Astana-danskere erkender: Vi har manglet sejre

16x9
Fuglsang i aktion for Astana i årets Paris-Nice. Foto: PHILIPPE LOPEZ / Scanpix Denmark

Sportsdirektør Lars Michaelsen, Jakob Fuglsang og Michael Valgren er enige om, at holdet har manglet sejre i år.

Michele Scarponi sørgede 2. påskedag for lidt tiltrængt forløsning hos cykelholdet Astana, da han vandt første etape af Tour of the Alps.

Det er nemlig storholdets første sejr siden 30. oktober sidste år, hvor Alexey Lutsenko vandt det kinesiske etapeløb Tour of Hainan.

Indtil Scarponis triumf har der bare stået et rungende og irriterende nul ud for antallet af sejre hos Astana i 2017.

- Det er klart, at havde der været flere sejre, havde det været godt for holdet, og det havde helt sikkert også giver moral til holdet, sagde Jakob Fuglsang til TV 2 SPORT efter søndagens Amstel Gold Race.

- Det er klart, at det er sjovere at have 10 eller 20 sejre på resultatlisten på nuværende tidspunkt end ikke at have nogen.

Jeg synes ikke, at det er sådan, vi hænger med snuden.

Jakob Fuglsang, Astana-rytter

Holdets danske sportsdirektør Lars Michaelsen udtrykte det kort og præcist  ved målstregen i Valkenburg.

- Ja, vi mangler nogle sejre på holdet. Det gør vi.

På samme tidspunkt sidste år havde Astana allerede sat 15 forskellige sejre ind på triumfkontoen fordelt på otte forskellige ryttere. Men i 2017 skulle der gå næsten fire måneder, før Astana satte den første triumf ind på den slunkne konto.

Selvom sejrene har ladet vente på sig, så mener rytterne ikke selv, at de manglende triumfer har kostet på arbejdsiveren på holdet. For Astanas ryttere har kørt en række flotte placeringer hjem i denne sæsons begyndelse.

- Vi har gjort det godt i vores brostensløb. Oscar Gatto starter godt ud med at blive fem i Het Volk, og jeg bliver selv nummer sels i E3 Harelbege og nummer 11 i Flandern Rundt. Det er ikke noget, man skal kimse af.

- Jeg synes, vi skal bevare hovedet højt, for vi har et stærkt hold, når vi rammer dagene. Sådan er cykelløb. Der er flere skuffelser, end der er opture. Det skal nok komme på et tidspunkt, vurderede Michael Valgren efter søndagens klassiker, hvor han blev nummer 35.

Og det tidspunkt blev i første omgang 17. april, da Michele Scarponi vandt første etape af Tour of the Alps. Et bevis på at Astanas ihærdighed endelig har betalt sig – trods den lidt svære sejrsløse sæsonstart.

- Jeg synes ikke, at det er sådan, vi hænger med snuden. Vi kæmper stadig for det, og jeg synes folk gør, hvad de kan, sagde Jakob Fuglsang kort efter Amstel Gold Race.

Fuglsang og Michael Valgren gør det bedste de kan for en god placering onsdag, når de kører Flèche Wallone.

Du kan se Flèche Wallone på TV 2 SPORT.