Dansker melder sig klar til årets Giro d'Italia

Christopher Juul Jensen skal deltage i dette års Giro d'Italia. Det fortæller han til TV 2 SPORT.

Den anden dansker melder sig nu klar til at køre dette års Giro d'Italia.

I starten af april var det Jesper Hansen, der fortalte, han var udtaget af Astana og mandag er det Orica-Scotts Christopher Juul Jensen, som fortæller han skal køre Grand Tour-løbet i Italien.

- Jeg glæder mig rigtig meget til at skulle køre det. Nu har holdet udviklet sig sådan, at uanset om det er Giroen, Touren eller Vueltaen, så kører vi for at vinde eller i hvert fald have en mand i top tre. Og i år med Yates er det i hvert fald en stor mulighed for holdet, siger han til TV 2 SPORT, og peger på én af grundene til, han er blevet udvalgt.

- Det har nok haft betydning, at forholdet til Adam (Yates red.) har været godt, fordi jeg har kørt mange cykelløb med ham. 

Håber på endnu mere

Det er endnu uvist, om danskeren også får chancen for at køre i enten Tour de France eller Vuela a España.

Han håber dog på, at han kan komme stærkere ud af Giro d'Italia, så han for alvor kan blive en af holdets Tour-kandidater.

- Giroen er er hårdt cykelløb, men jeg håber også, at hvis jeg kan komme styrket ud af de tre uger, som jeg har gjort ved de tidligere Grand Tours, så er jeg i stand til at kæmpe med om en Tour-plads.

- Men det er dog også så langt ude i fremtiden, at jeg fokuserer på mine opgaver i Giroen, og så kigger vi på det andet efterfølgende.

Kunne du godt tænke dig at køre to det samme år?

- Ja. Hvis jeg er i stand til det i år, vil jeg meget gerne prøve at komme på Tour-holdet. Men når det så er sagt, er der mange andre muligheder og andre store løb, jeg kan fokusere på.

Dette års udgave af Giro d'Italia starter den 5. maj. Sidste etape køres den 28. maj.