Afsløring: Kaos i kulissen hos storsatsende dansk cykelhold

Der er ingen struktur eller kommunikation på Christina Jewelry-Kuma, og flere ryttere får ikke udbetalt løn ifølge TV 2 SPORTs oplysninger.

Det er kun to måneder siden, cykelholdet Christina Jewelry-Kuma blev præsenteret på et stort anlagt pressemøde. Her var visionerne klare: at køre en sæson, som vil blive husket meget længe.

De store resultater er dog indtil videre udeblevet, og holdet har stadig sin første sejr til gode. Ifølge TV 2 SPORTs oplysninger er der også problemer internt på holdet.

Flere inde omkring holdet bekræfter således over for TV 2 SPORT, at der mangler udbetaling af løn, at der ingen kommunikation er mellem ryttere og team managers, og at der er uklarhed om udsigterne til rytternes næste cykelløb. Det kan holdets team manager, Christian Brandt, dog ikke genkende.

- Jeg har tjekket og set, at der er betalt den løn, der skal betales. Så det er ikke noget, vi kan genkende, siger han til TV 2 SPORT og afviser mangel på struktur og kommunikation.

- Vi er lige kommet hjem fra et etapeløb i Frankrig, hvor seks af holdets ryttere har været med. Jeg har snakket i telefon med flere ryttere både i dag og i går, og der er et længere opslag på vores Facebook-gruppe fra undertegnede fra i går eller forgårs. Det er under ti dage siden, jeg har snakket med alle rytterne, siger han til TV 2 SPORT.

16x9
Team manager, Christian Brandt (i midten), havde store visioner, da holdet blev præsenteret for to måneder siden. Foto: TV 2 SPORT

En af rytterne, der var med holdet i Frankrig til etapeløbet Rhône-Alpes Isère Tour fra den 3. til 6. maj, er holdets profil Fredrik Ludvigsson.

På Twitter ytrede han sig torsdag kritisk om holdet. For at få løbskilometer i benene har den 23-årige svensker, der tidligere har kørt for World Tour-holdet Team Giant-Alpecin, deltaget i løb for den svenske cykelklub HVR16. Det fortalte han på Twitter.

Da han blev spurgt nærmere ind til, hvorfor han deltager i løb for en svensk cykelklub, mens han er på kontrakt hos Christina Jewelry-Kuma, var svaret klart. Disse tweets har svenskeren senere slettet og trukket tilbage:

square to 16x9

- Det er min svenske klub, da det danske hold ikke virker til at eksistere. Så bliver det bare HVR (det svenske cykelhold, red.) fremover.

Så ikke flere løb for det danske hold?

- Nej, det bliver der nok ikke. Det ser ud, som om det lukker ned, for de hverken svarer mig eller har nogen penge. Så det er ikke direkte optimalt.

Beskeden på det sociale medie blev som bekendt senere slettet. TV 2 SPORT var herefter i kontakt med Ludvigsson. Her fortalte svenskeren, at der er tale om en misforståelse, og at han ingen yderligere kommentar har.

Der er dog ifølge TV 2 SPORTs oplysninger hold i Ludvigssons anklager mod holdet, som senere blev trukket tilbage. Manglende kommunikation og klarhed har der også været omkring løbskalenderen. Her har der ikke været mulighed for at se, hvornår der kan forventes at køre næste løb for Christina Jewelry-Kuma. Heller ikke her kan holdets team manager genkende billedet.

- Der er udsendt et løbsprogram på vores interne Facebook-side, hvor der er en oversigt over, hvilke løb vi deltager i. Det bliver aftalt løbende, hvem der kører hvilke løb, siger Christian Brandt.

Hovedsponsor vil undersøge sagen

Siden marts har Christina Design London og Kuma været hovedsponsorer for det danske kontinentalhold. Nu har administrerende direktør for Christina Design London, Claus Hembo, tænkt sig at undersøge sagen på baggrund af TV 2 SPORTs oplysninger.

- Vi er bare sponsorer for det her hold og er ikke involveret i driften. Det er selvfølgelig fuldstændig uacceptabelt, hvis folk ikke får deres løn, eller at de ikke får den til tiden.

Vil du som hovedsponsor undersøge, om det er foregået?

- Ja. Jeg vil foreholde holdet, om det er rigtigt. Vi hverken kan eller vil lægge navn til, at der er uregelmæssigheder i noget så elementært som løn.

- Jeg vil gerne understrege, – eftersom det er mig, der har ansvaret for betalingerne for både Kuma og Christina – at vi har overholdt samtlige forpligtigelser til punkt og prikke, og det agter vi selvfølgelig at blive ved med.

Christina Jewelry-Kuma har 13 ryttere på holdet, og deres største mål er PostNord Danmark Rundt til september.