennem Lièges myldretrafik. Han kom dog forholdsvis hurtigt. Men vores minibus med Geert van Dieppen ved roret udeblev, og han var endog kørt i forvejen.

Bradley ringede til ham.

"Hey Geert. Hvor er du"?

"Jeg står på tanken som aftalt".

Efter en længere diskussion frem og tilbage måtte Geert indse, at han stod det forkerte sted. Han stod ved cykelbanen, hvor man i Rolf Sørensens tid sluttede. Stemningen var tæt på mytteri. For at vende stemningen trak Bradley på sin erfaring som far og gav hele holdet Magnum-is. Så der sad vi otte proffer, én af dem var faktisk vinderen af det års netop kørte Flandern Rundt, Nick Nuyens, og spiste is på en småsnusket tankstation.

Jeg ved ikke, om det var isen, der gjorde det. Jørgen Leth vil sikkert mene det, men jeg blev sekser i løbet. Et resultat, jeg er vildt stolt af. En top-20 i Liège er svær, men en top-10 er rigtig rigtig svær. Har sagt det før og vil gerne gentage det: Liège er for mig den flotteste af klassikerne. Det er også det ældste løb i verden. Stemningen omkring det er helt speciel.

Chris Anker Sørensen under Liège-Bastogne-Liège i 2013
Chris Anker Sørensen under Liège-Bastogne-Liège i 2013 Foto: Scanpix

Jeg tror også, det er en af de eneste løbsruter, jeg ville kunne recitere, hvis man vækkede mig midt om natten. Man starter ud med den lange, neutrale del ud af Liège. Man starter i bunden af en faktisk ret hård stigning, hvor man ofte lige får glæde af morgenmaden igen.

Liège tager med den neutrale del mere end syv timer, så man spiser lige lidt ekstra morgenmad i forhold til, hvad man har været vant til. De seneste år har vi kørt i noget rigtigt møgvejr. Sidste års sne og slud var bestemt ikke sjovt. Når man allerede ryster som et espeløv med 220 kilometer igen, kan distancen virke uoverkommelig.

Da vi så fik at vide i radioen, at løbet var forkortet, tænkte vi: fedt! Lige indtil vi fik at vide, det kun var fem kilometer kortere.

En ting er sikkert: om det er regn eller slud, så vil det rumstere i benene, når jeg søndag den 23. skal kommentere Liège.

Jeg glæder mig dog til at dele min passion og kærlighed til løbet med jer. Også selvom jeg i boksen må bukke mig i støvet for ældre Sørensen i forhold til bedste resultater i løbet.