Michele Scarponi er død i en trafikulykke

Astana-rytteren Michele Scarponi er afgået ved døden efter et trafikuheld på en træningstur.

Den italienske cykelrytter Michele Scarponi er død. 

Han omkom lørdag formiddag i en trafikulykke, skriver La Gazzetta dello Sport. Hans hold, Astana Pro Team, har bekræftet dødsfaldet.

Scarponi blev frontalt ramt af en varevogn tæt på sit hjem i Filottrano i den østlige del af Italien. Ifølge La Gazetta dello Sport havde føreren af køretøjet ikke set Scarponi, da vedkommende krydsede vejen og ramte ham.

En helikopter fløj Scarponi til et nærliggende hospital, men hans liv stod desværre ikke til at redde. Dermed blev en helt almindelig træningstur med ét forvandlet til en forfærdelig tragedie.

37-årige Scarponi kørte for Astana, hvor han har været på hold med Jakob Fuglsang siden 2014. Til sidste kørte han også sammen  med Michael Valgren, Jesper Hansen og Matti Breschel.

Vandt Giro d'Italia i 2011

Scarponi blev professionel i 2002, og hans største sejr er triumfen i Giro d'Italia i 2011. Han overtog den samlede sejr efter Alberto Contador, der blev frataget sejren af den internationale sportsdomstol CAS. 

Michele Scarponi skulle have kørt Giro d'Italia igen i år. Han overtog tidligere på foråret rollen som kaptajn efter Fabio Aru, der er blevet skadet. 

Så sent som i går afsluttede Michele Scarponi sit sidste løb, Tour of the Alps. Her sluttede han på en samlet fjerdeplads, 27 sekunder efter vinderen Geraint Thomas. Scarponi vandt den første etape af løbet foran netop Thomas og Thibaut Pinot.

En populær rytter i feltet

Ifølge TV 2 SPORTs cykelekspert Brian Nygaard var Scarponi en vellidt rytter både hos holdkammerater og konkurrenter. 

- Han var meget populær blandt de andre hold og var altid smilende og venlig. Han var garant for god stemning både på det hold, som han kørte for, og i feltet. Han var meget respekteret som professionel, siger Brian Nygaard.

Scarponi kom fredag aften hjem til sin familie efter Tour of the Alps. Lørdag morgen kørte han ud på det, der desværre blev hans sidste træningstur.

- Vi har mistet en sand mester og en helt speciel fyr. Han var altid smilende og et forbillede for alle på Astana Pro Team, skriver holdet på sin hjemmeside.

Michele Scarponi efterlader sin kone og to børn. I aftes lagde han billedet her ud på sin Twitter-profil af netop sine børn.

Michele Scarponis karriere
2002
Proffessionel på Acqua & Sapone
Acqua & Sapone blev italienerens første professionelle hold.
2003
Skifte til Domina Vacanze
Michele Scarponi hos Domina Vacanze. Jeppe Michael Jensen / Scanpix Danmark
Scarponis næste hold blev Domina Vacanza, som han kørte for fra 2003 til 2004.
2005
Skifter til Liberty Seguros–Würth
Efter Domina Vacanze skifter italieneren til Liberty Seguros-Würht, hvor han kører i 2005 og 2006.
2007
Tilbage til Acqua & Sapone
I år 2007 vender han tilbage til Acqua & Sapone.
Scarponi vinder endagsløb
Italieneren vinder Settimana Internazionale Coppi e Bartali.
2008
Turen går til Diquigiovanni–Androni
Herefter går turen til Diquigiovanni–Androni, hvor han kører fra 2008 til 2010.
2009
Sejr i Tirreno-Adriatico
Scarponi har tredje etapesejre i både Giro d'Italia og Tirreno-Adriatico. STEFANO RELLANDINI / Scanpix Denmark
Michele Scarponi vinder foran Tirreno-Adriatico foran Stefani Garzelli og Andreas Klöden.
Etapesejre i Giro d'Italia
I 2009 og 2010 får Michele Scarponi i alt tre etapesejre i Giro d'Italia.
Etapesejre i Tirreno-Adriatico
I 2009, 2010 og 2011-perioden får Scarponi ligeledes tre etapesejre i Tirreno-Adriatico.
2010
Vinder endagsløb
Michele Scarponi vinder Settimana Ciclistica Lombarda By Bergamasca.
2011
Tager skridtet op til Lampre
I 2011 tager han skiftet op på WorldTour-niveau, da han skifter til Lampre-ISD. Her kører han indtil 2013.
 
Scarponi vinder Giro d'Italia
Scarponi står med trofæet, efter at han har fået tildelt Giro-sejren i 2011. LUK BENIES / Scanpix Denmark
Scarponis største sejr er triumfen i Giro d'Italia i 2011. Han overtog den samlede sejr efter Alberto Contador, der blev frataget sejren af den internationale sportsdomstol CAS. 
Vinder Catalonien Rundt
Det samme gjorde sig faktisk gældende i Catalonien Rundt samme år, hvor Scarponi ligeledes sluttede efter Contador i klassementet.
Sejr i Giro del Trentino
Scarponi vinder ligeledes Giro del Trentino dette år.
2014
Skiftet til Astana-holdet
I 2014 skifter han til Astana-mandskabet.
2017
Etapesejr i Tour of the Alps
Michele Scarponi tog første etapesejr i Tour of the Alps i denne uge.
Lørdag den 22. april
Scarponi afgår ved døden
Astana-rytteren afgår ved døden efter et trafikuheld på en træningstur.
 
Scarponi blev frontalt ramt af en varevogn tæt på sit hjem i Filottrano i den østlige del af Italien. Ifølge La Gazetta dello Sport havde føreren af køretøjet ikke set Scarponi, da vedkommende krydsede vejen og ramte ham.