Eksperter hylder markant ændring: - Vi fik et fantastisk løb

Ruteændringen i årets udgave af Amstel Gold Race var godt for løbet, vurderer et enigt panel af TV 2 SPORTs cykeleksperter.

Philippe Gilbert kunne søndag lade sig hylde som firedobbelt vinder af Amstel Gold Race, da den belgiske mester spurtede sig til sejren i den 52. udgave af Ardenner-klassikeren.

Årets medrivende løb med ikke færre end 35 stigninger over 261 kilometer blev åbnet tidligere end sædvanligt. 

De stærke ryttere skal vise sig frem tidligere

Brian Nygaard

Målstregen var nemlig rykket længere væk fra Cauberg, så selvom den berygtede stigning stadig skulle forceres søndag eftermiddag - tre gange, endda - så kunne og skulle rytterne ikke længere spare helt så mange kræfter til løbets afslutning som tidligere.

Dét havde stor betydning for løbet - til stor glæde for TV 2 SPORTs eksperter.

- Jeg kan rigtig godt lide det nye format, løbet har fundet, siger Brian Nygaard.

- Med det, vi så søndag, er der mange, der synes, det var et tab, at det ikke sluttede på Cauberg. Jeg synes, det nye hjælper os med at få et mere udforudsigeligt Amstel Gold Race. De stærke ryttere skal vise sig frem tidligere, hvilket de ikke skulle før, forklarer han i mandagens udgave af TV 2 SPORTs cykelpodcast.

Brian Vandborg bakker sine panel-kollega Nygaard op.

- Nu skal sprinterne til at tænke anderledes. De skal til at fornemme, hvordan dynamikken bliver nu, for der er stadig tid nok til at kunne organisere en jagt, så det betyder bare, at det bliver uforudsigeligt.

- Det er også derfor, vi får det der kvalitetscykelløb, vi får i går. Det har så stor effekt. Når de kører væk er det på en lille bakke, der stiger med fire procent og ikke er mere end 600 meter lang. Det er nok til at gøre hele forskellen. Så derfor synes jeg, at den nye finale er mere uforudsigelig og meget federe.

Afslutningen var lige præcis sådan, som vi håbede på, at den blev

Henrik Jul Hansen

Henrik Jul Hansen, der på forhånd havde udtrykt både skepsis og optimisme omkring årets rute, er ligeledes henrykt over søndagens løb.

- Afslutningen var lige præcis sådan, som vi håbede på, at den blev. Løbet blev virkeligt åbnet op tidligt på ruten – den tendens har vi også set hele foråret – og det gjorde, at vi fik et fantastisk spændende løb.

Fra 2003 til 2013 sluttede Amstel Gold Race på eller inden for ganske få kilometer af Cauberg, og alle tre eksperter vurderer, at ruteændringen havde stor andel i, at årets løb blev så spændende, uden nødvendigvis at ændre resultatet.

- Angrebene blev sat ind på en måde, så Cauberg ikke blev afgørende, men stadig var et vigtigt punkt på ruten – men når man ser på, hvordan finalen udspillede sig hér, så var det med de samme folk, som ville have siddet på Cauberg, hvis dén stigning var afslutningen, siger Henrik Jul Hansen.

De tre eksperter er da også enige om, at det nyere format med mål længere fra stigningen er kommet for at blive.

Du behøver ikke længere at gemme krudtet til Cauberg længere. Det er et rigtig godt format nu

Brian Vandborg

- De her ryttere, som tager noget initiativ, de kan med rette gøre det og blive belønnet for det, og det er det, vi gerne vil se, siger Brian Vandborg.

- Det behøver ikke at blive belønnet hver gang. Men bare det bliver det engang i mellem. Og det er der større chance for nu, for nu kommer det hele ikke an på Cauberg. Du behøver ikke længere at gemme krudtet til Cauberg længere. Det er et rigtig godt format nu.

Eksperterne er dog uenige om, hvor afgørende Amstel Gold Races status og historik - eller mangel på samme i cykelverdenen med 'bare' 52 år på bagen - er for, om arrangørerne kan 'slippe afsted' med at lave om på ruten.

Amstel har denne semi-klassiker status. Den kan godt holde til, man eksperimenterer lidt

Brian Nygaard

- Amstel kan godt tåle at blive lavet lidt om, vurderer Brian Nygaard.

- Hvis der bliver lavet for meget om på Milano-Sanremo, Flandern og så videre duer det ikke. Det er arvesølvet. Det må man ikke sidde og ridse sit eget navn i. Hvorimod Amstel har denne semi-klassiker status. Den kan godt holde til, man eksperimenterer lidt med de her ruteændringer. Fordi den har en status af at være en mindre prætentiøs klassiker.

Henrik Jul Hansen trækker lidt i den anden retning, men afviser ikke at cykelfans skal forberede sig på mere nytænkning i fremtiden.

- Amstel Gold Race er det nyeste af de World Tour-klassiske løb, og derfor kunne man måske være interesseret i at beholde en klassisk udformning af ruten, netop for at gøre det mere historisk.

- Løbskonceptet er det samme med mange mindre stigninger, små, snørklede veje og visse nøglepunkter på ruten, men denne opbygning af Amstel Gold Race ligner noget, der godt kan blive bibeholdt i nogle år, indtil der viser sig en anden mulighed, slutter Henrik Jul Hansen.