- Cyklerne for helvede, vi har glemt cyklerne

16x9
Brian Nygaard studerer Giro d'Italia-ruten i 2002 sammen med Ivan Basso, Fabian Cancellara og Bjarne Riis. Foto: Scanpix

Det kan være svært at sætte fingeren på, hvad der gør Giro d’Italia til så specielt et løb og det, der i den grad gør det anderledes end Tour de France. Det skal føles. En ting er, at cykelløbene i sig selv af og til kan være relativt ens, men alt omkring dem er forskelligt. Der er en kulturel forskel og mentalitetsforskel, i og med at de to lande er så forskellige, men jeg tror ligeså meget, at det er de individuelle traditioner, løbene har, der har sat sig fast og definerer dem, som de er i dag.

Med få undtagelser (blandt andet noget med en bus, der engang satte sig fast ved målstregen i Touren), sker der bare altid lidt mere vilde og kaotiske ting til Giro’en. Men det afgørende er, hvordan man ligesom reagerer på det. Jeg har ikke tal på de gange, jeg har set en kollega trække på skulderen med et smil og sige ”Pfff..it’s the Giro."

Selvom Italien Rundt er vanvittigt vigtigt og prestigiøst, så betyder den lidt mere afslappede stemning, at stab og ryttere tager lidt mere løst på mange ting. Og jeg mener det ikke på en nedladende måde. Alt i moderne cykelsport er virkelig gennemprofessionaliseret, så det er faktisk en lettelse at være til et stort løb, hvor man også har tid til at trække på smilebåndet – også når man ikke vinder.

Giro’en føles tit som en blanding mellem en byfest, sidste skoledag og en gigantisk trafikprop. Og af en eller anden grund er jeg altid havnet i paniksituationer på grund af noget med biler. Mig, Giro’en og biler har ikke noget godt forhold.

Jeg har valgt at fremhæve et par forskellige episoder fra mine egne oplevelser under løbet, der på forskellig vis siger lidt om det smukke kaos og lidt mere afslappede cykelløb, det er. Og så om de der biler.

Giro d’Italia 2002

Det var min første Giro, og alt var ret nyt og meget spændende  - også selvom løbet startede i en lidt usexet hollandsk by. Vi havde en fransk cykelsponsor, som vi var lidt på kolissionskurs med, fordi flere af rytterne ikke var helt tilfredse med materialet, og vores holdkaptajn havde planlagt at køre på en anden cykel, maskeret med nogle lidt hjemmelavede klistermærker. Tingene var sat på spidsen med de franskmænd. Og vi havde ikke noget kredit på den konto længere. Men Giro’en skulle i gang, humøret var højt, og vi skulle til holdpræsentation. En rutinemæssig formalitet, der altid skal overstås, inden løbet starter. Formentlig sjovere at se på end at være med til.

Da vi efter en ret trafikeret vej ind til selve præsentationen endelig var kommet frem, havde vi ikke været der ret meget mere end et halvt minut, før sportsdirektør Jørgen Marcussen kom stormende tilbage til bilerne, helt rød i hovedet og råbte: ”Cyklerne for helvede. Vi har glemt cyklerne. De skal på scenen”. Det var der ingen, der havde fortalt os. Jeg havde aldrig set Jørgen Marcussen løbe før. Der skulle ekstremt meget til at stresse ham, så jeg kunne godt fornemme, at den var gal. Cyklerne skulle med på scenen, der var live tv og vores cykelsponsor sad nede på første række, tror jeg. Jørgen kom løbende og nærmest kastede et par bilnøgler i ansigtet på mig. Vi skulle tilbage og hente cyklerne, og det skulle være nu.

En fotograf jeg kendte lidt havde 50 euro. Podiepigerne, som jeg heldigvis også kendte i den anden bil, havde 20. Og sådan løb jeg rundt mellem bilerne ved betalingsanlægget og samlede penge ind

Brian Nygaard

Jeg havde lige fået kørekort. Jeg har aldrig været god til at køre bil, bliver det aldrig og guderne må vide, hvordan jeg egentlig fik bestået den køreprøve. Men det vidste Jørgen så ikke noget om, og jeg nåede ikke at sige noget, før han havde sat sin Citroen i gear og var væk. Helt væk, ude af syne. Jeg havde ingen anelse om, hvor vores hotel lå. Jeg kiggede ned på fødderne og mindede mig selv om, hvad der var bremse, og hvad der var kobling. Det tog mig et par minutter at få bilen i gang. Jeg skulle først bakke, men kunne simpelt ikke ramme den indstilling i gearkassen. Man skulle ligesom trykke gearstangen ned, fandt jeg ud af. Det tog alt for lang tid. Jeg kom af sted og kørte bare ligeud, gennem lyskryds, mange lyskryds, mens panikken langsomt bredte sig. Hvor fanden var Jørgen? Og hvor var hotellet. Hvad hed det? Det var ikke en god situation.

Der skulle et mirakel til at redde den her. Set udefra en totalt banal situation, men jeg var ny og ville ikke lave nogen fejl. Og slet ikke være skyld i, at vores sponsor blev endnu mere irriteret. Og miraklet kom heldigvis, for lige pludselig kunne jeg skimte Jørgens rød/hvide bil oppe foran. Han måtte enten havde siddet i noget trafik eller være faret vild. I panik kørte jeg hasarderet over i den modsatte bane for at overhale to biler ved et lyskryds for at komme helt ind på hjul af Jørgen. Han måtte ikke komme ud af syne igen. Den ene af dem var en politibil. Jeg kiggede ligeud, da jeg kørte forbi dem. Ikke noget øjenkontakt, så de måske kunne fornemme min panik.

Jeg kunne uden diskussion være blevet anholdt, men jeg tog chancen og vandt. Det blev grønt, og jeg ramte undtagelsesvist første gear og kom med. Helt til hotellet. Op med cyklerne og klinet til Jørgens bagsmæk tilbage til holdpræsentationen i fuld fart. Vi var der cirka 20 sekunder før rytterne skulle på. ”Hvor har I været??” sagde holdchefen. Jeg kiggede over på Jørgen for ligesom at lade ham tage den der. Det var Giro’en, så det gik nok. Tænkte jeg.

Giro d’Italia 2006

Vi havde førertrøjen, og alt er helt vildt stressende, når man har sådan en. Selv under Giro’en er alt meget stramt og sat på spidsen, når man fører. Af en eller anden grund var det blevet mit lod at køre en halvstor bil hver dag fra start til mål og videre fra mål til hotellet. Jeg synes ikke, jeg lavede andet end at køre i den skide bil – udover de tusind opgaver med presse og sponsorer osv., der er, når man er i lyserødt. Og nu sad jeg så i en kø på ringvejen rundt om Milano. Et skidt sted at sidde, når der ikke er ret meget tid at give af. Og jeg skulle til mål. Jeg kunne ikke misse det. Alt muligt dårligt ville ske, hvis jeg ikke var der.

Vores førertrøje skulle gennem hele podie-rutinen, pressearbejdet og så videre til hotellet. Med mig som chauffør. Og nu sad jeg der. Efter en lille halv time åbnedes trafikken igen og rutinemæssigt betalte jeg ved motorvejen, da jeg kører fra. Lidt ligesom ved Storebæltsbroen. Ind med billetten, så kreditkortet, og videre. Der lå en kæmpe bunke af kvitteringer alle steder i bilen fra de hundredvis af gange, jeg havde gjort det under løbet. Men nu var jeg igennem og skulle det sidste stykke via almindelig vej til mål. Og helst i en fart. En mand trådte nærmest ud af ingenting og stoppede mig med en flad hånd og skilt. Politiet. Eller endnu værre, ”Carabinieri”, som de mere håndfaste af slagsen hedder i støvlelandet. Dem skal man ikke lave noget ballade med. Der findes alle mulige slags politi i Italien, men Carabinieri er de mest sure. ”Stig ud af bilen, nu”, sagde han. Jeg forstod ingenting. Eller jeg forstod godt, hvad han sagde, men jeg havde jo ikke gjort noget. ”Du talte i telefon, mens du kørte”, sagde han. ”Nej, jeg gjorde ej”, sagde jeg. Stor fejl. Jeg skulle bare havde givet ham ret, selvom han tog fejl, betalt min bøde og kommet videre. Men jeg insisterede på min uskyld. Det var rigtigt dumt, og nu startede balladen.

16x9
Da Brian Nygaard stadig var en del af CSC-holdet, havde Ivan Basso en god periode i Giroen. Foto: FRANCK FIFE / Scanpix Danmark

Det tog en evighed at tjekke mit kørekort, og der kom alle mulige bøder på blokken. Der var ikke et DK klistermærke på bilen. 100 euro. Registreringsattesten var en kopi og ikke en original. 100 euro. Og så de 200 euro for den telefon, jeg ikke havde talt i. Mange penge, men jeg skulle videre og gav ham mit kreditkort og håbede, at han i det mindste kunne køre det lidt hurtigt igennem. ”Tror du, det er en butik?”, sagde han. ”Vi tager kontanter”. Dem havde jeg ikke nogen af, udover de småpenge, der var i lommen. Jeg manglede cirka hele beløbet. Den sure mand og hans ligeså sure kollega uniform havde faktisk endnu mindre tålmodighed end mig, kunne jeg mærke. Betal, eller kom med på stationen, var budskabet. Jamen jeg skulle jo til mål, førertrøjen og alt det!

De var totalt ligeglade, og var ved at ringe efter en slæbevogn, kunne jeg høre. Jeg gik i panik. Kiggede febrilsk over mod betalingsanlægget for at se, om der skulle være en anden bil, der på en anden måde havde noget med Giro’en at gøre. Mit blik fór fra bil til bil for at se, om der var nogen med klistermærker i forruden, som man har, når man er akkrediteret til et cykelløb. Der var en, to faktisk. Og flere andre i de andre vejbaner. Jeg løb der, ind i mellem biler over og fik råbt vent til de to politifolk. En kæmpe chance at tage egentligt, men jeg var som sagt i panik. Jeg stoppede bilen, en fotograf jeg kendte lidt. Han havde 50 euro. Podiepigerne, som jeg heldigvis også kendte i den anden bil, havde 20. Og sådan løb jeg rundt mellem bilerne ved betalingsanlægget og samlede penge ind.

Jeg svedte en del og fortalte den samme historie tyve gang, indtil jeg kom tilbage med en kæmpe stak lånte kontanter til bøden. Enten havde de to betjente været imponerede over min desperation, eller også var der en lille sprække i deres tålmodighed, for jeg fik nøglerne efter at have skrevet under på masse papirer, jeg ikke havde tid til at læse. Jeg skulle videre. Vi havde trøjen.

Normalt bliver man aldrig glad for et se en politimand, men det gjorde jeg der

Brian Nygaard

Giro d’Italia 2008

Hvis Italien kan virke uoverskueligt, skal man gange det med hundrede for at få følelsen af at være i Palermo. Den sicilianske storby er sammen med Napoli et af de steder, hvor kaos er reglen og ikke undtagelsen. Og læg så dertil, at et stort cykelløb skal starte der midt i myldretiden, så er du med, hvor jeg var i 2008. Løbet blev indledt med et holdløb, og jeg tror, vi blev nummer to. Det gik lidt stærkt med at få pakket sammen bagefter, og som altid var prioriteten at få rytterne tilbage til hotellet i en fart. Sådan er det altid på et cykelhold. Rytterne skal spise, rytterne skal have massage, de skal ikke stå og vente på noget, og det giver jo egentlig ret god mening, i og med, at det er dem, der skal præstere hver dag, flere uger i træk.

Det var blevet mit lod at køre en bil tilbage til hotellet. Den anden tog Kim Andersen sig af. Han var hurtigt væk, og jeg valgte at tage den lidt mere med ro. Snuse lidt til stemningen i den italienske aftensol. Kim havde sagt til mig, at jeg skulle holde øje med cyklerne, for Palermo er kronisk kendt for at folk nogle gange låner ting uden at aflevere dem tilbage. Og cyklerne skulle vi jo ligesom bruge igen senere. Jeg drak en kaffe og satte mig til rette i bilen for finde vej tilbage til hotellet. Nemt nok, tænkte jeg. Det ligger helt sikkert allerede gemt i bilens GPS, og jeg skal bare følge den hele vejen hjem. Ingen panik, alt er godt. Troede jeg.

Halvdelen af byen var stadig spærret af, og de fleste veje væk fra mål var fyldt med barrierer, podieområde, tv-område og alle mulige andre ting, der gjorde, at jeg ikke kunne komme nogen af de steder hen, som GPS’en ville. Jeg tænkte, hvordan Kim egentlig var kommet hjem, men Kim kommer altid hjem. Han er så urimeligt god til at køre bil og finde vej. Og jeg var en klovn, fordi jeg troede, at GPS’en kunne hjælpe mig. Den kunne ingenting, og alle veje jeg skulle var lukkede, og jeg begyndte uværgeligt at køre i noget, der virkede som den helt forkerte retning, mens navigationssystemet forgæves lagde ruten om hele tiden.

Jeg blev sur. Jeg slukkede den og tænkte, hvor svært kan det være. Kim kan, jeg må se at få det lært, og det starter nu. Jeg kørte i ring, jeg kørte forkert. Det var ved at blive halvmørkt i det smalle gyder. Jeg havde glemt, hvad hotellet hed. Jeg glemmer altid, hvad de skide hoteller hedder. Der er så mange af dem. Jeg kunne ikke rigtigt stoppe og spørge om vej, for folk vidste ikke, hvilke veje, der var spærret af. Jeg tog en chance. Det var ikke nogen succes, og pludselig havnede jeg på noget, der nok mest af alt var et strøg. Der var i hvert ikke andre biler, men der var rigtigt mange mennesker. Alt for mange, egentlig. Og de ville alle sammen røre ved cyklerne, virkede det til.

Vejen blev hele tiden smallere, synes jeg. Man kunne ikke se, hvor den endte, for der var mennesker overalt. Folk på vej ud i byen for at spise, børnefamilier, unge med øller. På et tidspunkt blev vejen så smal, at folk måtte krænge sig helt ind til mure for, at jeg overhovedet kunne komme frem. Ingen var sure, nogle grinede og alle ville have en kasket. Jeg delte en masse kasketter ud, men kom ingen vegne. Jeg vidste, at hotellet lå ude ved vandet, så jeg tænkte, at hvis alt går galt, skal jeg bare køre efter kysten. Så må jeg køre frem og tilbage, indtil GPS’en kan klare det sidste. Jeg havnede på en lille plads pakket med mennesker, og det så egentlig ikke ud som om, at der var mere vej. Jeg gøs ved tanken om at skulle den samme vej tilbage igen. Det ville tage timevis.

Normalt bliver man aldrig glad for et se en politimand, men det gjorde jeg der. Han rystede på hovedet og kiggede på mig, som om jeg var en idiot. Lige i den situation var det egentlig også det, jeg var. Jeg rullede vinduet ned. ”Har du en kasket”, spurgte han. ”Ja”, løj jeg, for der var ikke flere tilbage. Han begyndte at flytte folk til siden, og jeg kunne skimte noget, der lignede en vej. Jeg ville have givet ham en cykel for at blive eskorteret hele vejen hjem, og et eller andet skulle han jo ligesom have, og det kunne ikke blive en kasket. Jeg kiggede rundt i bilen, mens jeg langsomt fulgte ham gennem mylderet, mens han blæste i sin fløjte for at få folk til flytte sig. Jeg kunne give ham en enkeltstartshjelm eller nogle müslibarer, tænkte jeg. Et eller andet. Hvad som helst. Bare ikke en kasket. Jeg kunne ane et skilt og gps’en begyndte at makke ret. 25 minutter til hotellet, sagde den. Jeg ville have været glad, om det så var en time, bare jeg ligesom kunne komme frem.

Jeg rullede vinduet ned og ville takke politimanden, men kunne ikke se ham, så jeg kunne love at sende en kasket til stationen og ellers overdynge ham, med hvad der ellers lå i bilen. Han var væk. Måske var der sket en eller anden rigtig forbrydelse, der var vigtigere end min trafikmæssige elendighed. Jeg blinkede af og fandt ud til hotellet. Alt for sent, men jeg kom frem. Alle var ved at spise, og jeg satte mig ned i hjørnet og lod som om, at jeg havde noget vigtigt, jeg skulle og derfor var kommet sent. Det er Giro’en, tænkte jeg. De lægger nok ikke mærke til det.